Plader

Mimas: The Worries

Skrevet af Martin Ibsen

Mimas er et af de bands, der bliver bedre og bedre, og The Worries er en fremragende debut. Den efterlader en eftertrykkelig fornemmelse af, at der er endnu mere i vente.

På grund af min status som indfødt århusianer og flittig koncertgænger er det århusianske band Mimas på ingen måde et nyt bekendtskab. Bandet har huseret i den danske undergrund i mange år – ikke blot i Århus. Men det er altså først nu, efter mange år på bagen, at bandet har fået udgivet deres musik i en fuldlængdesammenhæng. The Worries er udgivet af pladeselskabet Big Scary Monsters, der bl.a. også udgiver Get Cape. Wear Cape. Fly og Anathallo, så herrerne fra Mimas er i fint selskab.

Dengang, for nogle år siden i Århus, hvor jeg første gang så Mimas live, havde de, efter min smag, lidt for tydelige referencer til deres kollegaer fra Sigur Rös og Mono. Deres, på det tidspunkt, meget svævende og løse udtryk efterlod mig med en flad fornemmelse af, at de eneste, der egentlig rigtig fik noget ud af at deltage i en Mimas-koncert, var bandet selv. Musikken var præget af alt for lange instrumentalstykker, der ikke var spændende og opfindsomme nok til, at man rigtig kunne forsvinde i dem.

For nylig oplevede jeg igen bandet live, denne gang på københavnsk jord som opvarmning for amerikanske Why?. I denne omgang kunne bandet heldigvis lukke munden på mig og min medbragte negative, forudindtagede holdning. De spillede et brag af en koncert og overbeviste mig om, at jeg skulle have fingrene i The Worries, der på det tidspunkt var en måned fra udgivelsesdatoen.

Hermed ikke sagt, at bandet har ændret sin musikalske retning fuldstændig over de sidste år, men noget er der sket. Der er blevet ryddet op i arrangementerne, og årene, bandet har spillet sammen, er tydeligvis godt givet ud. Væk er de ligegyldige og kedsommelige efterligninger af det storladne, og ind er kommet et skævt smil og en portion godt humør. Et tvist, der passer perfekt til fremførelsen af musikken. Et tvist, der ligeledes er til stede på deres plade.

Mimas har i løbet af årene fundet frem til deres musikalske livskilde, og det giver tydeligvis overblik og overskud. Den slags overblik og overskud, der gør musikken spændende at lytte til. Egentlig handler det bare om, at Mimas med tiden er blevet et bedre band. Mimas er et eksempel på, at bands har brug for tid til at finde frem til, hvad det er, de vil og kan tilbyde verden.

Jeg hørte engang Thomas Søie fra Berlingske Tidende udtale, at der bliver udgivet alt for meget halvfærdigt dansk musik af bands, der burde havde tilbragt mere tid i øvelokalet. Måske har Søie en pointe. Mimas er i hvert fald et eksempel på et band, der har brugt tid på at modnes og udvikle sig, før de udgav en plade. Deres debut er derfor et flot gennemarbejdet produkt. Det band, jeg så for fem år siden, kunne ikke have udgivet et så helstøbt, gennemarbejdet og sammenhægende album som The Worries.

Det bedste eksempel på Mimas’ udvikling er “Mac, Get Your Gear”. Nummeret indeholder et skarpt, kantet guitarriff og generelt et melodiarbejde, der holder lytterens øre opmærksomt. På “Mac, Get Your Gear” kan man også mærke det omtalte tvist og glimt i øjet, der gør Mimas til et så behageligt bekendtskab, uden at bandet mister troværdighed og autencitet. Ud over “Mac, Get Your Gear” vil jeg anbefale “Cats on Fire”, “Treehouse” samt “Dads” og, hvis man har muligheden, at tage ud og se Mimas spille live.

★★★★½☆

Deltag i debat