Plader

Ryan Adams & the Cardinals: Cardinology

Med Cardinology rammer Ryan Adams bunden. Hvad der engang var den alternative countrys gulddreng, lyder nu i stedet som årgangs-Bon Jovi, og som lytter må man sætte hælene i. Det her er ganske enkelt utilgiveligt ringe, i forhold til hvad manden tidligere har præsteret.

Det er efterhånden oplagt at anskue Ryan Adams’ karriere som et psykiatrisk tilfælde. I den vilde ungdom i midten af 90’erne skejede han ud i Whiskeytown, hvilket affødte tre fremragende plader, og derefter gik han solo i starten af det nye årtusinde med den sublime Heartbreaker, der blev fulgt op af den lige så sublime Gold. På disse plader brændte Adams sit sangskriver-lys i begge ender, og den alternative country fik en ny forvirret ung komet, der kunne ryste de bevægende sange og fremragende melodier ud af ærmet.

Så indtraf sammenbruddet. Den unge mand blev ramt af svær skizofreni og troede pludselig, han var henholdsvis Julian Casablancas på den forfærdelige pastiche Rock N Roll og følsom middle of the road indie-ballademager på den lige så elendige og påtaget hudløse Love Is Hell.

Historierne om hans tvivlsomme mentale tilstand og absurde arbejdsraseri kom efterhånden til at fylde mere end den ufattelige mængde sange, han skrev, og det mentale breakdown kulminerede i 2005 med hele tre plader på et år. Spændende fra den glimtvis fine Cold Roses til den ynkelige 29 viste de en mand, der totalt havde mistet kontakten til omverdenen og sit eget sangskrivningstalent. Han rystede stadig melodierne ud af trykknapskjorteærmerne, men der var nu en sær distance mellem kunstner og materiale, der bevirkede, at intet af det, han sang, besad den mindste følelsesmæssige prægnans. Han indforskrev backingbandet The Cardinals, der kunne ligne et spagt forsøg på at få Whiskeytown-kemien genrejst, med Neal Casal som substitut for Phil Wandscher, men de tre 2005-udgivelser lød mest af alt som parodier på Ryan Adams-plader.

Adams har ofte virket noget nær for dygtig til at skrue en sang sammen, men særligt Easy Tiger fra 2007 lyder, som om han er kommet ud på den anden side rent mentalt, hvor han af frygt for skizofrene tilbagefald ikke længere tør gå så langt, som det kræves for at få sangene til at besidde nogen form for indhold. Mest af alt lyder han nu som en mand, der ikke tør spille andet end alt. country-sketches.

Nu er Adams, Casal og resten af konsorterne så på spil igen med Cardinology, hvis blotte titel får det til at lyde, som om de endelig har ramt bunden. Og det tør sandelig siges, at denne plade er det absolut ringeste, Adams nogensinde har begået. At lytte hele Cardinology igennem er nærmest et decideret mareridt, og man ønsker ham næsten en psykose på nakken, så han måske kan frembringe noget, der bare besidder en form for relevans, positiv som negativ.

Det, der adskiller 2008-udgaven af Ryan Adams fra tidligere års ditto, er, at han nu ikke længere, på godt og ondt, lyder som en aspirerende Gram Parsons, men nu i stedet i alarmerende grad har nærmet sig noget, der lyder som Bon Jovi, Maroon 5 og det, der er værre. Sangen “Magick” (igen: alene titlen) er et af de grelleste eksempler: Et semi-pikrocket riff og Adams og Casal, der deler linjen: »What goes around comes around, comes around, comes around,« og et omkvæd, der blandt andet lyder: »Listen to the music play, it’s magick, it’s magick!« Det er altså ikke langt fra at lyde som en inferiør udgave af Bon Jovi anno “It’s My Life”.

Det er denne form for kvælende middle of the road-ligegyldighed, der er udgangspunktet for langt størstedelen af Cardinology. Væk er inderligheden, de smukke tekster og det glimt ned i den dybe afgrund, der tidligere enten viste en sangskriver, man troede kunne blive fantastisk, eller en fortabt mand på musikalske afveje. Men frem for alt var det aldrig et ligegyldigt syn, selv ikke når det forestillede inkarneret spild af talent.

Det er lidt svært at placere en plade som Cardinology på en karakterskala. Der er ingen tvivl om, at den er dårlig, men samtidig er den jo også blot så ligegyldig som utrolig mange andre plader, der ligger omkring 2,5 til 3 på karakterskalaen. Det, der adskiller den fra de plader, er, at det her altså er en Ryan Adams-plade, og at man derfor som lytter, der har fulgt Adams gennem det sidste årti, på et tidspunkt er nødt til at sige: »Her går grænsen for, hvor elendig en plade du kan få lov at slippe af sted med, set i lyset af hvad vi ved, du indeholder«.

Pladen er skåret over samme læst som alle Ryan Adams-plader siden Cold Roses. Også her får vi den nøgne afslutter, der i tilfældet “I Taught Myself to Grow Old” udgjorde et af de ganske få lyspunkter på Easy Tiger. Denne gang hedder den “Stop”, og den er en langgaber af rang, som et sted under den affeketerede vokal forsøger at ligne “Sweet Lil Gal (23rd and 1st)”, der så indtryksfuldt afsluttede Heartbreaker, dengang alt endnu var rosenrødt. I stedet ender “Stop” totalt konstrueret og som det endelige udtryk for, at Adams har nået bunden rent kunstnerisk.

Karakteren under disse linjer kan synes hård, men den er så lav, fordi det er nødvendigt at advare fans af Adams og i særdeleshed folk, der ikke har hørt ham før: Cardinology er et stykke under det dårligste, vi hidtil er blevet trakteret med fra manden, der gav os Faithless Street, Heartbreaker og Gold. Der er ikke et nummer, der er værd at samle på, så start med en af de tre ovenstående, hvis du ikke har hørt ham før, eller køb Bon Jovis seneste country-plade, hvis du vil høre noget lignende, der i det mindste toner rent flag i al sin elendighed.

★½☆☆☆☆

1 kommentar

  • Lasse Winther Jensen har hermed leveret den absolut mest misforståede anmeldelse jeg NOGENSINDE har læst. Han fatter jo intet. Han kalder endda albummet “Love is Hell” for elendigt…oh my God. Hey Lasse, smut du hellere ned i Stereo Studiet og køb den nye Aqua plade (det kan være at du kan gennemskue den)

Deltag i debat