Plader

Fifty Foot Spiders: s.t.

Den Anden Kolde Krig er over os, og Fifty Foot Spiders leverer endnu en revitalisering af postpunken med en mindre strømlinet ep end scenens øvrige udøvere. Men desværre også med mangel på tiltrængte gode melodier.

Den Anden Kolde Krig, der er en hel del varmere end Den Kolde Krig var i 80’erne. Kan man tillade sig at kalde disse tider det? Nu står kampen ikke mellem stormagter længere, for der findes kun én, og den er muligvis en falleret lånehaj, der har undermineret sin egen økonomi. Den Nye Kolde Krig står mellem demokratier og fundamentalistiske terrorister. Eller en flok pengegrådige politimænd og nogle få heltemodige frihedskæmpere. Alt efter synspunktet.

Men er det derfor, at postpunken er lige så populær som den koldkrigstid, den synes at være barn af? Det giver i hvert fald grobund for et sortsyn, der gennemsyrer den fest, som postpunkens revival primært har stået i spidsen for. Men vel og mærke et sortsyn, der vender indad og øjnene væk fra de religionspolitiske kampe, der foregår på verdensscenen, og i stedet beskæftiger sig med personlige politiske kampe. Eksempelvis kampen for offentlige dansesteder i New York, som borgmester Rudy Giuliani begrænsede i sin Quality of Life-kampagne, hvilket fik både Radio 4 og !!! til at skrive dansable protestsange.

Danske Fifty Foot Spiders har et lignende projekt. De har aktivt deltaget i kampen mod ensretningen af København og spillet støttekoncerter for forskellige fristeder. Derfor er det også passende, at de som protestmiddel har revitaliseret postpunken med en solid combo af steady rytmer og fyldige basgange, der lægger sig i fronten af lydbilledet.

Men modsat mange af tidens strømlinede postpunk-bands har Fifty Foot Spiders godt fat i genrens oprindelige udgangspunkt med en nysgerrighed over for at eksperimentere. Således laver de ikke kun atmosfærisk guitarstøj, men forsøger sig også med krautede synthlinjer, thereminens uhyggeskabende tilbøjeligheder og runder det af med lyse klokketoner. Det klæder bandet og Matilde Katinka Böchers anstrengte, vrængende vokal, der netop skal lyde sådan frem for at være den der polerede, selvsikre Deborah Harry-vokal, som eksempelvis Long Blondes iklæder sig.

Til trods for lysten til at eksperimentere undgår de ikke at ramme ensformighedens lige landevej, mestendels på grund af deres vedholdende, tempofyldte rytmesektion. Og det er egentlig lidt trist, når det kun er en ep på syv numre. Måske ville nogle stærkere melodier hjælpe. Under alle omstændigheder er deres musik en berettiget tilføjelse til postpunk-scenen, men de mangler det der magiske ekstra for at kandidere til lydsporet for generationen under Den Anden Kolde Krig.

★★★★☆☆

Deltag i debat