Plader

Andrew Bird: Noble Beast

Skrevet af Signe Palsøe

»Forventningens glæde er ofte den største« – en vending, der har givet mangt en otteårig lyst til at gøre ældre familiemedlemmer tandløse op til juleaften. I tilfældet Noble Beast er der dog noget om snakken, for selvom pladen indeholder mange fine indslag, mangler den sin forgængers fænomenale popøre.

Tillad mig at fremsætte et postulat: Musik er udelukkende et spørgsmål om at appellere til følelser på den indre side af en modtagers trommehinde. Vejen kan være kringlet, jovist, men i sidste ende er dét den endelige destination, og netop fordi mennesket så let lader sig manipulere af musik, er det et middel, der ofte bruges til at påvirke os i en vis retning – det være sig som shopping-motivator over Bilkas kunderadio såvel som meningsskaber til politiske støttekoncerter.

På et mere jordnært plan kender de fleste nok til at forbinde musik med forskellige begivenheder i fortiden. Plader, som jeg forbinder med kærestesorg, en nær vens død eller en periode med ensomhed, lander automatisk bagerst i reolen, enten fordi de frembringer dårlige minder, eller simpelthen fordi de har udtjent deres pligt som et trøstende element. Omvendt har plader fra gode tider det med at blive fundet frem igen og igen, og her hører Andrew Birds forrige album Armchair Apocrypha heldigvis til, for dens underspillede belæsthed, sorte humor og fængende popsnedkerier havde været ærgerlige at undvære. Det forpligter dog at fremstille et album, der er godt nok til at krybe ind under huden på andre mennesker, for forventninger dannes uundgåeligt, og hvordan skal de håndteres?

Noble Beast har Bird bevidst valgt at tage et skridt fremad og to tilbage for at opnå en lyd, der minder en hel del om den, man kan møde på hans tidligere udspil, f.eks. Weather Systems. Hans karakteristiske fløjterier og udfoldelser på violin har hængt ved, og de musikalske finesser, der optræder på albummet, bærer uden tvivl Birds personlige kvalitetsstempel. Problemet er blot, at der lader til at være lagt bånd på flere af de karakteristika, der på Armchair Apocrypha viste sig at være Birds stærkeste kort.

Et godt eksempel er åbneren “Oh No,” der på mange måder er et typisk Bird-nummer: En intro med fløjten og violin varmer op for et popnummer båret af håndklap, kvindekor og Birds monotone og sortseende vokal i front; og her er netop ’monoton’ og ’sortseende’ nøgleord, for hvor disse elementer før har været med til at give hans charmerende popsange kant, kommer de her til at dominere et nummer, der rent melodisk og instrumentelt ikke kan bære det. Det er simpelthen ikke interessant nok i sig selv og ender med at fremstå halvirriterende og en smule opblæst; et problem, som også den følgende “Masterswarm” må se i øjenene. Det, der for alvor generer, er, at begge numre lader til at indeholde kimen til noget større, der dog aldrig for alvor får lov at udfolde sig.

Heldigvis følges den svage start op af den mere karakteristiske “Fitz and the Dizzy Spells,” der lægger sig op ad de omkringfarende popindslag, som Bird tidligere har gjort til sin specialitet, og “Effigy,” der med sin fine og simple guitarmelodi og gode vokalarrangementer er et godt eksempel på, at et nummer meget vel kan stå stærkest uden de helt store armbevægelser – et indtryk, der kun forstærkes yderligere af, at Birds udtalelser som: »When you come to burn an effigy / it should keep the flies away,« nu først virkelig fremstår skæve og humoristiske i stedet for enerverende. Generelt kan det siges om Noble Beast, at de afdæmpede indslag står blandt de bedste, netop fordi de ikke – som pladens første skæringer – kommer til at fremstå som popsange med et uudlevet potentiale. Således skal albummets højdepunkter findes i numre med diskrete og elegante eskaleringer som eksempelvis “Natural Disaster” eller “Souverian”.

Decideret nyskabende bliver det dog først på “Not a Robot, But a Ghost” – en positiv overraskelse, der ender med at blive pladens mest interessante indslag og en påmindelse om, hvor bredt et lydbillede Bird i grunden formår at arbejde med og ikke mindst inkorporere som en naturlig del af sit repertoire. Nummeret er opbygget omkring en dominerende, IDM-lignende rytmesektion og suppleret med tørre violin- og guitaranslag og en sært messende og noget manisk vokal, der med ordene: »I hear the clockwork in your core / time strips the gears till you / forget what they were for / I push the numbers through your pores / I crack the codes, I crack the codes / to end the war,« både fænger og foruroliger en smule.

I grunden indeholder Noble Beast mange fine numre. Den har mange fine detaljer og er faktisk også en helt fin plade. Problemet opstår først, når man, som jeg tidligere antydede, kender til Birds kvaliteter og har gjort sig visse forhåbninger, der ikke er blevet indfriet. Nej, det er naturligvis ikke publikum, der bestemmer i hvilken retning, en musiker skal bevæge sig udtryksmæssigt, og nogle vil sikkert også mene, at dette er et urimeligt grundlag at trække en kunstner ned på.

Ikke desto mindre brænder for mange af numrene på Noble Beast noget flakkende under en skæppe, der får dem til i højere grad at bekende tilbagegang frem for nytænkning, og alt for tit får jeg lyst at springe op af min sofa og råbe: »Så giv dog los, mand! Jeg ved godt, at du kan!«

★★★★☆☆

Deltag i debat