Plader

Kanye West: 808s & Heartbreak

I en på mange måder følelseskold genre leverer Kanye West en dybt personlig plade med tvivlen og selvopgøret i centrum. Det er en musikalsk og lyrisk oplevelse, som er ulig noget, man nogensinde før har hørt inden for hiphop, og man vil enten elske eller afskrive den.

Mange er efterhånden af den opfattelse, at hiphoppen synes stagneret, og at der efterhånden er meget langt mellem de udgivelser, der viser nye veje og udtryksmuligheder for rap over beats. I stedet må vi nøjes med sporadisk sublime udgivelser, der er stykket sammen af elementer, vi kender til hudløshed, fordi det i sagens natur bliver sværere og sværere virkelig at lavet noget nyt i en genre, der nærmest synes at have udtømt sig selv. Et af de senere års bedste eksempler på en forædling af allerede kendte hiphop-ingredienser er Kanye West, der over tre plader har leveret decideret fremragende beats og mellemgod rap med suveræn attitude – uden på nogen måde at vise nye veje til noget som helst.

Desto større er overraskelsen over, at 2008’s bud på en helt ny form for hiphop kom fra netop Kanye. Fornyelsesbudet hedder 808s & Heartbreak, og det er et på alle måder helt og aldeles unikt album. Det virkelig interessante ved pladen er, at den tager enorme chancer på både udtryks- og indholdssiden.

De to sider hænger uløseligt sammen på hele pladen. Alligevel vil jeg starte med den, trods alt, mindst iørefaldende, men i mine øjne mest betydningsfulde del: Indholdssiden. Hiphop er som genre martret af en notorisk følelsesforskrækkelse, og enhver rapper indeholder nærmest per definition en persona, som håndterer begreber som tab, kærlighed og angst. Den persona sørger for en så stor afstand til personen bag, at man af og til bliver i tvivl om, hvorvidt denne kan føle egentlige følelser. Dette problem opstår nærmest automatisk, idet stort set alle rappere jo optræder under et kunstnernavn og dermed benytter en facade som det egentlige udgangspunkt for sine lyriske og musikalske udfoldelser.

Set i det lys er det symptomatisk, at Kanye West laver musik under sit borgerlige navn. Han har alle dage leveret alting totalt ufiltreret, hvilket af og til har fået hans nykker og poseren til at stå i et særligt tarveligt lys. Men han har aldrig leflet for nogen eller noget, og alle hans offentlige bommerter og musikalske bralder har altid haft et skær af oprigtighed.

Indtil nu har han dog ikke beskæftiget sig med følelser af specielt dyb karakter, men det rådes der sandt for dyden bod på med 808s & Heartbreak. »Take off your cool, then lose control,« lyder det allerede på den over seks minutter lange indleder “Say You Will”. Samtlige tekster tager udgangspunkt i Kanyes 2008, der var lidt af et annus miserabilis, idet hans mor døde, og hans kæreste forlod ham. Som reaktion har han smidt samtlige filtre, og som den måske første rapper nogensinde er han ikke bange for konstant at vise sine dybeste følelser over en hel plade. Aldrig før har man fra en rapper hørt linjer som: »On lonely nights I start to fade / her love’s a thousand miles away« eller en selvindsigt som: »My friend showed me pictures of his kids / and all I could show him was pictures of my cribs / he said his daughter got a brand new report card / and all I got was a brand new sports car.«

808s & Heartbreak er et modigt opgør med selvbedrag, materialisme og følelseskulde, og den gør et enormt indtryk. Specielt fordi Kanye West mildest talt aldrig har sat sit lys under en skæppe og nu har skabt en plade, der tager et langt opgør med hans offentlige person og samtidig sætter hele hans hidtidige produktion i et helt nyt perspektiv. Den tilføjer hans udtyk en menneskelighed, der er unik inden for genren.

Og så til den musikalske side af sagen, der er lige så speciel som indholdssiden: Beatene på 808s & Heartbreak er udelukkende lavet med 808-trommemaskine, Kanye rapper ikke, han synger, og alt, hvad han synger, er kørt igennem en autotuner. Ved første lyt lyder det komplet vanvittigt, og min umiddelbare reaktion var at affeje hele projektet som et bizart og uigennemtænkt dogme-eksperiment. Men der skal ikke mange lyt til, før man har vænnet sig til præmisserne, og den ene blændede popmelodi efter den anden åbenbarer sig. “Amazing”, “Love Lockdown”, “Paranoid” og “RoboCop” er blandt de allerbedste sange, Kanye har lavet, og hele herligheden er garneret med eksperimenter, som kun han tør begive sig ud i (flere numre har for eksempel et decideret dronepræg).

Det geniale ved pladen er, at eksperimenterne og den aparte tilgang til numrene bidrager til en forøgelse af indholdssidens virkning. Den nedbarberede trommerytme, der får lov at agere outro til “Bad News”, kommer til at illudere en forstyrret hjerterytme, der leder over til pladens mest sårede og bitre sang, “See You in My Nightmares”. Den langtrukne, repeterende indledning i første sang opbygger gennem hele pladen en følelse af usikkerhed og tvivl, og den “Tears of a Clown”-inspirerede “Amazing” gør suveræn brug af autotuneren for at skabe en stemning af ubehag og selvhad. Det er simpelthen fremragende.

Tiden vil vise, om 808s & Heartbreak kommer til at stå som en kuriøs parentes i hiphop-annalerne, eller om dens geni først for alvor vil blive opdaget og værdsat om flere år. Jeg håber på det sidste, for det er en aldeles unik plade, der er så next level, at flere inkarnerede hiphop-fans nok knap kan overskue at tage stilling til den. I mine ører opererer den på et uhørt højt abstraktionsniveau, musikalsk såvel som lyrisk, og der er forbavsende få fejlskud. Enhver må respektere Kanye West dybt for den her præstation, hvad enten man kan følge ham hele vejen eller bare synes, det lyder som et bizart dagbogsnotat.

★★★★★☆

Deltag i debat