Plader

Sky Architects: s.t. EP

Der er ikke meget at udsætte på lydsiden af Sky Architects debut-ep – hvis man da er til den slags musik. Men bag mødet mellem metal, støj, indiepop og meget andet er der desværre et fravær af myter.

En århusiansk kvintet ved navn Sky Architects har udgivet en selvbetitlet debut-ep. Jeg har aldrig hørt om gruppen, og jeg forestiller mig, at mange har det på samme måde. Det er muligt, at jeg tager fejl, og at jeg virkelig er den eneste, der funderer over, om de fem orkestermedlemmer virkelig alle ligger inde med gudekomplekser, men jeg tror det ikke. For at tilegne mig en større viden om disse, efter navnet at dømme, ambitiøse eller prætentiøse mennesker har jeg konsulteret en præsentation af gruppen, som de selv har leveret i form af en pressemeddelelse. I det følgende præsenteres og kommenteres min søgnings resultater.

Den første af dokumentets bekendtgørelser, der falder mig i øjnene, siger, at debut-ep’en er optaget på en firesporsbåndoptager. Det første jeg tænker på, når jeg ser noget med ”fire” og ”spor”, er P. J. Harveys plade <italic>4-Track Demos</italic>, som jeg elsker meget højt pga. dens totale kompromisløshed og til tider ret ekstreme grimhed. Det kan nu ikke være den slags fire-spors-ting, der her er tale om, for lyden på Sky Architects’ debut er, så vidt mine lo-fi-hengivne ører lige kan vurdere, ikke specielt – om jeg så må sige – æstetisk dårlig. Den er snarere meget ordentlig. Ganske vist er der noget støj på spil en gang imellem, men det er skabt af instrumenterne og ikke af produktionen. En søgning på Wikipedia fortæller mig bare, at 4-track refererer til den type optagelse, der tillader konstruktionen af et lydligt hele gennem en lag på lag-teknik. Det vidste jeg vel godt, men jeg troede egentlig, at fire spor måtte opfattes som få, og at lyden på sådanne optagelser måtte være skramlet. Det er den – under alle omstændigheder – ikke i Sky Architects’ tilfælde.

Det næste punkt i pressemeddelelsen er, at bandets inspirationer spænder over »hele det musikalske spektrum.« Det lyder jo spændende, ja revolutionerende, men man bør holde glæden tilbage. Lidt efter følger det nemlig, at denne tilsyneladende komplet altfavnende inspiration består i »en ny kombination af dele fra rock, pop, metal, post-rock og instrumentalisering.« Når forfatterne af pressemeddelelsen påstår, at Sky Architects har søgt inspirationer i <italic>hele</italic> det musikalske spektrum, gør de sig altså skyldige i, hvad man rimeligvis kan kalde både geografisk og tidsmæssig imperialisme. De overser en ret stor del af det spektrum, de taler om, for udelukkende at fokusere på enkelte fragmenter. Det ville også næsten have været for godt til at være sandt med en virkelig omfavnelse af »musikken som sådan« i så lidt som fire numre. Det samme ville åbenbaringen af en »ny kombination« af en række genrer. Jeg sidder ganske vist ikke klar med en række bandnavne, som har lavet præcis det samme som Sky Architects, men jeg kan ikke høre, at der skulle være noget særligt nyskabende ved denne udgivelse. Tværtimod får jeg det indtryk, at en masse velkendt, men ikke altid ensartet, sættes sammen. Det kan så godt være, at det er en ny kombination, men det virker ikke særligt nyt.

Rent bortset fra, at jeg har svært ved at fatte, hvordan rock og postrock, også rent sprogligt, kan kombineres, at jeg har svært ved at få øje på hele postrock-elementet, måske bortset fra i nogle af de mere støjende passager, og at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal forstå ved »instrumentalisering,« passer genreangivelserne meget godt. Sky Architects bevæger sig rundt i mange af hjørnerne af den paraply, man kunne kalde ”pop/rock m.m.”. Så når pressemeddelelsen fremhæver »de stille passager« og »de himmelfarende støjudbrud« som bandets yderpunkter under liveoptrædener, passer denne beskrivelse altså også meget godt til musikkens lyd på pladen. Sangene bevæger sig imellem stille, skrøbelige og lidt triste stykker og en art storslåede, støjende og kaotiske kulminationer.

Når jeg forsøger at være objektiv, kan jeg godt høre, at Sky Architects’ ep har en række kvaliteter. Når jeg accepterer de rammer, som genrevalgene sætter for gruppen, kan jeg med andre ord godt sætte mig ind i, at personer, som foretrækker denne type musik, måske ville kunne finde ep’en værd at lytte til. Gruppen har tilsyneladende lært virkemidlerne godt at kende igennem inspirationerne. I hvert fald lader det til, at dens medlemmer har styr på alt det der med at opbygge til kulminationer og med at indhylle udtrykket i overdådig storartethed og melodi. Mit problem med denne plade er, at jeg ikke kan acceptere de præmisser, som den udfolder sig indenfor. Denne flothed, denne spreden armene ud til begge sider, mens dobbeltpedaler hamrer og flammekastere går af, keder mig.

Så kan det godt være, at pressemeddelelsens sidste linjer kan fortælle, at Sky Architects står for »det storslåede, det mørke, det romantiske og ikke mindst håbet« – det rammer mig stadig ikke. Desuden frastøder det mig lidt, når en gruppe – ja faktisk når hvem som helst – tillader sig at stå for »det romantiske og ikke mindst håbet.« Den sympati for gruppen, som dens rimeligt hæderlige musikalske præstation kunne have afstedkommet, forsvinder for en stor del, når det, om jeg så må sige, paratekstuelle element af udgivelsen præges af en sådan svulstighed, som det er tilfældet her. Den slags komplette mangel på selvironi, som afspejler sig i denne hævdelse og i en dertil knyttet coverillustration forestillende to børn, der, stående på en bunke våben, elsker hinanden – og altså overvinder al ondskab og formidler evige sandheder, er alt for prog til mig. Det virker pinligt og fjerner fokus fra det relevante, nemlig musikken: De fantasier i mit hoved om excentriciteter, verdensfjernhed og genialitet hos musikernes personer, som nærer en stor del af min begejstring for musikken, erstattes af en bevidsthed om udøvernes normalitet, og min interesse forsvinder.

Teksten til ep’ens sidste nummer, “Let’s Go”, stemmer i sin tendens meget godt overens med hele pladens udtryk. Den lyder: »Let’s go / Let’s go out / Cause I got too much to leave behind / Let’s go / Let’s go out and dance / Around the truth and not talk«. Det går ikke med den slags patos; den udsletter etos – og illusioner skal der jo til.

★★½☆☆☆

Deltag i debat