Koncerter

Islands, 10.02.09, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Det at have den ternede indie-skjorte foret med vellyd og varierede ørebaskere gør ikke alene en god koncert. Det var vist moralen, da Islands tirsdag aften forlod scenen i Lille Vega – en smule for tidligt og efter lidt for få højdepunkter.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Canadiske Islands er blandt de få velsignede bands, der med stor succes formår at inddrage så mange forskellige genrer og elementer i deres musik, at det noget diffuse begreb ‘indie’ må tages i brug som den mest rammende, men dog meget brede kategori, der kan give en idé om, hvor bandet lydmæssigt befinder sig. Debutalbummet Return to the Sea fra 2006 bød således på en lyd, der var mere kompleks end gennemsnitsindie og inddrog alt fra tunge guitarriffs til sydhavsrytmer uden at gå på kompromis med pladens helstøbte væsen eller fængende melodier.

Nu er de klar med opfølgeren Arm’s Way, der tirsdag bragte gruppen en tur forbi Lille Vega til deres første koncert på dansk grund. Og lad det være sagt med det samme: I koncertsammenhæng såvel som på fuldlængdespillerne er bandets store force deres sans for medrivende og varieret kompleksitet. Musikkens naturlige opbygning og vekslen gør det umiddelbart til en nem opgave at stå på scenen, for disse variationer underholder i sig selv i en sådan grad, at de helt store og påtagede armbevægelser ikke behøver at blive taget i brug – at slaske lidt rundt og være laid back og indie-cool kunne ikke være mere legitimt end på den noget utraditionelle åbner “Vertigo (If it’s a Crime)”, der med sine 11 minutter da også fungerer som finalen på den nye plade. Nok er der tale om et langtrukkent nummer med en crescendo-opbygning, der ikke fænger fra første riff, men da violin og trommer endelig fik lov at dundre derudaf, var det svært ikke at lade sig imponere.

Islands2Det viste sig dog hurtigt at blive et problem at holde gejsten fra åbningsnummeret gående. At Islands musik er så medrivende, som den er, viste sig visse steder i aftenens løb at være bandets nemesis, for de lod indimellem til at hvile mere på laurbærrene, end hvad godt var. Størstedelen af det fremmødte publikum lod ikke til at være for velbevandrede inden for bagkataloget, hvilket gjorde, at de gode numre havde tendens til at prelle af i stedet for at blive optaget og omsat til nikken og smådansen – ja, når der en sjælden gang kom et stille indslag, var småsnakken da også en ikke uhørlig faktor i lydbilledet. Således kan koncertens lange midterstykke bedst betegnes som “god, men noget rutinepræget”, hvor kun de oplagte hits som “Arm’s Way”, “Pieces of You” og “Don’t Call Me Whitney, Bobby” virkede helt efter hensigten.

Helt i toppen kom koncerten desværre først igen ved ekstranummeret “Rough Gem”, hvor et par øl var kommet på scenen, og samværet pludselig virkede meget hyggeligere. Her kom langt om længe lidt fut i publikum, og det var synd, at bandet sluttede allerede efter dette ene ekstranummer, nu hvor koncerten endelig havde nået et højdepunkt – især når hele herligheden kun akkurat havde varet en time og i det hele taget godt kunne have tålt lidt mere pep.

★★★★☆☆

Deltag i debat