Klassikeren

Company Flow: Funcrusher Plus

I 1997 trængte hiphoppen til en revolution. Den kom fra tre unikke personer, der var pissed off på pladebranchen, og derfor gik imod den med en komplekst produceret plade, hvor der blev leveret den ene fantasifulde sviner efter den anden.

Et harmfuldt spacehiphop-mesterværk
Company Flow, Funcrusher Plus, Rawkus, 1997

Mulden gødes til et mesterværk
Musikåret 1997 huskes oftest for Radioheads skelsættende plade OK Computer, som allerede dengang blev udråbt til at være et mesterværk og årtiets vigtigste plade for dens elektroniske virkemidler i en episk rock, der med et triphoppet sortsyn afspejlede det moderne samfund.company-flow

På et kontinent, der med rette har taget kredit for at have opfundet rock’n’roll, udkom en helt anden slags plade uden om musikpressens hypemaskine, men ambitionsniveauet var så absolut lige så højt. Den plade skulle også vise sig at have afgørende betydning for musikhistorien – og her især hiphoppen efter årtusindskiftet. Gruppen, der stod bag, hed Company Flow og var startet i 1992 af El Producto og Mr. Len, som udgav deres første single, “Juvenile Techniques”, i 1993. El Producto eller El-P, som det hurtigt blev forkortet til, havde tidligere underskrevet en restriktiv solo-kontrakt, der afholdt ham fra at indspille musik i flere år, så han havde fra begyndelsen et øje så ondt som Saurons til de store pladeselskaber. Det skulle vise sig at få afgørende betydning for hans videre karriereforløb. Samme år, som gruppen udgav deres første single, kom det sidste og tredje medlem, Bigg Jus, med i truppen, og disse tre visionære musikere, en rapper/producer, en dj og en rapper, skulle vise sig at have nogle komplekse talenter, der var anderledes end noget andet på datidens hiphopscene.

Og lad mig lige tegne et billede af den for et kort øjeblik: Tilbage i de glade 80’ere startede hiphoppen som et politisk talerør for fattige, sorte amerikanere i storbyen, skiftede til glad festmusik og blev derefter politisk igen i det legendariske år 1988, hvor den såkaldte “Golden Age” startede. Grupper som bl.a. Jungle Brothers, Eric B. and Rakim, Boogie Down Productions og Public Enemy udfoldede hiphoppen og viste helt nye facetter af den relativt unge genre. 90’erne var domineret af gangstarappen, som Ice-T og N.W.A. havde lagt grunden til i slut-80’erne. I 1997 var den efterhånden blevet en parodi på sig selv, 2pac var blevet skudt året før, og kun tre måneder før udgivelsen af Funcrusher Plus var Notorious B.I.G. blevet skudt i et stadig uopklaret drive-by. Det var på tide, at der skete noget helt nyt i hiphopbranchen.

Det nye kom på sin vis fra Californien. Rawkus Records, der var stiftet af Daddy Warbucks og senere blev kendt for positiv, politisk hiphop med bl.a. udgivelsen af Talib Kweli og Mos Defs klassiske Black Star-album, blev nemlig interesseret i Company Flow, efter gruppen i 1995 havde udgivet deres ep, Funcrusher, på deres eget selskab Official Recordings, som hurtigt fik udsolgt de 30.000 eksemplarer. På grund af succesen havde Company Flow fået en del tilbud om pladekontrakter, men de havde afslået dem, fordi gruppen som følge af El-P’s uheldige erfaringer med pladebranchen stillede store krav: De ville selv beholde retten til deres musik, de ville have 50 pct. af netto-overskuddet for pladen, og de ville ikke forpligtige sig til at lave flere plader end den ene. Rawkus var de eneste, der ville gå ind på de betingelser, men havde på det tidspunkt heller ikke rigtig noget at miste. Det var en interessant forbindelse, fordi den foregik på tværs af kontinentet, fra vestkysten til østkysten, som ellers havde været de to rivaliserende centre i gangstarap-miljøet.

