Plader

Dälek: Gutter Tactics

Skrevet af Mikkel Arre

Den støjglade hiphopduo Dälek er tilbage med endnu en veludført plade, der maler fanden på væggen, så hele huset ryster. Dälek lyder således som vanligt, og deres unikke udtryk er virkelig veludført. Der er bare intet på Gutter Tactics, der gør, at folk, der allerede kender Dälek, er nødt til at lytte.

»If it ain’t broke, why fix it?« siger man på fremmedsprog, og der har sandt at sige ikke været nogen grund til at reparere New Jersey-duoen Däleks hidtidige udgivelser. Af en hiphopduo at være har de på flere planer ret bemærkelsesværdige inspirationskilder. Hvad angår musik, er der ingen tvivl om, at The Velvet Underground og My Bloody Valentines plader står længere fremme i samlingen end Motown-klassikerne. På tekstsiden er der ikke skyggen af biler, bitches, skydevåben eller sex – her henter Dälek næring hos legender som Public Enemy og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X.

Alt dét har fungeret upåklageligt hidtil og ja, hvorfor så ændre noget? Det lader til at have været duoens ræsonnement forud for arbejdet med Gutter Tactics, og når pladen begynder at snurre, virker rationalet rigtigt. Indledningsvis brøler Jeremiah Wright – præsten, hvis forbindelse til Barack Obama medførte stor opstandelse under den amerikanske valgkamp – en flammetale om USA’s dobbeltmoralske forhold til terror. Selvom modstillinger af tabstal på forskellige sider kan kaldes meningsløs talleg, er der alligevel noget tankevækkende over Wrights gennemhulning af myten om USA som den gode hyrde – og i hvert fald flugter den perfekt med temaerne på resten af albummet (og i resten af Däleks bagkatalog).

I Däleks USA er der nemlig dystert og trøstesløst, og valgsejren til vor tids Messias har ikke hjulpet på noget som helst: »A black president don’t ensure the sunshine / a rich president represents his own kind / as it stands now, the blind lead the blind,« som det fremgår af “No Question”. Med knurrende guitarstøjloops, dundrende baslinjer og stenhårde beats lyder alt som et uundvigeligt febermareridt. Hylende sirener signalerer undtagelsestilstand, og i det hele taget støjer musikken så meget, at Däleks ord har det med at blive utydelige.

Der er dog ingen tvivl om, hvad teksterne går ud på: Verden er rasende uretfærdig, og den (sorte) amerikanske underklasse må kæmpe imod: »Jungle warfare turned urban combat / Conversations tapped, operations turned black / too late to turn back / survival is how well we adapt to change in habitat,« bjæffer Dälek i titelnummeret. Ved siden af de sortsynede samfundsanalyser sørger duoen også over hiphoppens sølle forfatning. »They got enamored with the glamour, lost sight of our plight,« lyder det f.eks., og Dälek holder bestemt stilen ægte. Ikke nok med at tekstuniverset vækker mindelser om Public Enemy – de knastørre beats lyder også som noget, New Jersey-duoen har gravet op af en tidslomme fra slut-80’erne.

Det er der intet galt med; tværtimod passer de glimrende ind i det metalliske, buldrende lydunivers. Til gengæld er der det i vejen med Gutter Tactics, at det er stærkt betegnende, at snart sagt alt, jeg indtil videre har skrevet i denne anmeldelse, kunne have handlet om en af de tidligere Dälek-plader. Duoen er virkelig gode til det, de gør – men det begynder at blive vanskeligt at få øje på den kunstneriske nødvendighed. Det er naturligvis helt legitimt, at Dälek fortsat mener, at vægge er til for at male fanden på dem, og at hiphopkulturen har det rædsomt. Det er bare efterhånden ved at være skåret ud i pap.

Når man hører, hvor vanvittigt intenst titelnummeret er, og hvor perfekt støjinspirationen og den klassiske opfattelse af hiphoppen som et redskab til at kritisere samfundets uretfærdighed glider sammen, er Dälek uovertrufne, ligesom der er al grund til at beundre duoens evne til at kombinere samfundskritik og historieskrivning. “Los Macheteros/Spear of a Nation” sidestiller f.eks. den ret ukendte puertoricanske befrielseshær, Ejército Popular Boricua, med Nelson Mandelas ANC og understreger således en pointe om, at alle, der kæmper mod uretfærdigheden, er helte.

Der er således stadig masser af kvaliteter hos Dälek, men det der med »if it ain’t broke, why fix it?« holder ikke længere. Duoens kværnende sortsyn bliver lige vel monotont, og det er – med risiko for at lyde som et ekko af den glittede, pseudojournalistiske musikpresse, som Dälek på alle måder er den diametrale modsætning til – fristende at skrive: »if it ain’t new, why care?«

★★★½☆☆

Deltag i debat