Plader

Ida Maria: Fortress Round My Heart

Skrevet af Johanne Mortensen

Nu har jeg aldrig brudt mig om den tendens inden for rockmusik, hvor fansene på samme tid både jubler og gyser over, hvor “virkelig” en rocksanger/-inde er, når han/hun vælter rundt på scenen med stiksår på de tynde, blege arme og et glas whisky i hånden. Hvor står det skrevet, at man har mere på hjerte, hvis man er totalt ude at skide?

Norske Ida Maria Sivertsen er ung. 23 år gammel, helt præcis. I den alder er det altså rigtig svært at mønstre et frygtindgydende Keith Richards-fjæs. Og selv Janis Joplin brugte fire år mere på at brænde ud. Og med det talent og den nerve, Ida Maria lægger for dagen på sin debutplade, Fortress Round My Heart, må man da også håbe, at den gode jente ikke brænder ud foreløbig.

Det handler mest om stemmen. Den er cigarethæs, intens og optimistisk. Og der er altså et eller andet med kvinder og hæshed, der fryder øret. Det er også dejligt forfriskende at høre, at Norden kan mønstre andet end æteriske, halvflygtige kvindestemmer. Netop derfor er det dybt uforståeligt, når engelske anmeldere beskriver Ida Marias debutplade som »The Strokes med Björk i front«. For det første er det svært at forestille sig en værre konstellation, for det andet går Ida Maria i en stor, klædelig bue uden om den slags vokalmæssige krukkerier. Hun synger af karsken bælg og fremkalder nærmere 80’er-sirener som Joan Jett og Bonnie Tyler.

Albummet stempler ud efter godt og vel en halv time! På den tid når Ida Maria, der har skrevet både tekst og musik på samtlige 10 numre, at danse ind og ud af Madness-inspireret ska-rock, som på hittet “I Like You So Much Better When You’re Naked”, Blondie-kækhed på det dansevenlige “Louie” og ikke mindst pladens måske stærkeste nummer om Guds yndlingsprostituerede, “Stella”, hvor især Håkan Hellström ikke har levet forgæves.

Producerne Timo Räisänen og Hans Olsson får det bedste ud af Ida Marias hæse stemme ved at lade bandet komplementere frem for at skramle om kap. Det er ikke hård rock, det er iørefaldende og velkomponerede popsange med festlige punk/rock-accessoirer, og man kunne måske også hævde, at Ida Maria har lige lovlig mange kostumeskift i løbet af pladen – nogle kjoler klæder hende i hvert fald bedre end andre: »Se min kjole, den er”¦ skjoldet af alkohol og fuld af cigarethuller,« synes hun at synge på pladens absolut svageste nummer, “Queen of the World”, der med enerverende linjer som: »I’m the queen of the world / I bump into things / I spin around in circles,« vist kun kan appellere til opkørte gymnasiepiger, der endnu ikke helt har fundet en grimasse, der kan passe.

Men fair enough, hun er ung. Og hun vil gerne gå i hundene på en spændende og dekorativ måde. Bevares, we’ve all been there! Så længe hun opvejer for de naive rockchick-klichéer med smukke ballader, som “Keep Me Warm” og “See Me Through”, er jeg villig til at tilgive det meste. Almindelig usikkerhed og “hvorfor vil du ikke have mig?”-sange klæder hende langt bedre end whiskypostulater og rockmanerer. Jeg vil endda overveje at tilgive coverets facebook-agtige inner sleeve, hvor man ved selvsyn kan se, hvor dejlige hun og hendes pivskøre venner er.

For med den portion talent, Ida Maria er blevet begavet med, behøver hun hverken være pivskør eller farlig eller ude at skide eller noget som helst for at få opmærksomhed. Der er så meget personlighed og potentiale på lager, at det bør komme helt af sig selv.

★★★☆☆☆

Deltag i debat