Skæv og syret minimalisme
Den 28. juli 1997 udkom den oprindelige ep med ekstra numre som Funcrusher Plus og blev straks anerkendt i undergrunden som et mesterværk. Og det forstår man godt, når man hører den i dag. Produktionen lyder, ligesom hos en anden newyorker-gruppe, som også havde holdt sig uden for gangstarap-opgørene, Wu-Tang Clan, meget rå og ufærdig. Som lo-fi demo-optagelser, der mangler det glitrende finish, som mange af tidens andre udgivelser var præget af. Men hvor RZA’s produktioner primært var funderet i klaver- eller violin-samples blandet med en hel del kungfu-filmcitater, så lyder El-P’s produktioner langt mere fremmedgjorte.
Abstrakte, spacy synthtoner og underlige computerblip-lyde spiller sammen med helt tørre basgange uden den mindste form for distortion og meget simple, men skæve beats, hvor der ydermere er Mr. Lens hurtige, huggende scratches indover. Produktionen fremstiller billedet af en dystopisk og kynisk fremtid, og det ses meget rammende i det to minutter lange mellemspil, “Help Wanted”, hvor man kan høre en politiker fremlægge ideer til at udrydde befolkningen med gasskoler, gasbiblioteker osv., og en skrupelløs sælger vil markedsføre læskure i stedet for huse og tjene millioner på det.

company-flow1Produktionens minimalisme og bevidste afstandtagen fra datidens sædvanlige produktionsmetoder havde sit formål. Minimalismen skulle bane vejen for ordene, der springer frem i et rasende tempo, og ordene er i sig selv en afstandstagen fra datidens (og for så vidt også nutidens) hiphopmiljø. Funcrusher Plus er mere eller mindre én lang tilsvining og kritik af hiphop-miljøet og fremhæver Company Flow som eneste alternativ.

Kryptiske, indholdsdybe svinere
Allerede i første nummer, “Bad Touch Example”, sættes dagsordenen med fynd og klem: »In one verse we have proven / that we can rip all these signed big budget motherfuckers.« I dén ene sætning leveres det primære fokus for albummet. Pral og kritik. Territoriet bliver pisset af. Og hvem som helst i branchen kan være springbræt for en fremhævelse, som eksempelvis Roots (hvis rapper hedder Black Thought): »Got more black thought to my roots than most niggaz got in their pigment«. Således er albummet smækfyldt med intertekstuelle referencer. Men gangstarappen får selvfølgelig også en fortjent røvfuld: »Troop to the new sensation fuck that whole wannabe gangster fascination / the illusion is broke, or cock albums mispoke« (“Collude/Intrude”). Det er opfindsomheden og den tydelige harme i deres svinere, der gør ordspillene værd at lytte til. Eksempelvis når de involverer Hulks alter ego: »Got manners like Bruce Banner when he’s stressed / I’m sick of your corny beats and your crowd-involved hooks / cause I’m a thinker / evil anus letting off stinkers« (“8 Steps to Perfection”).

Her rammer El-P ned i noget essentielt for albummet. Der er nemlig ikke særlig mange hooks på albummet. Kun halvdelen af sangene har omkvæd, og de er ikke decideret fængende. Som de selv rapper i “Legends”: »A bizarre world, where co flow is the new pop sensation / with heavy hot 97 rotation«. Det ville bestemt være en bizar, men måske også bedre verden. Der er dog lige “Vital Nerve”, der nærmest lyder som golden age-hiphop med omkvædet: »Soon you’ll see / as I flow fluently to frequently, another mc / will drop off the face of this earth, for what its worth / I’ve been the nastiest one since birth.« Ja, endnu en gang pral. Det andet essentielle element er tænkeren. Deres rim er voldsomme, fyldt med referencer, og derfor nogle gange næsten uforståelige, om ikke andet kryptiske. Det er en overvældende strøm af ord, der er pakket med så meget information, at man bliver fuldstændig blæst i knolden. Et vers af J-Treds, der gæster “Collude/Intrude”, illustrerer det ganske godt:

»Game over when I blow your mind, but then I aimed over explosive cuts
verbal flamethrower, serving roasted nuts
as after battle snacks you wish you wore a cup in your panties
so all you pussies in this rap game, time to up the ante
whats your fancy? Big time skills or small penny
dead to latter my varsity letter, fatter than your JV«

Et “varsity letter” er et monogram, en pris, man får for at have dygtiggjort sig i skolen, og “JV” er en forkortelse for “junior varsity”. Et varsity team er det bedste hold spillere, der ofte repræsenterer en high school eller et universitet, mens junior varsity er andetholdet, de lidt yngre spillere, som ikke er gode nok til varsity-holdet. Således er der i hvert vers en bunke slang, som man kan dykke ned i, finde betydningen bag og på den måde bruge timer på at forstå Company Flows gennemtænkte svinere.

Man kan således tydeligt mærke, at Company Flow er opvokset i hiphoppens battle-tradition. En del af lyrikken refererer direkte til den disciplin: »Rappers try to front, but when I rhyme, where that beef went? / if I’m just a reflection then I’m takin’ over mirrors« (“Definitive”). I de her situationer bruger Bigg Jus, El-P og venner egentlig ikke så meget tid på at nedgøre andre rappere, men udnytter taletiden til at fortælle, hvor gode de selv er: »I don’t try to be different I am / so inevitably my style will survive when your now turns to then« (“Population Control”). Især i “Definitive” slår de falsk beskedenhed langt ud af stadionet:

»Please, I pump kinetics with unintentional malice
wanna battle one of us is endin’ up in gods palace
doubt my shits official, the megatron missile
bio-computer virus with flesh eating potential
(I’m convinced) future mc’s are sending robots back in time
as we speak, to kill my mother before I’m born, be warned«

Så er det vist sat på plads, hvor vild en rapper El-P er, men stykket er også et godt eksempel på gruppens science fiction-stil, der flyder over med metaforer fyldt med fremtids- og krigslingo.

En af de mest fremragende fremhævelser af egne evner er i “Bad Touch Example”, hvor gyserfilm er en reference: »The enigma, no one can fuck with me yet but I’m not signed /(you wanna battle?) / Its better to look in the / (mirror) / Say candyman five times,« hvorefter der bliver hvisket “Candyman” fem gange. De fleste, der har set “Candyman”, har stået foran spejlet og udfordret sig selv eller sine venner til at sige Candyman fem gange, og bare tanken kan få det til at risle koldt ned ad min ryg. Men hellere det end en battle med El-P.company-flow2

Outsidere, der pisser på pladebranchen
Her berører han også sine kontraktproblemer med pladebranchen, og det er bestemt ikke den eneste gang. Der er tydeligvis opbygget en del harme, der skal lukkes ud her. Således er “Collude/Intrude” opbygget som et militærangreb på pladebranchen med en radiostemme, der styrer tropperne før og efter versene og giver dem status på, hvor langt de er kommet i bekæmpelsen. Således bliver følgende direkte angreb leveret: »Fuck the bullshit, Time/Warner will fall / record labels will fall, the earth will crumble«.

El-P tager tydeligt afstand fra pladebranchen og placerer sig selv og Company Flow i en outsiderrolle: »I make my own grain and go against it / pissin’ on authority, dropped out of school, for seniority / to do this hip-hop shit, but resonate classic« (“Definitive”) og »now we can all become lord of the flies / when this industry sees it’s demise« (“The Fire in Which You Burn”). Dermed foregriber han også sin egen karriere som pladeselskabsboss for Definitive Jux, hvor han netop har sat sin helt egen dagsorden og med sine egne soloplader og produktioner for bl.a. Cannibal Ox, Aesop Rock og Mr. Lif især i starten af århundredeskiftet præsenterede musikverden for et revolutionerende bud på, hvordan hiphop også kan lyde.

Bigg Jus og Mr. Len var bestemt store bidragsydere til Funcrusher Plus, men man kan mærke, at det især for El-P var en hjertesag, et blow til og et opgør med pladebranchen, så han kunne definere sig selv ift. den, starte sit eget op og gennemføre sin egen vision for hiphop. Det kan meget vel være, at albummet er en negativ kritik af de store pladeselskaber, men havde det ikke været for dem, havde hiphop-scenen aldrig set så frådende aggressivt og spektakulært opfindsomt et værk som Funcrusher Plus.

Trackliste:
1. Bad Touch Example
2. 8 Steps to Perfection
3. Collude/Intrude (featuring J-Treds)
4. Blind
5. Silence
6. Legends
7. Help Wanted
8. Population Control
9. Lune TNS
10. Definitive
11. Lencorcism
12. 89.9 Detrimental
13. Vital Nerve (featuring BMS)
14. Tragedy of War (in III Parts)
15. The Fire in Which You Burn (featuring J-Treds & The Brewin from Juggaknots)
16. Krazy Kings
17. Last Good Sleep
18. Info Kill II
19. Funcrush Scratch

Note: Tracklisten på cd-albummet er forkert. Oprindelig står “Lune TNS” som nr. 7, “Help Wanted” som nr. 8 og “Population Control” som nr. 9, men den her angivede rækkefølge er den, sangene kommer i på albummet.

Deltag i debat