Plader

Mongrel: Better Than Heavy

Mongrel er et sammenrend af engelske rockmusikere og rappere, der deler en dyb frustration over samfundets miserable tilstand. Det viser sig ikke at være verdens heldigste udgangspunkt.

De er unge, de er vrede, og de har rockstjerne-coolness coming out the ass. Musikhistorien skorter ikke på bands, der passer til dén beskrivelse, og nu har endnu et meldt sig under de indignerede rock-faner. Mongrel er lidt af en supergruppe. Den består nemlig af Jon McClure, frontmand i Reverend and the Makers, Drew McConnel, guitarist i Babyshambles, Matt Helders, trommeslager i Arctic Monkeys, Andy Nicholson, ex-bassist, ligeledes Arctic Monkeys, Joe Moscow, også fra Reverend, og London-rapperen Low Key. Med sådan et line-up kunne man håbe på en spændende krydsning af flabet indie-punk og tung, beskidt grime, men ak. I stedet excellerer Mongrel i en temmelig lunken, dub-inficeret electrorock tilsat rap. Det er såmænd for det meste både funky og kompetent, men særlig banebrydende eller interessant er det ikke.

De fleste numre er skåret efter nogenlunde samme formel: Et mere eller mindre catchy indie-rocket omkvæd fra Jon McClure og mere eller mindre (oftest mindre) ord-ekvilibristiske udfoldelser fra Low Key eller en gæsterapper i versene. Med andre ord en form, der minder om de singler, som Damon Albarns tegneserieband, Gorillaz, udsendte for et par år tilbage. Men Jon McClure er ingen Damon Albarn, og Low Key er bestemt ingen De La Soul, MF Doom eller Del tha Funkee Homosapien. Mindre bør naturligvis også kunne gøre det, men det bliver svært kedeligt, når middelmådige omkvæd afløses af Low Keys ensartede flow over halvsløje beats pladen igennem.

Men tilbage til det med de vrede unge mænd: Det er nemlig den politiske og sociale indignation, der om noget lader til at være Mongrels hjerteblod. Der synges og rappes på livet løs om forræderiske og krigsliderlige regeringer, griske og utroværdige politikere, religion, borgerkrige, bandevold osv., osv. Et sundt, socialt engagement har jo aldrig skadet, men Mongrel har ét stort og næsten altoverskyggende problem: Jon McClure er tydeligvis et fjols.

En ting er naturligvis hans udtalelser, man kan læse i den engelske musikpresse; en baggrund hvorpå man næppe på retfærdig vis kan dømme nogen, da selvsamme presse har en forkærlighed for arbejderklassetåber, høje på berømmelse og det, der er værre. Og det har jo, selvom det ved gud er tåbeligt, under alle omstændigheder intet med pladen at gøre, at McClure udtaler, at han gerne vil indspille sin næste plade med Hugo Chavez, som han har stor respekt for, fordi han er ved at forvandle sit land til det næste Cuba. Næh, problemet er, at teksterne oftest er barnlige, fjollede og rent ud sagt idiotiske. Når jeg hører på McClure og Low Keys retoriske eskapader, minder det mig sgu mest om efterskoleelever eller 14-årige ungdomshusgængere, der kalder sig for anarkister, imens de højlydt, ubehjælpsomt og unuanceret udbreder sig om alverdens fortrædeligheder.

»Your whole country is full of lies / You’re all gonna die and die like flies / I don’t trust you anymore or what you’re saying.«

Sådanne linjer kunne man for så vidt godt slippe af sted med, hvis ikke det var, fordi det står skærende klart, at Mongrel ingen sans for humor ejer. De mener tydeligvis hvert ord gravalvorligt, hvad der paradoksalt nok gør dem temmelig svære at tage seriøst. »Nu har vi fattet det,« tænker man hurtigt, når pointerne gentagne gange bankes urokkeligt fast med uelegante, rimende syvtommersøm.

Meget betegnende er da også det næsten instrumentale titelnummer, der løber med titlen som pladens bedste skæring, på trods af at det lyder skræmmende meget som et outtake fra Primal Screams Vanishing Point. Men et nummer som “Act Like That”, der leder tankerne hen på El-P med et aggressivt flow, dystopisk tekst, minimalistisk beat og skinger synth, fungerer også glimrende. I det hele taget kan man ærgre sig over, at den aggressivitet, der lægges for dagen i teksterne, ikke kommer tydeligere til udtryk i musikken og produktionerne. Især beatene lider virkelig under, at de spilles af musikere, der normalt begiver sig af med skramlet indierock. Det er bare ikke tight, tungt eller hårdt nok til, at man kan bære over med den overvældende mængde ordlort, der lukkes ud.

Better Than Heavy fungerer sikkert bedst som en festplade. Ikke så meget fordi den er festlig, selvom enkelte numre som “Barcode” og “Hit from the Morning Sun” er gedigen, upbeat electrorock. Den ville fungere, fordi den generelle festivitas forhåbentlig ville gøre en i stand til at abstrahere fra de selv de værste lyriske brølere.

Tillad mig afslutningsvis, frit fra hukommelsen, at citere en liveanmeldelse fundet på det store internet:

»MC’en forsøger at opildne det stillestående publikum ved gentagne gange at råbe: “Smid hænderne i vejret, hvis I er imod racisme! Hvis I ikke smider hænderne i vejret, betyder det, at I godt kan lide racisme!”«

Behøver jeg at sige mere?

★★½☆☆☆

Deltag i debat