Plader

The Republic Tigers: Keep Color

Skrevet af Christian Birk

Den amerikanske rockkvintet The Republic Tigers debuterer med en halvstøbt, helkedelig plade, som får en til at grine og græde på samme tid. Arrangementerne halter, og teksterne er desværre ikke så subtile, at de vejer op for den påtagede instrumentering.

Alting er større i USA. Højhusene er højere, tænderne er hvidere, motorvejene er bredere, portionerne er større, menneskene er tykkere og orkestreringerne er svulstigere.

I det seneste årti har bands som Nada Surf, Death Cab for Cutie, Jimmy Eat World og Weezer forsøgt at forføre europæerne med deres grandiose, men ofte idéforladte udtryk. Tit har man dem mistænkt for at tænke, at jo højere, vi spiller, og jo flere instrumenterer, vi bruger, des bedre bliver resultatet. Oftest har skabelonen været skåret således, at de første par numre går med at stemme den akustiske guitar. Den spartanske guitar er gerne omringet af energiforladte trommer, mens forsangeren kæmper med at finde sit ståsted mellem det sagte og det alt for voldsomme. Efterhånden får bandet spillet sig varme og larmende, og så er der lige pludselig ikke noget, de ikke mestrer. The Republic Tigers’ debutplade Keep Color er et skoleeksempel på en sådan plade.

Keep Color er tigrenes debutalbum, og derfor er det måske ikke fair at sammenligne og placere det i samme bås som album med de ovennævnte fire indierock-koryfæer, der tilsammen har udgivet 24 studiealbum over de sidste 15 år, og det er formentlig derfor, at man tænker, at man genkender The Republic Tigers. For der er mildest talt intet nyt under solen. Det pæne ville være at sige, at de beundrer deres forfædre. Det knapt så pæne ville være at sige, at de skulle have lavet et jamband i stedet.

Albummet bliver langsomt og søvndyssende skudt i gang med skæringen “Buildings and Mountains”. Nummeret er tilføjet rotationslisten på P4, og jeg kunne ikke forestille mig et sted, det kunne passe bedre ind. Med dets lettilgængelige melodistruktur, forsanger Kenn Jankowskis ligegyldige vokalarbejde og de letbenede rytmeskift kunne det næsten ikke blive mere oplagt for P4’s musikudvalg. De må have klappet i deres små hænder, da de fik albummet ind på redaktionen. Når de er blevet trætte af de banale tekster og den påtagede boheme-attitude, kan de passende stille Keep Colour op i reolen ved siden af Jack Johnson, Alanis Morissette og Travis.

The Republic Tigers skal dog have den ros, at de prøver. De prøver på livet løs. De prøver alt, hvad der overhovedet kan prøves, og alt, de ikke havde behøvet at prøve. “Golden Sand” er rå, bidsk og protesterende. “Contortionists” er luftig, episk og unødvendig. “Fight Song” er energisk, hittet og alt for letkøbt. Problemet er bare, at når The Republic Tigers rocker igennem, føler man sig hensat til den nyeste “High School Musical”-film.
Debutbandet har simpelthen ikke integritet og mod nok til, at man oprigtigt tror på, at den her skive er seriøst ment.

Et udspil som er så blottet for ideer, kreativitet og legelyst har bare at indeholde nogle gode tekster. Følgende er et udpluk fra nummeret “Air Guitar”.

»I don’t care if you are tall, black or white, or very small / grab your axe and play guitar / play guitar with no guitar at all, and make your fingers bleed, your spirit scream / yeah play guitar!!«

Mage til klichefyldt, efterskolepoetisk lommefilosofi skal man heldigvis lede rigtig længe efter. Man ville ikke blive overrasket, hvis “carpe diem” var deres kampråb.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne sige nogle flere pæne ting om drengene i bandet. For tager man blot et enkelt kig på deres pressebilleder, kan man virkelig føle skrøbeligheden og deres lyst til at bevæge sig ad de kreative stier. Men det er nok også det, der er The Republic Tigers største problem. De vil så ufattelig gerne være så specielle og kunstneriske, at de i stedet ender med et navlepillende, og, ærlig talt, uudholdeligt selvportræt.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat