Plader

Mother Sparrow/Christel Wiinblad: Have a Heart/Min lillebror

Skrevet af Cæcilie Jessen

Mother Sparrows “Have a Heart” følger med forsanger Jannicks storesøsters digtsamling, og det er dér, den har det bedst. For sig selv står pladen ikke brændende stærkt, men efterlader et let aftryk af lo-fi og afdæmpet vildskab, guitar og drengeværelse. Sammen med digtene skabes der et ømt portræt af det at være søskende, og så rammer det lidt mere til venstre for ribbenene, lidt mere lige i hjertekulen.

Jeg ved ikke, hvordan det er at have en lillebror. Jeg har fem søskende, men de er alle sammen ældre. Men jeg kender godt hengivenheden og omsorgen og den underlige forbundethed og alt det.

Og nu sidder jeg altså her med den håndtrykte bog i hånden. Den er flot, med store, sorte bogstaver på det tykke, cremehvide, riflede pap, og på bagerste side af omslaget holder en opfindsom papting Mother Sparrows cd på plads.

Første gang, jeg lyttede til den, gjorde den ikke så stort et indtryk. Måske det var lige i overkanten, dér hvor pressemeddelelsen påstod, at Jannick Wiinblads stemme er som den mest hudløse udgave af Jeff Buckley, for det, jeg hører, er spinkelt og luftigt. Måske er det også farligt at nævne inspirationen fra Smog; det er de færreste, der kan nå derop.

Så begyndte jeg at læse i bogen, og så begyndte jeg at græde. Jeg læser ikke normalt digte, men nu gjorde jeg altså, og det, der forvoldte den voldsomme reaktion, var til dels ømheden, lillebroren beskrives med, dels det ubærlige i at have lyst til at vinke farvel til livet og smække med døren.

Det er nemlig dét, digtene handler om: Storesøster Christel skriver til og om sin lillebror, der en morgen drak sig meget fuld og gik ud i skoven med en kniv og sine håndled, men det lykkedes kun halvt. Hun skriver om, hvordan hun, da de var små, slog ham i hovedet med en skovl (hvilket faktisk er morsomt, sådan i retrospekt), og hvordan hun glemmer at købe de tennissvedbånd, der skulle dække sårene på hans håndled. Hun knækker sætningerne op, og alle ordene, eller deres sammensætning, har en feminin luftighed over sig, en lys stemme, og det virker som den eneste måde at gøre det på, den eneste måde at tale om det ubærlige. Digtene er en skarp sansning af verden, men det er set gennem det tågede lys, der er på sådan en råkold vintermorgen med sol, og da jeg lukkede bogen, havde jeg fornemmelsen af at have været vidne til en omfavnelse eller en vuggen til ro. Der er noget moderligt over storesøsterskabet, men på en mere ligeværdig måde, og det er dét, der ret hudløst lyser op fra de lidet beskrevne sider.

Det er en o.k. cd. Den larmer meget stilfærdigt, med gungrende trommer gennem et dæmpende filter. Bror Wiinblad synger luftigt og træt om kærlighed og ting, der er svære. På “I Failed” lyder blæseren som et af mellemstykkerne fra filmen “You and Me and Everyone We Know”, hvilket vækker søde associationer, og på “Fall Tells Tales” får de diskrete tuba-trut i det stille stykke det til at krilre i maven. Teksterne slår ikke omkuld i al deres simpelhed, det engelske lyder så…dansk. Ellers smager musikken ikke meget af røde pølser og Sankt Hans, og det er en god ting, i hvert fald i det her tilfælde. Men der er noget andet ved det; det er ikke helt godt nok. Der mangler en form for modenhed. Der er nogle gode meloditing her og der, og hvis de fik lov at hænge lidt længere, kunne det blive godt.

Og alligevel smittes jeg af søster Wiinblads ømhed for sin lillebror, og jeg lytter til musikken med andre ører, fordi jeg på en eller anden måde har et forhold til personen bag. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene. Måske er det som hende kvinden, der i Talentshow på DR1 tog Danmarks tv-befolkning som gidsler ved at fortælle, at den sang, hun ville synge, var til hendes afdøde søn. Men jeg tror mere, det er et gribende portræt af den kærlighed, der flyder mellem en bror og en søster.

Jeg forsøgte mig med måder at indtage dobbeltværket på. Det viste sig hurtigt umuligt at læse digtene lyttende til pladen, for ordenes egen musik druknede i den af rigtige lydbølger. Så fandt jeg på at veksle – et nummer, et digt – og så begyndte de to søskende ligesom at tale sammen:

»Cause I need you to hear me sing […] I need you to still my wrath […] Why do you come off mighty strong, when I am down? / Brother, don’t you think, you owe me? […]I need you to hear me sing / for I value your opinion / and I need you to guide me home.«

Imens fortæller søster Wiinblad om, hvordan hun (på side 40) finder stykker af ham hen ad Købmagergade sent om natten; jordbærhuen, én sok, én til sok og”¦

»…endelig / lå den beskidte blomstrede skoletaske foran mig / på fortovet lænet op ad posthuset i Købmagergade / med ham hægtet på, sovende, / så jeg forsigtigt måtte slæbe ham hjem i seng…«

Nu kommer vi til det allersværeste. Jeg skal give en karakter, og jeg kan ikke, for jeg kan ikke fortælle dig, om “Bogen med cd’en i” er god eller dårlig, men den er noget. Noget med kærlighed og livet og smerte. Noget med bånd (dem, der binder os, og dem, der binder os sammen).

Digte:

★★★★☆☆
Søskendekærlighed

★★★★★★
Samlet:

★★½☆☆☆

Deltag i debat