Plader

K-liir: Under den elektriske stjernehimmel

Skrevet af Christian Klauber

I en tung sky af futuristisk, elektronisk synth og et væld af beatvarianter byder K-liir op til dansksproget rap med fokus på splittelse, tristesse og klassisk rap-aggressivitet. Et overraskende godt bekendtskab.

Som hiphoplytter må jeg erkende, at beherskelse af sproget er en afgørende komponent, hvis jeg skal begejstres – og det gælder både, hvis der er tale om negative udgydelser mod andre rappere eller eftertænksom kritik af politiske systemer, levevilkår eller lignende. Det er med andre ord vigtigt, at sproget bruges kreativt(-aggressivt) og ikke ender i flade ligegyldigheder, som dansk rap har en kedelig tendens til at gøre.

Der er selvfølgelig undtagelser fra reglen: Malk de Koijn er et oplagt bud, og også Per Vers har sine gyldne øjeblikke. Fælles for de to er en udtryksfuld kreativitet og en leg med sproget, der adskiller sig fra, hvad man ofte ellers kan forvente fra danske rappere – og måske har de også en lidt mindre intenderet hadefuld position over for deres medrappere. Men man kan ikke komme udenom, at hadet, modviljen og det at disse er en vigtig komponent i hiphop. Og det behøver ikke nødvendigvis at sænke niveauet – hverken det sproglige eller det musiske – et fremragende eksempel på det kan f.eks. ses – og høres – på den skelsættende Funcrusher Plus.

Netop Funcrusher Plus erklæres at være K-liirs yndlingsplade på “Griber mikken”, og det kan man godt høre – især produktionsmæssigt er der skruet op for inspirationerne fra El-P og hans legekammerater på Def Jux, f.eks. Aesop Rock. De elektroniske produktioner er præget af futuristisk, iskold synth og beats (til tider tunge, andre gange lette og festlige), der fungerer rigtig godt som bund for K-liirs rapstil, der svinger enormt i tempo.

K-liir læser til daglig Dansk og Medievidenskab, og splittelsen mellem livet som rapper og studerende (og ikke mindst den indre) er et hovedtema på pladen. For det første bliver Uddannelsen en ekstremt vigtig faktor for pladens endelige udtryk, da den sikrer intellekt og vid, f.eks. i den intelligente selvpromovering på “Rim i natten”, hvor K-liir selvsikkert rapper: »Maler med sproget, jeg er den lyriske Da Vinci.« Det er så simpelt og alligevel så spot on.

For det andet passer splittelsen – og den lyrik, den afføder – godt til K-liirs hårde måde at rappe på og ikke mindst det kolde elektroniske univers. Og når det lyriske output klimakser, som det er tilfældet på “Under den elektriske stjernehimmel”, så er det virkelig, virkelig godt: »Listen fortsætter / over dundertunge onde trommer forbander jeg de sorte nætter / og jeg letter ikke byrden, men strammer løkken / kold regn rammer bøtten / dæmoner tager mig stykke for stykke / ryggen knager / jeg beklager jeg / er så patetisk / fremstiller dagligdagsproblemer episk og elegisk.«

Men det lyriske overskud rækker ikke til en hel plade for fuldt blus. Der er intet at udsætte på produktionerne, men indimellem har lyrikken sine altopslugende huller, hvor der går for meget MC Fight Night-rap i den: »Gå hjem og spil pik,« (“Generation Junk”) og »Jeg kan skrive rim af den lækre slags / bælle æggesnaps / klippe din ækle tap med en hækkesaks« (“Griber mikken”) er hverken spændende eller interessant at lytte til.

Når K-liir er allerbedst, så er han netop en hjernekoger. Man kan fornemme intellektuel aktivitet og belæsthed, og det er jo ikke det værste udgangspunkt for god rap, når nu lyrikken er så afgørende. Og det er netop kombinationen af den gode produktion og flairfyldt lyrik – for størstedelen af pladens vedkommende – der gør det til en (overraskende god) oplevelse at lytte til Under den elektriske stjernehimmel. Mine anker omkring sproget er ikke, fordi jeg er puritansk eller har en dagsorden om at rense sproget, for det kan så absolut være fint nok at rappe »pik og patter,« hvis det er det, der skal til, men det er så utroligt ordinært og i hvert fald ikke på nogen måde fornyende for dansk rap. Og når det i øvrigt virker, som om man har evnerne til at bruge sproget på sublim vis, så skylder man også at gøre det. Hele tiden. Det andet er for nemt.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar