Plader

Lampshade: Stop Pause Play

Skrevet af Christian Klauber

Rebekka Maria Anderssons vokal er en helt afgørende komponent på dette dansk/engelske minialbum, hvor Lampshade viser mangfoldige sider af sig selv. Det kunne let blive en rodet fornøjelse, men Lampshade holder tungen lige i munden.

Stemmen – og evnen til at bruge den – er noget af det vigtigste, mennesker ejer. Stemmen som lydmedie, men også som bærer af ord, er helt afgørende for menneskers kommunikation. Stemmer kan være sexede, smukke, dragende og udtryksfulde, men de kan også være skingre, uforståelige og uudholdelige. Nogle gange kan man endda opleve, at man på forskellige tidspunkter kan hæfte ovenstående mærkater på en og samme persons stemme.

Især en sanger som Under Byens Henriette Sennenwaldt udnytter sin stemme som medie, Majorians Maria Mortensen gør det, og Rebekka Maria Andersson i Lampshade udnytter også til fulde sin fremragende, spinkle, legende stemme. Og som det også er tilfældet med Under Byen, balancerer spinkelheden ofte på grænsen og bliver nogle gange næsten for meget, for påtaget skrøbelig, men det holder sig på grænsen, og netop derfor kan det tåle prædikatet smukt. Et eksempel fra Stop Pause Play er duetten med Teitur, “Silkesår”, hvor stemmeføringen flere steder ligger så højt i tonelejet (og truer med at forlade det smukke og i stedet blive patetisk og påtaget), at man simpelthen ikke kan undgå at tænke på skrøbelighed og indadvendthed.

En vigtig komponent i den tankegang er selvfølgelig teksterne på Stop Pause Play, der skifter mellem at være på engelsk og dansk. Faktisk synes der i opdelingen nærmest også at være en udpegning af de sindstilstande, musikken appellerer til. Således er tempoet på tre af de fire engelske numre, ” The Rest”, “123 – Lalala – Take It Back” og “Neon People”, relativt højt og med fængende potens, og helheden er langt mere udadvendt end på de danske, selvom melankolien da også lurer her, bl.a. via klaverfiguren på “The Rest”, og så selvfølgelig – som undtagelsen, der bekræfter reglen – den langsomme shoegazer-agtige lyd på “Architecture Wounds”.

Men heroverfor står de dansksprogede “Silkesår” og “Den støjende tid” (der i øvrigt er en genindspilning fra Nikolaj Nørlunds Strunge-album Navnløs), der som omdrejningspunkt har henholdsvis helende sår samt (klassisk Strunge’sk) ensomhed, søvn og selvmord. Især “Den støjende tid”, der i lyd og tekst er meget lig Under Byen, besidder en skrøbelighed og et særpræg, der hårfint bevæger sig mellem at være skabelonagtig suicidal tristesse og betagende skønhed, men holder sig på den rigtige side af stregen hele vejen.

Det fine ved Rebekka Maria Anderssons stemme er, at den kan så helt utroligt meget, og at Stop Pause Play viser lidt af alle dimensioner, hun favner qua sin stemme. Den svinger fra at være ensom og indadvendt over at være udadvendt, sexet-legende og indsmigrende til at være ekkobelagt og decideret udfarende. De mange forskellige udtryk kunne let gøre helhedsoplevelsen rodet, men her synes det faktisk at være et plus, fordi det har den fordel, at pladens udtryk ikke låses fast i den føromtalte tristesse. Især “Neon People” er en oplagt ørehænger med syngende keyboard og et fremragende riff.

Alligevel er der nok ingen tvivl om, at Stop Pause Play for nogle vil være lidt for meget af det gode, især hvis man har et problem med sfærisk dirrende lillepigevokal. Jeg synes dog, at det er modigt at stille sig frem med den sårbarhed, der er på de dansksprogede numre, især fordi det let kan skydes ned som værende påtaget lidelsesfuldt.

Min overbevisning er dog, at Rebekka Maria Andersson hverken forstiller sig selv eller sin vokal, for pointen er netop, at det, som det også er i tilfældet Henriette Sennenwaldt, føles ægte, når man lytter til Stop Pause Play. Anderssons stemme er ganske enkelt ikke til at komme udenom, dels fordi den er så mangfoldig i sine udtryk, dels fordi den er så afgørende en komponent i Lampshades kunstneriske udtryk. Og det er ikke mindst hendes stemme, der gør, at der faktisk er rigtig mange gode momenter at hente på Stop Pause Play.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar