Plader

Stereophonics: Decade in the Sun – The Best Of

En samling øjebliksbilleder. Et vue over en svunden tid. Status! Opsamlingsplader kan påduttes en mængde prædikater, men for de fleste kunstneres vedkommende drejer det sig oftest om at score lidt til pensionskassen. Et opkog af det bedste. Om det er godt nok, kommer vel an på bundniveauet, og her holder waliserne lige skindet på næsen.

Det nu nedbrændte kollegium “Studiegården” i Ribe havde fornøjelsen af at lægge rum til mit første møde med Stereophonics. Nabo Lars kom ilende en dag i slutningen af det sidste årtusinde og berettede om en rigtig fed single, han lige havde hørt. Det var “Hurry Up and Wait” fra Performances and Cocktails, og der gik ikke lang tid, før vi stod i egnens dengang bedste pladebiks, Stereo Studio Esbjerg (tro det eller lad være), og spenderede en vis sum af vores SU.

Dengang blev jeg bidt af trioens ligefremme og melodiøse energirock, som var et frisk pust til en cd-hylde, der ellers var præget af Radiohead og tilsvarende indadvendte kunstnere. Siden hen synes jeg faktisk, at niveauet har været støt dalende for Stereophonics, og jeg må tilstå, at jeg har mistet lidt af interessen. Nu har bandet valgt at samle de største hit gennem de seneste 10 år, og det har egentligt været en fin anledning til at genopleve dele af studietiden og tage sangene op til revision.

Man kan altid diskutere, om kollektionen er den rette. F.eks. fatter jeg ikke, at man har valgt at gå uden om føromtalte “Hurry Up and Wait”, “Madame Helga” og “Moviestar”, men det har åbenbart været nogle af sikkert mange fravalg. Der skulle selvfølgelig også lige være plads til de to nye numre “You’re My Star” og “My Own Worst Enemy”, som absolut ikke varsler nye tider. De er begge skåret over samme skabelon – good or bad?

Og hvad skal man så med denne opsamling? Tja, det er jo udmærket for en gammel sag som mig at svælge lidt i tidligere tider, men hvad med nye lyttere? Er det noget for dem? Jeg synes faktisk, det virker, som om Stereophonics har haft deres tid, og at det er svært at se den helt store berettigelse af denne udgivelse. Pladen virker lidt for søgt og pladesalgsagtig, og det er såmænd ikke, fordi sangene er blevet dårligere. Der er masser af melodi og energi gemt i rigtig mange af numrene. Sågar de mere stille af slagsen, f.eks. “Mr. Writer” , “Maybe Tomorrow” og “It Means Nothing”, holder stadig til en runde i afspilleren, men det er altså ikke Beatles-materiale. Det er lige ud ad landevejen. 1, 2, 3, 4, så spiller vi.

Men det er befriende en gang imellem at sætte en plade på, der ikke kræver en hel masse tankevirksomhed, og her har denne opsamling helt klart sin platform, men at den vil gå over i historien, som et værk, der grøder kommende talenter, er nok mere tvivlsomt. Stereophonics kan lidt af det, Bruce Springsteen evner: At skrive en rigtig god rocksang. Men når der så skal fortælles historier som The Boss, kommer bandet til kort. Stereophonics er musik og ikke lyrik!

Balancen på pladen er helt ok. Der er lidt af det hele, lige fra først til sidst, og bandet har fint afstemt mængden af det buldrende og det mere stille. Det er bestemt en rigtig god samling sange og et værdigt bevis på bandet formåen. Alligevel virker det som materiale fra en svunden tid, selvom jeg godt er klar over, at det allerførste nummer, “Dakota”, ikke stammer fra en plade, der er mere end to år gammel.

Det mest imponerende ved pladen er i virkeligheden nok, at den beviser, at det kan betale sig at tro på egne evner. Alene det, at bandet eksisterer endnu, er betagende. Trioen fra Wales har udgivet plader, der i mange henseender har været relativt succesfulde, gennem de sidste par håndfulde år, selvom kritikerne har været hårde ved dem og har givet bandet lidt af et røvballe-prædikat. Opsummerer man antallet af solgte plader og singler, ved man vist godt, hvem der griner højest.

Decade in the Sun er business as usual. Ligefrem rock ’n’ roll, der absolut ikke skader humøret. Det er ærligt og gedigent sat sammen og et udmærket bevis for bandets gøren og laden, og det er svært at klandre den for noget indeholde noget decideret dårligt. Det skulle da lige være, at pladen er en anelse kønsløs og let kommer til at ende i ligegyldighedens klamme ramme.

★★★☆☆☆

Deltag i debat