Artikler

Plader vi overså 2008 (del 3)

Skrevet af Redaktionen

Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er tredje og sidste del af “Plader vi overså i 2008”.

Raphael Saadiq: The Way I See It

af Lasse Winther Jensenraphael-saadiq

Årets mest håbløst anakronistiske udgivelse. Saadiq valgte at skrive og indspille en gennemført samling af soulsange, som de lød, da Marvin Gaye, Sam Cooke og Smokey Robinson regerede. Alt er på plads lige ned til indspilningsteknikken, der er den samme som den, der blev brugt i Hitsville USA, og stik mod al logik er resultatet blevet til en fantastisk plade. Den placerer sig meget elegant i et krydsfelt mellem pastiche, hyldest og tidløst god musik, og langt ind i kroppen føler man sig lykkelig over, at den her slags musik kan frembringes i 2008.

Santogold & Diplo: Top Ranking Santogold: A Diplo Dub

af Mads Jensen

Som altid, når Diplo laver et mixtape, bliver det revet væk, før man får hørt, det er udkommet. Denne gang er det Santogolds debutalbum, der bliver mixet sammen med alt mellem himmel og jord, som når “I’m a Lady” møder Amanda Blanks rap, eller når Bengas “Night Dub” møder “Unstoppable”. Det er festligt, og så tager det ikke sig selv alvorligt. Det største problem er, om man skal stille Top Ranking Santogold: A Diplo Dub under D eller S i reolen, hvis man altså var hurtig på tasterne, da det udkom.

She & Him: Volume One

af Mads Jensen

Skuespilleren Zooey Deschanel og M. Ward er gået sammen om at lave en plade she-and-himunder navnet She & Him. På trods af, at den ellers er en helt anstændig plade, smuttede den gennem fingrene på os. Volume One udgør ingen kopernikansk vending i musikhistorien, men det er en behagelig blanding af country, folk og indiepop. Det er en sød plade, der fungerer rigtig godt sammen med et tæppe og en kop varm kakao på en blæsende efterårsdag. Og så indeholder albummet en af årets bedste popsange: “Why Do You Let Me Stay Here?“.

Shearwater: Rook

af Signe Palsøe

Rook er det femte studiealbum fra Will Sheff og Jonathan Meiburg. Meiburg droppede Okkervil River engang sidste år for at fokusere på Shearwater, mens Sheff – selvfølgelig – stadig er medlem af bandet. Som sædvanlig har duoens fascination af fugle smittet af på udgivelsen, hvor rågen præger albumtitlen, coveret og måske også musikken, hvis brede spektrum af forsagt folk og vemodige energiudladninger til tider synes at besidde lidt Hitchcock’sk uhygge. Alligevel er Rook både nærværende og velfortalt, hvilket gør den til et udmærket selskab på en mørk og lidt dyster vinteraften.

Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout Sea

af Cæcilie Jessen

Silver Jews er et ret uomgængeligt punkt, når man forsøger at orientere sig i røvballe-slacket sydstatsrock. På deres sjette fuldlængde holder de fanen højt. Guitaren på pladen er især værd at lægge mærke til. På “My Pillow Is the Treshold” ledes tankerne hen på enten salig Hilmer Hassig eller Television (det er vel godt det samme), med al deres tremolo og længselsfuldhed og søgen mod skyerne. At sige, atsinger det er et af de bedste Silver Jews-album, ville ikke sige så meget, da bundniveauet er højt, men. Det er godt.

Singer: Unhistories

af Kim Elgaard Andersen

Med medlemmer fra de eksperimenterende mathrock-band U.S. Maple og 90 Day Men var der fra starten varslet udfordrende og skabet artrock. Og det var lige præcis det, de fire mænd leverede på deres debut. En arytmisk og abrupt bluesrock, der lød fuldstændig forstyrret, men alligevel holdt balancen via de lyse, melodiske vokaler. Krampagtige kompositioner blev beroliget af vokalharmonier og akustiske guitaranstrøg. Et hallucinerende spindelvæv af tværgående dynamik.

Thomas Function: Celebration!

af Lasse Dahl Langbak

Thomas Function, der trods navnet er en kvartet, har med fuldlængdedebuten Celebration! skabt en melodistærk plade, der til fulde lever op til sin titel. Den er et særdeles oplagt valg som soundtrack, når rusen har meldt sig under festlige lejligheder. Under Josh Maceros punksnottede vokal skaber klirrende tamburiner, et brusende Hammond-orgel og powerpoppede guitarhooks et medrivende og energisk gyngende lag, der kan sætte spjæt i både arme og ben. Celebration! er pop med nerve og kant.

Emiliana Torrini: Me and Armini

af Camilla Grausenemiliana-torrini

I efteråret udkom den islandske singer/songwriter Emiliana Torrinis tredje album. Siden debuten med Love in the Time of Science i 1999 har der været stille fokus på sangerinden, der i år udgav Me and Armini. Albummet er afdæmpet og med Torrinis fine stemme i centrum. Ganske vist grænser det til at blive lidt sukkersødt af og til, men det gør ikke det store, for Torrini tager ikke sig selv for højtideligt. Me and Armini er primært sødt på den allerbedste måde – nærværende, legende og underfundigt.

The Wedding Present: El Rey

af Jannik Lyhne

Det er ikke mange bands fra det klassiske C86-bånd, der stadig giver de yngre kræfter baghjul, men i 2008 genoptog The Wedding Present samarbejdet med stjerneproduceren Steve Albini. Titlen siger det hele; David Gedge er stadig kongen af energiske popsange om det der med piger. El Rey er deres bedste album længe og stråler af både vitalitet og overskud, og så er det til at bære over med fraværet af originalitet.

Deltag i debat