Plader

Martin Hall, Søren E. Jensen & Nikolaj Stochholm: Færden

Tre litterært bevidste herrer har forenet kræfter for at sætte den ene herres ord på lyd. Et roligt og flot sammenhængende værk om færden i ordets vel bredeste betydning er det højstemte resultat af samarbejdet. En smule arkaisk i sit udtryk, men ikke desto mindre flot.

Færden. At færdes. Man færdes fra sted til sted. Fra Paris til Dakar. Eller frem og tilbage. Fra Ebeltoft til Odden. Man har også færden i sit liv. Man sysler med de samme ting. Man er hjemmevant. Man har sin gang. På plejehjemmet eller på bodegaen. Det er nede på jorden, det er ligefremt. Men færden kan også være fra tanke til mund. Mellem mennesker. I tid og rum.

Når færden sættes i anførselstegn og skrives med stort, er det ligeledes første kapitel i Stochholms digtsamling “Aldrig mere”, der udkom sidste år. I december 2008 udkom det selvsamme afsnit på Geiger Records i 300 nummererede eksemplarer: Et samarbejde mellem Stochholm selv, lydkunstneren og P1-værten Søren E. Jensen og musiker/forfatter Martin Hall. En samlet indsats for at sætte Stochholms ord fri af papiret og ud i lydbølger.

Det har de klaret… godt. Jeg lader mig let forføre af Halls vekslen mellem smukke, kolde ambientflader, voluminøse, vemodige stryger-kompositioner og de varme, behagelige jazzbluesguitarmønstre, der bakkes op af en sløv rytme. Der er balance i disse tre udtryks interne forhold. De afløser hinanden i glidende overgange, når det ene digt skiftes ud med det andet. Ofte understreger overgangene de sidste ord i et digt og ophøjer dem elegant.

Stochholms oplæsning er rolig og meget bevidst om hvert eneste ord. Musikken lægger sig pænt i baggrunden og ville være kedelig uden ordene. Men ordene ville også være kedelige uden musikken. De arbejder sammen. Nogle af Stochholms pauser er for lange til en ordinær oplæsning. De spiller på musikkens tilstedeværelse. Der er noget andægtigt over både oplæsningen og musikkens støtte af den. De pletvise, hummende korstemmer anslår endda en religiøs stemning.

Men det er passende, for Stochholms ord er store og alvorlige. De er gammeldags. Hunden hedder Diomedes og ikke Plet, selvom den slikker den plet, hvor forfatterjeg’et rev den af i går. Stjerner, have, bjerge. Det er de klassiske naturmetaforer, der får lov at udfolde sig højstemt i Stochholms færden gennem litteraturhistorien. Det mest moderne ord er “lovepunk”. Nej, vent, måske er det “opholdstilladelse”. Der er i hvert fald noget arkaisk over Stochholms atmosfæriske digte. Derfor lyder hans oplæsning også gammeldags. Som en digtoplæsning fra 70’erne på P2. Hans diktion, hans foredrag. Der er ikke meget poetryslam over det.

Det gør albummet omfavnende og roligt. Som noget rart fra gamle dage. Og med Halls musik og Jensens fremragende opsætning i forhold til Stochholms oplæsning skaber det et yderst stemningsfuldt album, der fylder det rum, det optræder i, med sjæl. Men det er måske også lige lovlig anakronistisk for 2008. Her er vi vant til mere pep. Forskydninger og opklipninger. Og der virker Færden lidt for tung, selvom den har en prisværdig ro.

★★★★☆☆

Deltag i debat