Plader

Sky Larkin: The Golden Spike

Skrevet af Camilla Glintborg

Engelske Sky Larkin har udgivet et debutalbum, der vil begejstre folk med hang til tempofyldt, positiv og ukompliceret indierock/pop. For alle andre vil det dog være et møde med et band, der bestemt har potentialet til mere, men desværre ikke udnytter det til fulde.

Navnet Sky Larkin har floreret diverse steder på nettet og i magasiner det sidste stykke tid, især efter at bandet netop har overstået en tour med anmelderroste Los Campesinos! Her fik de unge englændere kastet lutter flatterende ord i hovedet for deres åbenbart ret så velfungerende liveshow, og forsangerinden Katie Harkin formåede endda at blive sammenlignet med den karismatiske, islandske Björk og ikonet Karen O fra  selveste Yeah Yeah Yeahs.

Debutalbummet The Golden Spike er nu udkommet, og med al den lovprisning kan man som lytter derfor umuligt blive skuffet. Eller hvad?

Pladen starter godt med henholdsvis ”Fossil, I,” ”Pica” og ”Molten”. De tre numre er alle umådelig fængende og ligetil med deres og skarpe guitarer og energiske trommer. Katie Harkins fine, lyse og alligevel dynamiske vokal er prikken over i’et, og der er dømt indierock/pop-fest for alle pengene.

Festglæden nedtones dog, efterhånden som det ene nummer tager det næste, og ved de resterende sange efterlades man lidt med en fornemmelse af deja-vu, til trods for at de er yderst velfungerende. Trommerne fortsætter i det samme udfarende tempo, guitaren spiller elegante riff, og Harkins stemme er stadig harmonisk – på samtlige 13 numre. Umiddelbart bør man ikke sætte en finger på, at det hele fungerer fejlfrit, og at man får smækket en masse glad, engelsk indierock/pop lige i ørerne, men i længden bliver produktionen alt for pæn og poleret og rykker ikke ved så mange andre fundamentale følelser end kedsomhed.

Hvorfor bandet er blevet sat i bås med Yeah Yeah Yeahs er altså ganske kryptisk, for Sky Larkin viser intet sted på The Golden Spike, at de er indehavere af den samme utæmmelige vildskab som newyorker-bandet. Skal de sammenlignes med nogen, må det blive fellow Englishmen i The Ting Tings.

Dermed ikke sagt, at bandet og deres album vil falde til jorden. Tværtimod. Det vil højst sandsynlig appellere til en umådelig stor gruppe folk, som sætter pris på glad, dansabel indierock, der ikke skal lægges for meget i, andet end enkelte dansetrin. Her er pladen yderst anbefalelsesværdig. Andre, der foretrækker at dykke ned i musikkens dybere lag og finde små detaljer fra gang til gang, skal ikke gøre det her. De burde droppe at købe albummet og måske drage til en af bandets koncerter i stedet. Der skulle de trods alt være ganske gode performere.

Tre U’er for deres album og det halve for deres potentiale.

★★★½☆☆

Deltag i debat