Plader

Thunderbear: Solus Ipse

Skrevet af Signe Palsøe

Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.

Ohhh. Et universelt udbrud uden sprog. Som ved en overraskelse, en orgasme, et offer. Nej, ikke helt, men noget synes alligevel hemmeligt, pirrende, som en fortælling, du ved, du kun har hørt halvt. Deraf det afventende. Det ulmende. Du kan spore det i klaverets misvisende lethed. Den umiddelbare tryghed har foruroligende undertoner. En mening, der endnu ikke kan gives til kende, vibrerer, opstår, udvikles og finpudses. Slag i slag – som stille bølger mod en isfyldt kyst i nattens mørkeste minutter manifesteres en sindstilstand af melankoli. Intensitet.

Frydefulde Angest. Afgrund. Gjort af lige dele over- og underlegenhed, men allermest af tomhed, holder du dig svævende, distanceret, observerende. Ensomheden, den personificerede livløshed er uvant, men dog så dragende.

Kom! Paris sover i nat. Regnvåde brosten inviterer til en stille og morbid kinddans for en. Jo, takten er svær at holde, når man hele tiden må kigge sig over skulderen. Efter hvem? Bundløsheden er alt, hvad der er tilbage. Dit sidste stop mod et hermetisk lukket mørke. Og en stadig voksende desperation. En overgivelse. En underkastelse. En bøn:

Svøb mig i din U-hygge. Lad den være din sidste forankrede substans i en stille malstrøm. Dit holdepunkt. Din fred.

Alt, hvad du har brug for, er lige her. Et usynligt spejlbillede er en gåde at række ud efter. En illusion om nærvær. Håndgribelighedsabstinenser:

Kød.

Blod. Flænsende, berusende, brusende. Et afløb for tabubelagt vildskab opsamler sjæleudkrængninger som en tilsølet rendesten. En dimensionsløs lytter, men intet sind. Intet hoved.

Og ingen hjerne. Det er (altid) svært at se sig tilfreds. En betryggende distance bliver før eller siden til en higen efter en drilagtig, omkringfarende skygge. Et menneskeligt grundvilkår. Et ønske om indsigt, ophøjethed, Ideernes Verden, om du vil. Sammensmeltning:

Fortær mig. Din pacificerede sjæl må gå i et med alting, med intetheden, med klaverets umiddelbare uopnåelighed. Lad dig blot rive med. Lad dig opsluge. Følg umærkeligt med strømmen som fløde kastet i en å.

Og du vil få alt igen.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger