Plader

Grand Duchy: Petit Fours

Har du lyst til at danse til 80’er-pop? Har du lyst til at kigge på dine sko og drukne i guitarstøjflader? Har du lyst til at blive irriteret over radiohittet? Har du lyst til at trække på smilebåndet over de naive tekster? Selvfølgelig har du det og hvilket bedre sted at gøre det end i et fyrstendømme?

Violet Clark er et musikalsk ubeskrevet blad. Det giver ikke de vilde resultater, når man googler hendes navn, og på amg.com resulterer en søgning på hendes navn i en tom side. Så hvordan kan man egentlig tillade sig at kalde sit band for Grand Duchy? Det kan man, når ens musikalske partner er ingen ringere end Black Francis fra det hedengangne Pixies. Og når man oven i købet er gift med manden, der sammen med sit gamle band har stået for – og tillad mig at generalisere – nogle af 80’ernes bedste plader, kan man altså slippe af sted med lidt af hvert.

Det er præcis, hvad Grand Duchy gør på Petit Fours. Først bliver du inviteret til te på ”Come On Over to My House,” hvor Black Francis bl.a. synger: »Come on over to my house / I’ll make you buckets of tea / put your breath inside of me / come on over to my house.« Teens kvalitet kan nemt diskuteres. Den er rar, men alligevel stærk, når du drikker den. Fyldt med kras vokal, der nok er røget ud af teposen, er her et nummer, der kunne gå hen og blive sådan et radiohit, som du irriteres over. På den måde må første skæring siges at være alt andet end langtidsholdbar.

I fyrstendømmet er der plads til det hele, og derfor kommer Petit Fours også til at fremstå en smule skizofren i udtrykket. I pressemeddelelsen, som Black Francis selv har skrevet, står der bl.a., at Clark elsker 80’erne, hvorimod han selv havde brugt den sidste del af 80’erne på at forsøge at ødelægge dem. Det kan nemt mærkes, når god, gedigen indierock kolliderer med synthbadet popmusik. Det fungerer ret godt, og ”Seeing Stars” starter da også som introsangen til en 80’er-new age-udsendelse, som lykkeligt er glemt. Men når man så kommer en omgang fræsende guitar oveni, gør det ikke så meget, at introen minder dig om neonfarver og skulderpuder til unge damer.

At de mestrer lidt af hvert, kommer også til udtryk, når de bombarderer lytteren med guitarstøj, hurtige trommer og masser af synth. På ”The Long Song” viser regentparret, at de ikke kun fester på slottet, men også en gang imellem nyder den indadvendte, men dog kraftfulde shoegaze. Der er højt til loftet, og der er plads til at forsvinde i støjskyen.

Det er altså en kvalitetsplade, vi har med at gøre her. Black Francis og Violet Clark gør det godt som regenter i deres lille fyrstendømme. Man kunne frygte, at det blev en fesen omgang, men Clark har en rigtig god stemme, og når parrets stemmer indimellem mødes, opstår sød musik. Derfor: Betal skat til et andet regentpar end det danske – betal til Grand Duchy.

★★★★☆☆

Deltag i debat