Plader

Great Lake Swimmers: Lost Channels

Skrevet af Signe Palsøe

Great Lake Swimmers lægger mere og mere tryk på popelementerne i folkpoppen. Og selv om Lost Channels ikke udvider specielt mange horisonter, lykkes folkpopprojektet ganske godt.

For et par uger siden havde jeg fødselsdag. Jeg ønskede mig en billet til Roskilde Festival. Det fik jeg ikke. Til gengæld fik jeg en kasse med fire vandrende pinde. De sidder mestendels stille og ligner pinde. Omtrent samtidig fik jeg Great Lake Swimmers’ Lost Channels ind ad brevsprækken. Den har jeg lyttet til igen og igen, mens jeg har nærstuderet vandrende pindes adfærdsmønster. Sjældent har jeg kedet mig så meget som i de forgangne par uger.

Eller, det vil sige, sjældent har jeg kedet mig så meget, som indtil jeg affandt mig med min situation og begyndte at fascineres ved tilværelsens små finurligheder. Som når ens kæleinsekt pludselig tager et skridt efter ikke at have rørt sig i en uge. Eller når man pludselig opdager en minimal taktændring eller en vokalmæssig finesse, der tilføjer en hel ny dybde til et folknummer, man egentlig havde afskrevet.

Sidstnævnte er sket for mig en hel del gange, mens jeg har lyttet til Lost Channels. Siden den selvbetitlede debut har bandet over albummene Bodies and Minds og Ongaria finjusteret og opgraderet deres lyd fra værende halvmut og singer/songwriter-orienteret til at være mere åben og vidtfavnende, men uden at give afkald på den lette aura af sky vemod, der har præget deres musik siden begyndelsen. Lost Channels lader til at være frugten af denne udvikling, hvor liflige guitarakkorder og taktfaste trommer danner grundlaget for bandets mest poppede udspil til dato.

Og skulle det nu være kedeligt? Det kan der jo være delte meninger om. Min første indskydelse var, at åbneren “Palmistry” da vist indeholdt en del varm luft – nok havde den melodien i orden, men opbygningen var jo en tør omgang, og lyden var også alt, alt for poleret og bar da på ingen måde præg af at være optaget under en kirkes rungende hvælvinger, hvilket ellers har været vilkåret for alle albummets numre. Alligevel syntes jeg at ændre mening, i takt med at jeg egentlig bare burde blive mere og mere træt af nummeret. Først og fremmest er der noget ved Tony Dekkers vokal, der gør det svært umiddelbart af afskrive musikken. Den førnævnte snert af vemod gør sig i høj grad gældende her, men samtidig tilføjer den en sfærisk dimension til musikken og gør det simple nummer mere vedkommende, end jeg først havde troet muligt.

Den slags indslag er der mange af på Lost Channels. Faktisk er åbningsnummerets tilbageholdte kvaliteter og melodiøse ansigt karakteriserende for hele pladen, hvilket resulterer i et homogent værk, der let kan ende som glad baggrundsfolk, hvis ikke man spidser ører. “Still” baserer sig således udelukkende på en serie guitarakkorder og lyder som en livlig lejrbålssang, men tilføres en klædelig rygrad af en næsten udetekterbar bas, og “She Comes to Me in Dreams” og “Pulling on a Line” byder på flere popknald i stil med åbningsnummeret. De mere stille episoder, som “Stealing Tomorrow” og “Everything Is Moving So Fast”, der med held tilfører lydbilledet en kvindelig vokal, med en fin lille ballade som resultat, står i kontrast til føromtalte udladninger og tilfører pladen en variation, man kunne have savnet på nogle af Great Lake Swimmers’ tidligere udgivelser, og som gør det lettere at holde fokus på musikken.

Nok kan Lost Channels ikke betegnes som værende et synderligt horisontudvidende værk – dertil indeholder den trods alt ikke nok nytænkning eller overraskelser, men dens evne til at sammenstykke en tilbagelænet og fængende helhed ud fra sine simple, folkpoppede virkemidler må alligevel anses for at være en meget fin bedrift.

★★★★½☆

Deltag i debat