Plader

Slaraffenland: Sunshine EP

Skrevet af Signe Palsøe

Sunshines kildrende stråler kaster ikke så mange indtryk af sig, som jungledrengene i Slaraffenlands tidligere udgivelser, men hvad gør det, når alt, man egentlig har brug for på en varm sommerdag, er et letfordøjeligt måltid og lidt glade trommer.

Slaraffenlands musik har siden debuten fra 2004 gennemgået lidt af en metamorfose. Med forrige års Private Cinema bevægede bandet sig væk fra det hidtil decideret jazzede udtryk og entrerede grænselandet mod en til stadighed mere eksperimenterende lyd med jungletrommer, råbende herrekor og en slat ekstra støj. Et træk, som for alvor kunne vende rampelys og danske såvel som udenlandske sanseorganer mod de fem gutter, der senest har gjort sig bemærket ved novembers fusionskoncert med label-bosserne og bonkammeraterne i Efterklang. Og nu er det altså blevet tid til at smide en ep af sig. Sunshine er lige så velset på en mørk vinterdag, som titlen antyder, og alene det at sidde og trille den gule sol af en cd-skive ud og ind af det skydækkede papcover yder noget nær den samme terapimængde som en vinterdepressionslampe.

Ep’ens glade fremtoning da også et sigende pejlemærke for det, der er lytteren i vente. Hvor Private Cinema har sine til tider temmelig udfordrende og eksperimenterende episoder, kunne Sunshine meget vel have været et udtag med catchy øjeblikke fra førnævnte cd. Lyden her er som regel lettere, ofte helt glad i låget og stadig meget Slaraffenlandsk. “I’m a Machine” besidder således alle de egenskaber, det kan forventes af et Slaraffenland-nummer, hvor bandets gængse virkemidler er taget i brug, men samtidig fremmaner skæringen allerede fra første gennemlytning længsler efter sand mellem tæerne, sprælske, lune aftener, vind i cykelhåret og alt, der ellers kan forbindes med en simpel, sommerlig og måske lidt barnlig livsglæde. Denne umiddelbare og indbydende åbenhed gør nummeret til noget af det nærmeste, Slaraffenland hidtil er kommet på at producere et egentligt hit. Ikke at lydbilledet ændrer sig drastisk når “The Trick” tager over; lidt ekstra metalblæsere og en anelse løsere tøjlen af eksperimenter lægger en mild dæmper på den glade vildskab (eller vel nærmere vilde gladskab), men resultatet er alligevel særdeles fængende.

Sunshine indeholder to covernumre, hvoraf fortolkningen af a-has “Take on Me” falder mest heldigt ud. Som udgangspunkt må 80’er-hittet siges at være pop over the top, hvilket Slaraffenlands version ikke ændrer stort på: Resultatet har sine små udskejelser, men fremstår alligevel som temmelig lettilgængeligt efter bandets traditionelle standarter. Dette skal nu ikke forstås som et negativt træk, for det er svært ikke at lade sig charmere af det velkendte synth-omkvæd omsat til lifligt fløjtespil. Sværere er det straks at gabe over bandets fortolkning af Radioheads “Paranoid Android”, som sidste år var danskernes bidrag til en coverversion af klassikeren OK Computer. Decideret dårligt er nummeret ingenlunde, men dets bizarre fremtoning og sælsomme, lidt mørke aura får det til at stå noget alene i denne sammenhæng, hvor det udgør en dyster afslutning på en alt andet en dyster udgivelse.

Sunshine er ikke en så kompleks sag som sin storebror, hvilket, når alt kommer til alt, gør musikken mindre langtidsholdbar. Man kunne måske have ønsket sig en smule mindre blæs på herrekoret og lidt mere dvælen ved det eksperimentelle, men i sidste ende besidder Slaraffenland en umiskendelig evne til at charmere sig ind hos enhver med en hang til lidt løssluppen solskinsvildskab – og det er så rigeligt et mål i sig selv.

★★★★☆☆

Lyt til “I’m a Machine”:
[audio:http://rumraket.com/music/SLARAFFENLAND_Im_a_machine.mp3]

Deltag i debat