Plader

Keiji Haino/The 21st Century Hard-Y-Guide-Y Man: Koitsukara Usetaitameno Hakarigoto

Keiji Haino laver på sit tredje album som The 21st Century Hard-Y-Guide-Y Man masser af atonale, skærende støjdroner, der lyder som en forskruet version af japansk folkemusik, men i virkeligheden er udført på et instrument fra den europæiske middelalder: hurdy gurdyen.

I et afsnit af den klassiske serie “Shogun”, der omhandler en britisk kaptajns besøg i Japan i det 17. århundrede og de kultursammenstød, det afføder, bliver hovedpersonen John Blackthorne, spillet af Richard Chamberlain, en aften forkælet med mad og underholdning. En tjener kommer ind og spiller musik for ham på et lokalt strengeinstrument, men han beder hende stoppe, fordi han ikke kan lide de skæve, tilnærmelsesvist atonale lyde, der udgør musikken.

Skæve, atonale lyde udgør også grundstammen i Keiji Hainos tredje album som The 21st Century Hard-Y-Guide-Y Man. Men selvom musikken bliver spillet på et traditionelt instrument fra middelalderen, er udførelsen ikke traditionel og instrumentet heller ikke japansk. Han bruger nemlig en hurdy gurdy, der oprindeligt stammer fra Europa og er et strengeinstrument, der spilles med en kombination af et håndtag, som gnider et hjul mod strengene, og tangenter, der kan skifte toneleje. Samtidig har den flere dronestrenge, så hele apparatet kan åbenlyst nok skabe en del larm. Især når man som Haino vælger at sætte strøm til det.

Med dette ene instrument har han skabt lidt over en time med skærende, hylende toner, der mere eller mindre lyder som rustne metallåger, der skrigknirkende drejer rundt om sig selv. På grund af den konstante lyd fra instrumentet og de mange muligheder for påvirkning, giver det en på samme tid urolig, alarmerende musik, men også en meditativ, smukt hypnotiserende flade.

De fem numre går fra rolige, næsten akustiske toner til frådende ond og hektisk støj. At et instrument kan skabe så meget lyd er ganske enkelt fantastisk, da det nogle gange lyder som et helt strygerorkester, der spiller freejazz. Der er dog også noget, der tyder på, at Haino har arbejdet en del med det, for mens nogle dele lyder ustrukturerede og tilfældige, lyder andre velkomponerede og ja, nærmest melodiske.

De skurrende toner lyder som en forskruet version af japansk folkemusik og fungerer på den vis som et typisk eksempel på, hvor gode japanere er til at indoptage fremmede kulturer i deres egen. Men efter en hel time er jeg efterhånden med på Blackthornes besætning og vil bare gerne have fred og ro.

★★★☆☆☆

Deltag i debat