Koncerter

Dungen, 14.03.09, Loppen, København

Dårlig lyd og en søndagshyggelig start ødelagde lidt en ellers energisk og syret koncert med Dungen. Da de først havde spillet sig varme, viste de dog, at de har gået i den gamle skole, hvor musikalsk ekvilibrisme sagtens kan forenes med rock, der flytter sig.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Så sidder man der en lørdag aften med udsigt over fjorden i sit lille, hvide fritidshus med blå vinduer. Vandet er næsten blikstille, og aftensolen farver det rødt så overbevisende, at det virker som vandets naturlige farve. På min billige ghettoblaster spiller et bånd med et svensksproget fusionsrockband. Det er hyggeligt, og jeg sipper af min Earl Grey-te, mens jeg trækker tæppet op til maven.

Men pludselig bliver solen sort og tapetet psykedelisk. Væggene udvides og for hver meter de forsvinder, dukker der mennesker op i stedet for. Stolen forsvinder under mig. Er der syre i teen? Da er det, at jeg bliver bevidst om, at jeg slet ikke har noget hus ved en fjord, og jeg jo i virkeligheden står til en rockkoncert med svenske Dungen. Musikken havde indtil da heller ikke været særlig engagerende.

Dungen startede med de her lidt fesne, softrock-sange med frokostjazz ind over, og når lyden så samtidig mudrede det hele til, så alle instrumenter på nær trommerne stod uklare, så var det svært at blive fanget af musikken. Jeg vågner op, da de begynder på deres første psykedeliske jam. Nu begynder stilen at svare til lørdag aften, tænker jeg. Da de så kaster sig over “Panda”, det første nummer fra Ta Det Lugnt, der må være en af 00’ernes bedste sange, begynder koncerten for alvor at lugte af øl og glade mennesker. Væk er morfar-fusionen og tilbage står et vitalt rockband, der kender sine klassikere til fingerspidserne.

dungen2Jo, de har lyttet lidt til fusionsrock-supergruppen Weather Report og progbands som Caravan og The Soft Machine, ja, måske også Jethro Tull, hvilket jeg primært skriver, fordi forsanger Gustav Ejstes en gang imellem tyede til tværfløjte. Men inspirationskilderne kommer lige så meget fra den hårde og psykedeliske rock fra 70’erne. Ejstes vil gerne være Robert Plant, og lignede ham bestemt også godt, når han smed guitaren, kastede med sit hår og rystede kroppen og skuldrene. Det var i de momenter, hvor bandet elskede deres instrumenter og fandt hinanden i de udflydende toner og jazzede rytmer.

Da koncerten sluttede, virkede det underligt pludseligt sammenlignet med den sløve start, og bandet var standhaftige nok til ikke at gå på til ekstranumre, selvom opbakningen bestemt var der fra publikum. Desværre havde lyden været dårlig koncerten igennem med kun et øjebliks klarhed, og det trak altså ned på intensiteten.

Teselskabet blev til en god aften i byen, men musikken blev stadig spillet på en billig ghettoblaster.

★★★★☆☆

Deltag i debat