Plader

Antony and the Johnsons: The Crying Light

Antony and the Johnsons er tilbage. Opfølgeren til den kritikerroste, Mercury Prize-vindende og publikumsgennembrudsgivende I Am a Bird er i sin flotte, gennemarbejdede helhed en bedre, smukkere og mere konsekvent plade end sin forgænger.

»Oh I’m scared of the middle place between light and nowhere,« sang Antony Hegarty på “œHope There’s Someone,” der indledte Antony and the Johnsons’ overraskende store gennembrud I Am a Bird Now fra 2005.

Nu er bandet klar med opfølgeren The Crying Light, og den er oplagt at sammenligne med forgængeren, da de i høj grad lyder som to sider af samme udtryk. Det “middle place” mellem det jordiske og det (måske?) himmelske, der blev besunget på den foregående plade, blev i høj grad mødt med en stemning af forvirring, dødsangst og stedvis desperation. Der var en grundlæggende følelse af et forsøg på umulig afstandtagen til den besættelse af mellemstadiet, som fylder hele Antonys liv og musikalske udtryk. Mellemstadiet mellem liv og død, mand og kvinde, vold og kærlighed.

“Fistful of Love” og “Man Is the Baby” er to typiske titler på I Am a Bird Now, men fokusset på det kødelige og det kønslige er på The Crying Light udskiftet med en afklaret fascination af det jordiske og det transcendente. Her er typiske titler “Daylight and the Sun” og “Dust and Water”, og den dødsangst, der før var så altomfavnende, er nu udskiftet med en accept og en omfavnelse af mellemstadiet som en mulighed for transcendens og for at se verden, selvet og kunstneren som dele af en nærmest spirituel helhed og ikke som tragisk isolerede, identitetsløse fanger i en jordisk verden, der konstant føles utilstrækkelig.

Dette afspejles i høj grad i det musikalske udtryk på The Crying Light, idet der her er tale om en nærmest overjordisk plade. Denne kvalitet, der snarere skal forstås som en lydlig karakteristik end en hæmningsløs ros, er et resultat af den måde, hvorpå Antonys unikke stemme anvendes pladen igennem. Hans manierede fraseringer, der i mine ører af og til tenderede det skabagtige og forcerede på I Am a Bird Now, lyder nu ikke som en identitetsforvirret transseksuel (hvad Antony dog vitterligt også var/er), men som noget andet. Fraseringernes luftighed og til tider aparte intonation giver en sonisk fornemmelse af at opleve kunstneren se sig selv fra et ophøjet stadie. Denne plade er lyden af kunstneren, der træder ud af sig selv og ser sin tidligere inkarnation oppefra.

Samtidig virker hele udtrykket, vokal såvel som instrumentering, enormt kontrolleret, og The Crying Light er da også langt mere homogen end sin forgænger. Den fungerer som én stor helhed, og alle numrene flettes sammen for at tjene pladens samlede udtryk. Det er enormt stærkt gjort, og følelsen af gennemarbejdethed er elegant og anonym, for man imponeres så at sige ikke af udtrykket (dette er ment som en ros), der er så lidt anmassende og så gennemarbejdet, at det løfter sig over enkeltnumre og oplagt singlemateriale.

Der er således ingen af de højt profilerede gæster på pladen, der medvirkede til at gøre I Am a Bird Now til en langt mere strittende og insisterende lytteroplevelse. Følgelig er der heller ikke lige så pristine stjernestunder, men de er ofret i en højere sags tjeneste, da den samlede oplevelse af The Crying Light er på et markant mere vidtløftigt og højere niveau.

Ovenstående udlægning skal ikke give indtryk af, at der ikke er fremragende numre på pladen, for det er der i den grad, og de giver også stort udbytte hver for sig. Den næsten stillestående “Dust and Water” og afslutteren “Everglade” med sit markante strygerarrangement er således gribende sange i deres egen ret, der blot bliver endnu bedre af at fungere i den stoisk betagende helhed, som er The Crying Light. I smukt sammenspil byder den letbenede “Kiss My Name” og den mere ornamenterede og næsten eventyragtige “One Dove” på mere rolige modspil, der giver pladen en nødvendig balance.

Det samlede indtryk er en fremragende plade, der ikke er så teatralsk og iscenesat i sit udtryk som I Am a Bird Now, der af og til lød som en lidt famlende udgave af den langt mere konsekvente og gennemført teatralske debut Antony and the Johnsons fra 1998. The Crying Light befinder sig i sin inderlighed og renhed i den modsatte ende af debutens spektrum, og som plade er den lige så fremragende. En sjældent visionær og smuk helhedsoplevelse, som giver mængder af skønne afkast, der kun forstærkes lyt for lyt.

★★★★★☆

Deltag i debat