Plader

DM Stith: Heavy Ghost

Skrevet af Anders Mortensen

David Stith er en mystisk mand, der interesserer sig for mystiske ting, men også for livets uafviselige genvordigheder. Med en utrolig stemme og solid klaverfolk har han skabt en plade, der lever på sin helt egen opstrakte dæmpethed, og resultatet er vældig godt og lidt fortryllende, uden at der går ’skovtrold’ i lortet.

Malurt, mand. Malurt skræmte livet af mig hver uge som barn, og her taler jeg Michael Falchs gamle band og ikke gifturten, men det kunne sådan set have været det samme for mig dengang. Jeg har været en otte-ni år gammel og befandt mig i den periode af mit liv, hvor det mindste lagen var et genfærd og tøjskabet en port til Dødsriget. Hvor en kælder var et torturkammer, og mit eneste våben var at gemme mig under en tynd dyne. Og intet som helst kunne overbevise mig om, at et tomt hus var andet end en direkte, usminket invitation til ’Dem’ om at komme og partere min ukampdygtige barnekrop, så alt, hvad mine forældre ville finde, var en iturevet elefantpyjamas. I den tid – den skrøbelige, skrøbelige tid – udgav Malurt en single ved navn “Tror du på spøgelser?”, og ja, det gjorde jeg, og så måtte jeg så hver dag, flere gange om dagen fra hver eneste tændte radio i hele Danmark, høre Falchen synge, at der gik spøgelser igennem Europa og stuerne, og det gav mig så mange traumer, at jeg ved en refleks flyvesparkede min søster i solar plexus, da hun helt uskyldigt gik og nynnede den på vej i seng.

Men nu tror jeg, jeg har fundet antitesen. En musiker ved navn DM Stith har lavet et album ved navn Heavy Ghost, der emmer af ånderiget og mysticisme. Det er en smukt kabaretinspireret skovfolk, der lever på at være konstant foruroligende. Det er ikke foruroligende i form af iscenesat uhygge, og vi befinder os genremæssigt ikke i nærheden af eksempelvis neofolk, men der er alligevel en skelen til de samme emner, og der er en bogstavelig simpel jordbundethed, som til tider modsvares af et pianos teatergotiske elegance og DM Stiths højdramatiske vokal.

Og det er her, jeg må rejse mig som en mand og stå ansigt til ansigt med min barndoms største fygt. For musik og pladetitel går komplet i hak med hinanden. At lytte til Heavy Ghost er som at være i selskab med et tungt spøgelse. Den trykkede ambient, det nervøst skønne, langsomme og evigt tilstedeværende gespenstkor og Stiths stemme er til tider en ren hjemsøgning af den smukkeste art. Og netop stemmen er muligvis den største styrke i det samlede lydbillede: Som en Antony Hegarty, der har bosat sig i skovbrynet i stedet for teatersalen, er Stiths vokal aldrig fjern nok til at være påtaget og aldrig skrøbelig nok til at være fuldt ud nærværende, og det er en vægtning, der kommer pladen til gode, for når dysterheden viser sig i musikken, er det stemmen, der fører lytteren sikkert igennem og overbeviser om, at det hele er sikkert nok. For der er egentlig ikke noget farligt og udfordrende i Stiths univers af mystisk, primitiv indiefolk. Det er ret ligetil og prøver ikke at fravriste sig gode melodier til fordel for antikveret tunghed. Gennem det ængstelige udtryk kommer musikken klart frem og stiller sig skarpt, uden at der er enkelte sange, der tager hele opmærksomheden. Heavy Ghost er et stort flydende lagen, hvor enkelthederne går op i en højstemt, skrøbelig enhed.

Der er dog alligevel ikke nok gennemslag i pladen til, at den sætter sig ordentligt fast og giver en den ubetalelige trang til at lytte, som plader helst skal gøre, hvis de skal komme med i livet. DM Stith er, ud over det teatralske, samtidig også af den intime sufjan’ske skole (hvis navngiver for resten også medvirker i en gæsterolle), og det er tydeligt, at det er den stemning, Stith forsøger at nå ind og frem til. Hvis han smider det af sig og giver sig hen til det underlige, kan vi sidde med et decideret mesterstykke i næste omgang. Men som Heavy Ghost er nu, gror den i sin helt egen umiddelbare ubemærkethed og åbenbarer sig heldigvis, jo flere afspilninger der ryger af sted. Når man først opdager æstetikken i skummelheden og romantikken i mystikken, så overgiver man sig, og så kan Michael Falch ellers fucke sig selv.

★★★★☆☆

Deltag i debat