Plader

Majorian: s.t.

Skrevet af Christian Klauber

Majorians anden ep byder på shoegazer og alfevokal, og det er slet ikke så skidt, som det måske kunne lyde. Rigtig godt bliver det dog først, når alfevokalen lodses ud over scenekanten, og Majorian for alvor slipper tøjlerne.

Majorians andet udspil er endnu mere ep end den forrige, der havde hele fem skæringer. I denne omgang er der kun blevet plads til tre, hvilket er lidt synd, for det er både svært og måske heller ikke helt retfærdigt at vurdere et bands potentiale på baggrund af tre numre. Det svarer nogenlunde til at vurdere kvaliteten af en buffet efter at have smagt tre retter.

Men forsøget skal gøres, og faktum er, at Majorian slipper ganske hæderligt af sted med deres anden ep. Vi er ude i noget shoegazerdomineret poprock, hvor Maria Mortensens luftige og sfæriske stemme er en helt afgørende komponent, der ikke mindst er vigtig i forhold til at skabe det ønskede melankolske, lidt indadvendte udtryk, der bl.a. opstår, når Mortensens stemme svæver ud over musikken.

Og netop Mortensens stemme er samtidig hovedkernen i anken ved denne anden ep, for spørgsmålet er netop, om Mortensens stemme i længden er nok til at gøre Majorian til en interessant lytteoplevelse. Efter de to første numre, “Island” og “No Need to Pace”, må jeg indrømme, at Majorian til fulde opfylder det, jeg ser som deres projekt; nemlig at skrive melankolsk shoegazer, ikke mindst fordi de har en formidabel stemme til rådighed. Men det er samtidig også i overhængende fare for at blive kedeligt og uinteressant. Mortensens karakteristiske alfevokal er altså ikke nok til at gøre Majorian til noget særligt, og især efter flere gennemlytninger prikker kedsomheden mig på skulderen.

Heldigvis sker der noget anderledes på tredje skæring. Tempoet sættes op, og Mortensen dækker et langt bredere tonespektrum, udnytter vibrato og holder tonerne længere. Resten af instrumenterne kommer også en smule længere frem i lydbilledet, der ikke i samme grad som på de to første numre domineres af vokal. Og når Mortensen så samtidig lodser den sfæriske alfestemme ud over scenekanten, og hendes stemme bliver anstrengt lidt mere – på den gode måde – så skabes der en velfungerende modvægt til de to første skæringers monotone tristesse. Og selvom det til tider stadig foregår i det høje leje, så fremviser “As a Sunbeam Hits Her” flere dimensioner af Mortensens stemme. Skal man tage solstrålen som et udtryk for inspiration, så lader det så sandelig til, at der er noget, der har ramt Majorian her. Så absolut pladens bedste nummer.

Derfor må det også være på tide med en fuldlængdeplade. Majorian viser med det sidste nummer tendenser til noget ganske fornuftigt – i en genre, hvis største faldgrube ofte er, at lyden bliver kedelig og ensformig – men Majorian mangler at bevise, at de kan stå distancen og holde interessen fanget over fem-otte numre. Decideret kedeligt når det ikke at blive i løbet af omkring et kvarters spilletid, men kun ét rigtig, rigtig godt nummer ud af tre er ikke helt godt nok.

★★½☆☆☆

Deltag i debat