Plader

Khal Allan: Tuder og høvding

Khal Allan leverer med kunstværket Tuder og høvding noget så sjældent som et originalt, dansk rapalbum med sit helt eget univers, fremragende tekster, afvekslende produktioner og en masse på hjerte. En smal udgivelse på et ufatteligt højt niveau.

Dansk rap. Hvad skal man stille op med det? Hvis man som altædende musikforbruger uden specifik interesse for rapmusik eller hiphop-kultur kaster sig over dansk rapmusik i håbet om at få en musikalsk oplevelse, er der sjældent noget særligt at komme efter. Musikalsk bliver det meste overtrumfet af udenlandske beatsmede, og det er ikke så meget, fordi de danske producere ikke er dygtige (bare se på Troo.L.S og Rune Rask), men fordi der er så meget andet, der er så meget mere originalt rundt omkring i verden.

Og orginaliteten er netop, hvad der virkelig mangler i dansk rap. Det er ufatteligt sjældent, at en dansk rapmusiker skaber sin egen niche og sit eget univers, der formår at vriste sig fri af forbillederne fra USA, og det er meget sjældent, det danske sprog udnyttes til andet end en oversættelse af amerikanske hiphop-klicheer.

Desto større grund er der til at gå amok i en uforbeholden hyldest af Khalern fra Organiseret Riminalitets første soloalbum under navnet Khal Allan. Tuder og høvding hedder pladen, og den er lige så uudgrundelig, mærkelig og sin egen, som titlen lader antyde. Her er tale om en udgivelse, der er helt og aldeles gennemført på en fuldstændig skødesløs måde, og den må være den på en gang smalleste og mest originale danske rapudgivelse til dato.

Pladen er udelukkende ude på vinyl i et begrænset oplag, hvor hvert eksemplar er udstyret med sit eget unikke genbrugscover, en veritabel bog af en booklet, allehånde klistermærker og flyers, der alt sammen signalerer bonghovedsugende underlighed i yderste potens. Det eneste, jeg har at udsætte på mit eksemplar, er, at det stinker forfærdeligt af cigaretskodder.

Tuder og høvding ville i sig selv være interessant, selvom der ikke var musik på den, men det, at musikken står mål med den stenede indpakning, må siges at være pladens egentlige triumf. Selvom Khal Allan er unik i det danske raplandskab, betyder det ikke, at man ikke kan ane amerikanske forbilleder bag hashtågerne, for den her plade er det tætteste, jeg har hørt nogen komme på at matche Madlib og MF Dooms Madvillainy-univers. På samme imponerende vis skabes der på Tuder og høvding et parallelunivers via alteregoet Fremtids Ramses, der sammen med en håndfuld gæster får lov at udfolde sig over en næsten uendelig liste af korte numre, der alle til hobe er produceret af for mig ukendte producere som Fede Poul og David Phileorigor.

Pladen har et gennemgående lo-fi-sumpet lydbillede, der lyder, som om det kommer helt nede fra bunden af et eller andet ubestemmeligt. Man har lyst til at sige fra bunden af en sump, men det lyder lige så meget som bunden af en storby, bunden af en chillum eller bunden af kunstnerens bevidsthed. Som lytter bliver det aldrig ensformigt, fordi produktionerne på trods af deres gennemgående sumpethed er utrolig afvekslende. Der springes over stok og sten mellem stilarter (Kid Kishore kigger for eksempel forbi for en kort bemærkning et eller andet sted på B-siden), samtidig med det hele bibeholder et homogent og fokuseret udtryk. Det er blandt andet denne balancegang mellem skødesløshed og gennemarbejdethed, der løfter Tuder og høvding meget højt op over, hvad vi normalt hører på dansk.

Den anden faktor, der gør pladen til noget nær et mesterstykke, er teksterne. De fortaber sig meget sjældent i tågesnak eller underlighed for underlighedens skyld. I stedet minder de om en slags struktureret dadaistiske udløbere af Malk de Koijns mesterværk “Kosmisk Kaos”, og for det meste udgør de frit associerende beretninger fra Khal Allans hverdag. De er altid opfindsomme, og hans rimstrukturer er vildt overlegne: »Jeg sover – står op – går udenfor – det’ sommer / går til venstre uden at kende motivet, ta’r ik’ tid / har ik’ tid til i morgens sorger, de kommer for der’ intet der’ givet / lever livet. I nuet! Hva’ nuet? / en smule nuttet og buttet, men betuttet over sin deroute, for nu’ nuet sluttet.« Efter “nuet” er defineret, kommer turen til “plejer”, og sammen definerer de Khal Allans livsfilosofi, der opsummeres i omkvædet: »Manyana, manyana«. Det er meget svært at få så rablende tekster til at lyde godt, men Khalern leverer dem totalt ubesværet i perfekt sync med de altid kongeniale beats.

Tuder og høvding er en milepæl i dansk rap, som udelukkende vil nå et minimalt publikum. Det er lidt en skam, men på sin vis også i pladens natur. Der er ikke så meget andet at sige end: Køb den! For første gang nogensinde kan man kalde en dansk plade en af årets bedste rapudgivelser uanset ophavsland.

★★★★★☆

5 kommentarer

Deltag i debat