Plader

Beirut: March of the Zapotec & Realpeople: Holland

Skrevet af Christian Klauber

Denne dobbelt-ep byder både på Beirut i traditionel forstand og Beiruts dansable, lidt mere udadvendte – og ganske overraskende – IDM-fætter. Sagt på en anden måde: Melankolsk begravelsesstemning møder 90’er-inspireret, elektronisk fiksfakseri.

Melankoli er en sær størrelse. Og sjældent særlig rar. Men nogle gange kan den – om ikke andet – faktisk godt være interessant eller belejlig, som tilstand betragtet altså. Man kan nemlig lade sig omfavne af den og hensynke i den nedsatte handlekraft, der ofte følger med.

Da jeg for ikke så længe siden mistede et nært familiemedlem, fandt jeg bl.a. trøst og forståelse i Zach Condons to første album, Gulag Orkestar og The Flying Club Cup. Det var, som om der var et rum i hans musik, der var lige så melankolsk, som jeg selv, og som derfor kunne hjælpe lidt med at håndtere melankolien. Nu er det hele kommet på afstand, men på Condons nyeste album, March of the Zapotec, er melankolien stadig præsent, hvilket egentlig ikke er så overraskende, da han til lejligheden har inviteret et mexicansk begravelsesorkester.

Og da først 30 sekunders hæsblæsende marchmusik er overstået, byder March of the Zapotec på rendyrket melankoli, hvor messingblæsere med dystre akkorder akkompagnerer Condons smukke, melankolske stemme. Instrumenterne – den syngende klarinet, messingblæsernes korte akkorder og det langsomme tempo – synes på “Llorona” f.eks. næsten egenhændigt at fortælle den sydamerikanske legende om den smukke kvinde Llorona, som i håbet om at vinde sin elskede tilbage dræbte sine børn og derefter begik selvmord. Hun er dømt til for evigt at strejfe omkring i sin søgen efter sine børn.

Så er stilen til en rejse i smuk og dragende melankoli ligesom lagt, og det 19 mand store The Jimenez Band gør sit til, at begravelsesstemningen er total. Det lyder måske ikke videre attraktivt, men der er en skønhed i lydbilledet, der er absolut fantastisk, som omslutter og tager godt imod en, når man falder ned i den. Først på “The Shrew” viser March of the Zapotec lige så stille sit sande jeg: I begyndelsen er det nærmest en lille ballade om fortabt kærlighed, så ændrer nummeret pludselig karakter og går amok i hæsblæsende balkan – blot for igen brat at stoppe og vende tilbage til den mere valsede melankoli.

March of the Zapotec er nemlig i mere end én forstand mangesidet, og den vekslen mellem melankoli og (en smule) glæde, som forekommer på “Shrew”, understreger faktisk, at der ikke kun er tale om begravelser og salte tårer. March of the Zapotec er nemlig en dobbelt-ep; en med selve udgivelsens titel og derudover Holland, der udgives under navnet Realpeople, et præ-Beirut-bandnavn.

Forvirringen og splittelsen var i hvert fald total, da jeg hørte pladen første gang. Stilskiftet fra første til anden ep var nemlig så markant, at jeg udstødte et overrasket grin, da første nummer på Holland satte i gang. Den anden ep’s udtryk tager nemlig afsæt i synthpop/IDM a la Hot Chip, om end Condons stemme beholder sit melankolske chanteur-præg.

Det lyder formodentlig som et noget tvivlsomt genreeksperiment, men Condon slipper faktisk godt fra sine futuriske synth-hjemmeproduktioner, i visse tilfælde tilsat The Jimenez Band i mere eller mindre udstrakt grad, f.eks. i form af harmonika og noget, der lyder som et dulciton. Både “Venice” og “The Concubine” er således fremragende, elektronisk pop, og de er netop så gode, fordi de har den melankoli, der er den gennemgående strømning på de to ep’er. Melankoliens tilstedeværelse er vanskelig at undvære i Condons lydunivers, og derfor bliver “No Dice” – med dets 90’er-house-eurodance-blipbloppen, tunge dancebeat og ekkohåndklap – for forstyrrende og sætter min tålmodighed på prøve.

Det er selvfølgelig i orden (og logisk), at Condon på et vist tidspunkt får nok melankoli og forsøger sig med nogle andre ideer, men det virker ikke optimalt at samle dem på den samme udgivelse – dertil stikker de to ep’er trods alt for meget i hver sin retning.

Måske skyldes dobbelt-ep’en, at pladeselskabet godt ved, at det er den melankolske dimension, der har gjort Beirut populær. Derfor er March of the Zapotec i værste fald en uheldigt sammenbragt genrebastard, i bedste fald den optimale løsning på trangen til at eksperimentere/skifte spor. Når alt kommer til alt – et enkelt eller to fejlskud til trods – er Condons synthpopforsøg nemlig ikke så ringe endda, om end jeg altså meget hellere ville have haft de to udgivelser hver for sig.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat