Plader

Chasing Eudaimonia: s.t. EP

Skrevet af Christian Klauber

Chasing Eudaimonias deput-ep byder på forførende psykedelisk drone med sfærisk kvindevokal, der udfolder sig for mine ører og resulterer i et dystert, dæmonisk og dragende drømmesyn. Dacapo.

Jeg står på mine bare fødder i måneskinnet. Det er sommer, fugten hænger i trækronerne, og duften af vådt græs rammer min næse. Jeg går normalt ikke i søvne, men i nat gør jeg. Det bliver jeg simpelthen nødt til. Stemmerne siger til mig, at jeg skal. Eller faktisk siger de slet ikke noget, i hvert fald ikke noget, jeg kan forstå. De ligger der bare, som forførende elverpigesang på en bund af udsvævende, psykedelisk drone.

Tunge anslag indleder forførelsen i natten. Tunge anslag, der cirkler rundt om mig. Jeg kan høre hende. Jeg lokkes af hende. Jeg kan mærke hende i min krop. Hun bevæger sig rundt i mig med blodet. Jeg kan ikke dechifrere, hvad hun siger, mens hun står inde mellem træerne og rækker hånden frem mod mig. Men det er også lige meget. Rundt om mig er nattens sære lyde, der giver mig gåsehud på den her sært dragende måde. Et tilbud man ikke kan sige nej til.

Røde cirkler danser for mine øjne. Firkanter, romber, kvadrater, trapezer i alskens farver flyder ud i det sorte himmelrum, og jeg føler, at jeg letter fra jorden, mens støjen lægger sig som et blødt tæppe omkring min bevidsthed. Jeg hamrer ud gennem rummet som en stor flimrende, glødende ildkugle, roterer om min egen akse og kan hele tiden se hende, jeg rækker ud, og hun EKSPLODERER i et INFERNO af BRUTAL, MALTRAKTERENDE, TUNG STØJ, der MASER hendes stemme og LEMLÆSTER mine trommehinder, og så – pludseligt – trækker støjen sig tilbage og overlader himmelrummet til den repetitive bas’ ansatser og en ringende klokke, der fortæller mig, at jeg skal slappe af. Helt af. Helt. Til sidst er der bare ansatserne tilbage.

Hvor er jeg? Jorden larmer omkring mig. Med tunge, dæmoniske droneansatser bliver det mig fortalt, at jeg ikke er velkommen. Der er jord på alle sider af mig. Men jeg kan bevæge mig fremad… Der er hun! Jeg kan høre hende igen! Åh, jeg længes med det samme efter hende: Farlig furie, silkehvidklædt (eller sortklædt…) kvinde på smaragdgrøn eng, der lokker mig i fordærv.

Lydene omkring mig er futuristiske og ondskabsfulde. Tung, tung bas, der cirkulerer omkring mig, skurrende synth-ansatser og elektroniske programmeringer indkapsler mig i et dæmonisk ingenmandsland, omgivet af brun lerjord. Jeg kravler af sted. Jagter hende. Jorden kræver sit offer, for jeg ved, at jeg ikke kan finde ud igen. »Hvor er du,« råber jeg desperat. Famler blindt, men kravler videre, for jeg kan mærke, at hun er lige i nærheden. Kan mærke det. Febrilsk kravler jeg på alle fire, ned ad den mørke gang, der kun er oplyst af, at mine øjne har vænnet sig til mørket. Jeg nærmer mig. Så, nu kan jeg høre hende helt klart. Lige om lidt er der en lysning, hvor hun står. Det ved jeg. Jeg skal bare lidt længere. Lidt længere endnu. Lidt længere endnu. Lidt længere. Lidt… Åh, Eudaimonia.

★★★★★☆

Deltag i debat