Plader

Hjaltalín: Sleepdrunk Seasons

Skrevet af Signe Palsøe

Islandske Hjaltalín giver pokker i krisetider og leverer med deres debutalbum en instrumentel overflod, der har en skøn balance mellem det flotte og det finurlige.

Kan islændinge spille twee-pop? Ikke så få af verdens geografiske områder må finde sig i en fordom om, hvilken type musik de er i stand til at fremelske. Således er canadierne indehavere af en gylden hitmaskine, der altid er klar på at spytte et nyt, stort navn ud, svenskerne er mere til simpel og catchy indie, og islændingene har selvfølgelig ikke et begreb skabt om at spille twee-pop – især i disse finanskrisetider, hvor klippeøens beboere hverken har noget at være twee’ede eller poppede over, bør de holde sig til at producere det, de er bedst til: Noget storladent og halvelektronisk, som allerhelst fremføres af en lille barfodet pige, der er bleg og tilbageholdende, men alligevel flagrende på den lidt troldeagtige måde.

Hvis Belle and Sebastian skulle opstå af den islandske klippegrund i en 2009-version, er det dog meget muligt, at de ville lyde en hel del som Hjaltalín. Ganske vist er den store lyd ikke til at overse på Sleepdrunk Seasons, men her er tale om en storhed baseret på instrumentrigdom frem for sfæriske og elektroniske lydflader. Gruppens otte medlemmer behersker instrumenter som trækharmonika, fagot, klarinet og waldhorn, for bare at nævne et udpluk, og er ikke sene til at benytte dem ved snart sagt enhver given lejlighed, men det resulterer kun sjældent i den helt store, højtravende lyd, da instrumentelle og vokalmæssige finesser oftest får Sleepdrunk Seasons til at fremstå som skæv, pudsig og dog fyldig.

“Traffic Music” er således et af de numre, der bedst opsummerer Hjaltalíns lyd: En hurtig og livlig, men også diskret melodi uden de store udslag slås an af lidt slagtøj, enkelte, korte hornblæs og en smule klaver. Vokalerne sætter ind: En herre og en kvinde følger hinanden uden afvigelser – havde der været tale om to personer af samme køn, havde stemmerne været svære at adskille. Her lyder det spøjst og iørefaldende. Bro. Så tak, nu kommer der gang i hele orkesteret. Det her er virkelig iørefaldende; fem minutter kan forsvinde utrolig hurtigt på den måde. Repeat? Jo tak.

Med denne formel har Hjaltalín heldet med sig på størstedelen af pladens skæringer, hvor “The Boy Next Door” og især “Goodbye July/Margt Að Ugga” og “The Trees Don’t Like the Smoke” fremstår som energiske knaldperler, der alligevel formår at variere deres udtryk nok til – på en naturlig måde – at inkorporere eksempelvis lidt islandsk skønsang.

Udadvendtheden er da også bandets stærkeste side, og de numre, der aldrig når det helt store crescendo, som eksempelvis den instrumentale “Kveldúlfur”, træder unægtelig en smule i baggrunden. Den efterfølgende “Debussy” kan med teksten (frit aflyttet på mit bedste islandsk): »Fallaa fallaa fallaa / Fallaa fallaa fallaa« da også blive en smule enerverende med sine godt fire minutters spilletid, men her er nu tale om petitesser, for på trods af de enkelte skønhedsfejl er selv disse numre af betydelig bedre kvalitet end mange andre pladers lavpunkter.

Hvis ikke Hjaltalín bliver en eksportvare, der kan gøre sit til at få den islandske økonomi tilbage på ret kurs, er der ikke megen retfærdighed til, for med Sleepdrunk Seasons har bandet begået en virkelig fin debut.

★★★★½☆

Leave a Reply