Plader

The Bronx: The Bronx III

Så er det øltid med drengene. The Bronx råber hen over testosteron-pumpede, tunge punksange med en trættende ildhu. De er sandsynligvis et godt liveband, men de er vel rigeligt anstrengende på plade.

»Hey, hva’ så?«
»Ja, hva’ så?«
»Skal vi ud og drikke nogle bajere i aften?«
»Ja, gu’ ska’ vi da så, mand.«
»Fedt mand. Der kommer så’en band fra USA som skulle være megafede.«
»Ok, vildt nok. Hvad hedder de?«
»The Bronx eller så’n noget. De skulle rocke rim’li’ fedt.«
»Fedt, mand, så skal vi ud og se på fisse bagefter«
»Ja, for helvede! Vi ses!«
»Ja, vi gør sgu’.«

Ok, det er en rimelig stereotyp fremstilling af to unge teenagere, men det er alligevel en samtale, som ikke virker helt usandsynlig. Måske på et andet sprog, men alligevel. Indrømmet, jeg har da selv haft lignende samtaler med mine venner. Ordvalget har nok været lidt anderledes, men essensen har uden tvivl været den samme.

Nu vil jeg nødig fastlåse andre i unuancerede kasser, men på den anden side er forbeholdne udsagn så vage og uinteressante at læse, så jeg vil alligevel sige, at jeg forestiller mig den gængse The Bronx-fan som typen, der sagtens kunne have haft ovenstående samtale med sine venner. Bandet indbyder til den slags fordomme. De lyder som et drengerøvsband, man kæver bajere til, mens man råber og klapper piger i numsen, nej, røven selvfølgelig.

Det gør de i lidt over en halv time på deres tredje album med den opfindsomme titel The Bronx III. Og til trods for, at albummet ikke er længere, bliver det alligevel anstrengende at lytte til. Råbevokal, huggende riff og tempo, tempo, tempo. De eneste nuancer er forskellen på højt og meget højt. Deres blues-agtige udgangspunkt bliver sølet til i slasket, halvpoppet hardcore-punk, og det lyder nogle gange som Motörhead eller Queens of the Stone Age, bare uden de gode melodier og hooks. Det er middelmådig bøllerock, der er skabt til et testosteron-pumpet fællesskab.

Når de i “Minutes in Night” råber »live for the moment, as fast as you can,« som i den grad suger på den efterhånden blodfattige rock’n’roll-myte, så har jeg meldt mig ud af drengefællesskabet. I hvert fald, hvis jeg skal sidde og høre på det som seriøs musiklytter. Giv mig bandet live på en lille natklub med fri bar, så skal jeg nok te mig åndssvagt, men ellers vil jeg helst være fri.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Kim Elgaard Andersen

 

Biografi:

En af mine første minder overhovedet er, at jeg sidder i min fars lastbil, der kører rundt på landevejene i Nordjylland, mens min far synger med på "Suspicious Minds" med Elvis for fuldt skrald. Der startede min symbiose med musik vist. Siden blev jeg kontrær teenager, der lyttede til grunge, og dets udgangspunkt i metal og punk blev inspiration til teenage-årenes lydspor. Siden har jeg udforsket alt mulig andet, bl.a. country, jazz, folk, hiphop og electronica, så jeg føler efterhånden, at jeg kan skimte en stor del af den afgrundsdybe rockhistorie. Jeg har tidligere skrevet for Geiger og Soundvenue og er cand.mag. i dansk.

 

Fem favoritalbum:
Bob Dylan: The Freewheelin'
Grails: Black Tar Prophecies
Pere Ubu: New Picnic Time
Nas: Illmatic
Eric Dolphy: Out to Lunch

 

Skriv et svar

boeger