Plader

Chimes & Bells: Into Pieces of Wood

Skrevet af Christian Klauber

Cæcilie Trier rammer hjertet stenhårdt med sit første solo-udspil i konstellationen Chimes & Bells. Det er postrocket shoegazer på den bjergtagende, lidt farlige, mørke måde og ikke til at sætte en finger på.

Cæcilie Trier må siges at være en af de mere travle musikere herhjemme. I de seneste år har hun optrådt i så forskellige sammenhænge som Le Fiasko, Choir of Young Believers, Atoi og Jong Pang – både som komponist, arrangør og musiker. Det signalerer både hendes spændvidde, men understreger også Triers status som en af de stærkest lysende kvindelige artister i den danske musikundergrund. På Undertoner var vi i hvert fald meget glade for Le Fiaskos debutalbum af samme navn, der udkom i slutningen af 2008, og allerede nu er Trier så igen pladeaktuel, denne gang med en solodebut under navnet Chimes & Bells, Into Pieces of Wood.

Og i modsætning til de tidligere samarbejder, hvor Trier har været en del af et kollektivt projekt, har hun med Chimes & Bells den kreative kontrol. Det har udmøntet sig i en ep med fire numre, der nærmest modvilligt og ekstremt langsomt udfolder sig i et krydsfelt mellem momentvis småstøjende shoegazer og postrock. Ja, langsomheden er faktisk så dominerende, at det tenderer ensformighed, men det skal ikke forstås i betydningen kedeligt, snarere handler det om gentagelse(r), der har til hensigt at henføre lytteren til en trancelignende tilstand. En tilstand, der ikke mindst hjælpes på vej af Cæcilie Triers sfæriske vokal, der slynger sig om lytteren og indbyder til henfald.

I langsomheden ligger også frustrationen og lurer, hvilket understøttes af de tekstdele, der er dechifrerbare, f.eks.: »I still have your jacket / and you still have my heart, my heart, my heart« (“Stand Still”). På den måde bliver Into Pieces of Wood også et indblik i et mørkekammer, der dels understøttes af de tunge, hårde akkorder på f.eks. “Into Pieces of Wood”, dels også udtrykkes gennem den deciderede mur af lyd, lytteren ramler ind i. Det er som at blive ramt af en modkørende bil – i den mest positive betydning af selve sammenstødets impact mellem to legemer i bevægelse. Det tager som minimum pusten fra en.

Jeg må blankt erkende, at kombinationen af det langsomme postrockede, småshoegazede univers tilsat Triers ekstremt smukke, ekkobelagte vokal rammer lige i tyrens øje, fordi Into Pieces of Wood besidder en skrøbelig skønhed, der kan forvandle sig til”¦ ja, hvem ved”¦ hvert øjeblik. Ser man bort fra nysgerrigheden efter at læse numrenes lyrik, så er der – i modsætning til, hvad Trier synger på “Stand Still”: »You know there is a crack in everything« – ikke en eneste sprække at finde på Into Pieces of Wood.

★★★★★☆

1 kommentar

Leave a Reply