Plader

Jørgen Leth, Frithjof Toksvig & Mikael Simpson: Vi sidder bare her…

Jeg stoler ikke på min hukommelse; det er udgangspunktet. Man er nødt til at skrive ned for at fange den tanke, man har, i flugten. Ellers forsvinder den, ellers er den bare færdig, den kommer ikke igen, den er væk, hvis den ikke er noteret.« Jørgen Leth taler, jeg lytter og noterer. Nogle mænd spiller noget musik. Det hele foregår på en café. Velkommen indenfor.

I mit hoved har alt dette virkelig fundet sted.

Jeg mødes med Jørgen Leth på en café. Lad det være en stille fortovscafé, lad det være sommer, lad caféen være affolket. Vi sætter os ned ved et rundt bord, der er tre stole, vi fylder kun to, den enlige tjener tager vores ordre. En kaffe og en te (jeg drikker ikke kaffe). Der er en ventilator i loftet. Jeg har et rigtigt notehæfte, sådan et hvor man skubber de skrevne ark bagom det grå pap. Som i gamle dage. Der strømmer jazz ud af højtalerne.

Musikken er lavet af to mænd. Det er baggrundsjazz, det er godt, for så kan Jørgen og jeg bedre tale sammen. Vi sidder bare her, mig og Jørgen. Det er mest Jørgen, der taler, han snakker og snakker, faktisk siger jeg ikke et ord. Jeg sidder bare og tager noter, nedfælder de ord, som Jørgen blander sammen med musikken. Jeg bliver i godt humør, næ, faktisk bliver jeg ikke i noget humør, jeg bliver i musikkens eget humør, jeg bliver optaget, fanget, fængslet af ordene og musikken. Det kan jeg godt lide.

Jørgen Leth: Han er en løve, hans kæmpe hår en manke, hans store fortænder, hans smilerynker. Hans T-shirt og hans lidt hængende cowboybukser. Jeg ser ham ikke ryge, men jeg tænker, at Jørgen nok ryger en gang imellem. Cigar. Han smiler meget. Jeg kan lide hans selskab. Jørgen er sympatisk.

Jørgens stemme: Der er ikke noget indøvet over Jørgens ord, han siger dem bare, bander, siger øh, gentager linjer, når han finder ud af, at de er gode, bander igen. Hans stemme er helt fremme i caféens lydbillede, jeg taler virkelig med Jørgen. Han har droppet kaffen, drikker hvidvin, han er i godt humør, han vil sige noget, han vil gerne have, at jeg skal forstå, hvad han siger. »Forstår du, hvad jeg mener,« spørger Jørgen, og man forstår ham godt.

Jørgens mening: Forestil dig, at jeg er rigtig god til at stille spørgsmål, Jørgen svarer ivrigt og interesseret, han indlever sig. Deraf det impulsive. Jørgen bander og siger øh. Jørgen er sympatisk, for han vil meget gerne fortælle det her. Det er små observationer, han kommer med, men det hele giver mening for ham. Han mener meget. Alligevel mener han så lidt: Jørgen udbreder sig ikke om hele sit menneskesyn, sine store idéer, livssyn. Han observerer de små ting, fragmenterne, ting man nedskriver i sin notesbog uden nærmere sammenhæng. »Jeg vil helst være lidt dum. Jeg vil helst give udtryk for en lidt dum bevidst, altså lidt uintellektuel bevidsthed. Altså, det er et fuldstændig forskelligt udgangspunkt fra de fleste, som er i udgangspunktet kloge og vil meddele deres klogskab til omverden. Den indstilling har jeg overhovedet ikke, overhovedet ikke.«

Musikken er ikke noget særligt, jo, selvfølgelig er den noget særligt, der er ting at bemærke sig, men det er ikke musikken, jeg lægger mærke til. Jeg lægger mærke til trompeten, selvfølgelig gør jeg det. Jørgen taler i takt med musikken, eller også taler musikken i takt med Jørgen. Jørgen er det bærende instrument, han er improvisatoren i det lille jazz-ensemble. Musikken er bagvedliggende, det er klart. Men musikken er ikke i baggrunden, fordi den er dårlig, nej, den lægger sig i baggrunden. Den er dygtig til at lægge sig i baggrunden. Aldrig kedelig, hele tiden nye indfald, ikke store ting, men små ting. Den ordner sig og ikke-ordner sig på samme tid. Jeg lægger ikke så meget mærke til den, men når jeg gør, er den behagelig og lige tilpas.

Vi bryder pludselig op. Solen skinner ind på den lille café, som forresten er placeret uden for tid og sted. Det var ikke et særlig langt møde, men det var langt nok. Jeg er helt ør i hovedet af at lytte til Jørgens stemme, manden pumper jo ligefrem indtryk i hovedet på en, han har været langt omkring på den halve time. Vi har tømt vores glas og krus, vi siger farvel uden ord, Jørgen er her ikke mere.

Som følge af et samarbejde med selv samme magasin kan denne anmeldelse også læses i Recession – tidsskrift for Nordisk Litteratur.

★★★★☆☆

1 kommentar

Leave a Reply