Koncerter

Wildbirds & Peacedrums, 20.02.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

I en orgiastisk, symbiotisk superperformance spillede Wildbirds & Peacedrums med et nærvær, en vildskab og en intensitet, der lagde både mikrofon og mikrofonstativ ned. Denne koncert vil længe stå som en af de stærkeste oplevelser i min koncertportefølje.

Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Da jeg kommer ned for at cykle til Vega, ligger min cykel væltet nede i gården. Det sner, og sneen flyver ind i mine øjne. Da jeg skal hæve penge til garderoben på Vega, sluger dankortautomaten mit dankort, så jeg bliver – på opfordring af de venlige dørmænd – nødt til at mase min jakke ned i min taske. Det er nok derfor, at der kun er mono i mine høretelefoner, da jeg kommer ud på gaden igen. Lyder det ikke som en rigtig lorteaften?

Jo. Det gør det nok. Men jeg smiler stadig over hele hovedet, og min sjæl smiler med. Ja, så vidt jeg kan mærke, så danser den faktisk. For Wildbirds & Peacedrums, der består af ægteparret Andreas Werliin og Mariam Wallentin, leverede i dén grad en præstation med intensitet og nærvær, der fik mig til at glemme alle besværlighederne.

Fra første sekund hamrer Wildbirds & Peacedrums simpelthen al deres energi ud i ansigtet på det sammenstimlede publikum, der som på kommando begynder at bevæge sig i takt til de buldrende trommer. Og hvis man synes, der er intensitet på de to plader, Wildbirds & Peacedrums har udgivet, Heartcore og The Snake, skal jeg da lige love for, at der nærmest er tale om ragnarok, når de står på scenen. Selv ikke en mikrofon, der ikke kan stå for presset, slår dem ud af kurs. Det er inciterende, altopslugende og fuldstændig umuligt at frigøre sig fra.

En ting er, at Werliin er en rigtig dygtig trommeslager og styrer det imponerende trommesæt med præcision og overskud, men Wallentins (hvad der synes at være) skødesløse, småmaniske chanten er simpelthen unik. Hun bevæger sig med lethed rundt i hele sin stemmes pragt, ja, faktisk nærmest flagrer hun rundt på scenen – i sandhed som en vild fugl – og kaster sin fantastiske stemme i grams til publikum, i aften bl.a. på de fremragende “Places” og “So Soft So Pink”.

Wildbirds & Peacedrums2På den måde var der en helt perfekt balance mellem de næsten orgiastiske tribale udladninger – hvor både Werliin og Wallentin som i trance hamrede løs på næsten alt, hvad der kunne hamres løs på, badet i surrealistisk blåt og rødt lys og med masser af røg – og de mere indadvendte øjeblikke, hvor man bare måtte overgive sig til Wallentins sønderrivende smukke vokal, vel vidende, at Werliin i næste sekund kunne sætte en tung tribal rytme i gang på tamtammerne.

Skønheden, løssluppenheden og vildskaben er noget af det mest imponerende, jeg har været vidne til længe, og selvom det føltes som en kort koncert – mer’ vil ha’ mer’ – så virkede en time ganske passende, især når de to kunstneres energiudladning nærmere svarede til halvanden eller to.

Men ikke nok med det: Selve symbiosen mellem parret Werliin og Wallentin i deres sammenspil tog ganske enkelt pusten fra mig, og derfor var det også ganske sigende, at koncertens sidste nummer, inden de to ekstranumre, var en af sidste års fineste og mest sigende kærlighedssange, “My Heart”, hvor Wallentin synger: »Don’t run / cos’ you see, I’m lost without your rythm«. Det er så sandt, som det er sagt, for Wildbirds & Peacedrums kan og er netop noget helt særligt i kraft af hinanden. Og den symbiose understregede de også denne aften på Lille Vega. På alle mulige måder en aften i sansernes vold.

★★★★★★

Deltag i debat