Plader

Frodegruppen40: Du ligner noget fra en pejs

Skrevet af Christian Klauber

Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en sagesløs lytter. Der er masser af rigtig fine aspekter, et hav af fine billeder og overraskende gode musikalske anslag på Jens Blendstrups anden udgivelse i Frodegruppen40’s regi, men der er også noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Tillad mig at fremsætte et postulat: Lige siden Jens Blendstrup optrådte på mere eller mindre slap line hos Michael Bertelsen i programmet Den 11. time, har mange Blendstrup-interesserede – for ikke at sige fans – ventet (an)spændt på, om der mon kom mere ud af kombinationen musik og vanvittig lyrisk hittepåsomhed end det album, Blendstrup allerede havde udgivet i Frodegruppen40-regi, Piksvingeri og negerlege fra 2001.

Med Frodegruppen40’s andet album, Du ligner noget fra en pejs, må man sige, at ventetiden ikke har været forgæves. Blendstrup digter, synger, taler og råber sig igennem tolv numre, der alle ligger i et forunderligt krydsfelt mellem musik og lyrik, og alle – på nær nogle enkelte skønhedspletter – er ganske solide numre, både som musik og lyrik betragtet.

Den musikalske dimension spænder vidt. Her er alt fra pop a la Brian Eno over Tom Waits-jazzet americana/country til mere kompleks mathrock med dryp af krautrock samt elektronisk støj og synthstrukturer. Især har jeg en svaghed for de elektroniske programmeringer på “Selvangivelse” og “Ondskab 3”, og generelt synes der at være en tendens til, at man fra pladens syvende nummer har taget lidt hårdere fat på den lydmæssige dimension end på pladens første del. Det elektroniske univers er et godt valg – det klæder i hvert fald Blendstrups stemme fortrinligt.

“Selvangivelse” lyder som en krydsning mellem Band Ane og Under Byen, og de dubbede programmeringer og elektroniske synthstrukturer, der nikker i retning af støjende grupper som f.eks. Fuck Buttons (om end i en lightudgave), passer helt fremragende til det onde digt “Ondskab 3”. Hør bare her: »Min kvinde er Dresden / smalle små gyder og blinde dyder / maleriske søer med læbestift / brølende bryster i BH / marmor kys / vi måtte jo knuse det / vi måtte jo straffe dig min tøs / det er ondskab.« Næste strofe er ikke meget bedre – og i mine tanker strejfer stilen Rudolf Broby-Johansens, selvom der stadig er en leg med de sproglige billeder, som synes at være i højsædet, frem for det trodsigt hæslige som hos Broby Johansen, ligesom det også peger i retning af Tom Kristensens “Nat i Berlin”.

Teksten, der ledsager “Ondskab 3”, er nok den bedste overhovedet på Du ligner noget fra en pejs. De resterende er også gode, men er mere spoken word og fortællinger og langt mindre klassiske digte. Ikke at tekster nødvendigvis skal være klassiske for at være gode, men Blendstrups univers er til tider så skævt og fjollet, at det nogle steder kan blive i overkanten. Alt dette er “Ondskab 3” et afbræk fra.

Og jeg ved, at man med sådanne udmeldinger er i overhængende fare for at komme i karambolage med andre Blendstrup-fans (og ja, jeg betragter absolut mig selv som fan), der nok vil advokere for, at netop det rablende og skæve er et af Blendstrups varemærker. Og det er jo ganske rigtigt, men under det rablende og skæve, som absolut er helt fantastisk, f.eks. i “Sømandshjemspolka” og “John danser grøntsag”, må man ikke glemme, at Blendstrup faktisk er en aldeles fremragende poet. Det sker dog indimellem på Du ligner noget fra en pejs, at Jens Blendstrups faktiske evner udi det lyrisk dybe overskygges af fascinationen af det sjove for det sjoves skyld (“Onkel fra Gisseløre”) og ønsket om at sige alle de ord, som mange ikke tør sige, såsom tis, lokum, æggeleder og penis. Jeg bliver i hvert fald træt af det i længden.

Når den løftede pegefinger igen er sænket, må jeg dog indrømme, at projektet med at sætte musik til Blendstrups lyriske udskejelser er vellykket, og det er betragteligt mere kantet og interessant at lytte til end f.eks. Mikael Simpson. Den musiske dimension kunne endda godt være endnu mere i fokus, end den er, især fordi det tydeligvis er nogle ganske dygtige musikere, der mestrer at få flere genrer til at fungere, uden at det lyder anstrengt, f.eks. folk, americana, jazz, ambient osv., men også fordi musikken rent faktisk klæder Blendstrups stemme.

Jens Blendstrup er lejlighedsvis tilknyttet Undertoner som gæsteskribent.

Som følge af et samarbejde med selv samme magasin kan denne anmeldelse også læses i Recession – tidsskrift for Nordisk Litteratur.

★★★★☆☆

Deltag i debat