Plader

Green Concorde: Down the Corridor to the Exit Through the Gates Out into Safety

Skrevet af Christian Klauber

Green Concorde har med deres postpunkede lyd lavet remake af en tid, jeg havde glemt, jeg holdt meget af. Men det er ikke kopisters arbejde, for bandet er til stede med hele deres sjæl og al deres energi, og med deres vinkel på inspirationskilderne inspirerer de også selv.

Jeg er netop begyndt at læse Simon Reynolds’ klassiker “Rip It Up and Start Again”, der indgående behandler postpunken fra 1974-1984, heriblandt selvfølgelig bl.a. Joy Division, hvis tekstunivers – begået blødende smukt af Ian Curtis – bl.a. udsprang af leden over det grå og trøstesløse Manchester. Og interessant nok springer selvsamme tidsbillede mig i møde, når jeg lytter til Down the Corridor”¦.

Netop den erkendelse er hovedproblemstillingen i mit forhold til Down the Corridor”¦: Det minder i høj grad om noget, jeg har hørt et hav af gange før, selvom der bestemt er elementer af egen lyd, især når Green Concorde forlader det lette tråd og bliver mere støjende.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at det ikke nødvendigvis er et problem at lyde som andre, men anmeldere problematiserer det (ofte), fordi det antages at være kunstnerisk uinteressant – både for lytteren og for kunstneren selv – at lave kunst, der lægger sig meget tæt op ad noget, der allerede er lavet før. Og jeg har det på samme måde, måske netop fordi der indlejret i kunstbegrebet ligger en forventning om, at en kunstner ikke ønsker at ligne andre (medmindre vi taler kopiband), men er og skaber i kraft af sit og sig selv.

I Green Concordes tilfælde er de netop sig selv, og derfor bliver følelsen af genhør heller ikke et problem. Dels er Down the Corridor”¦ hamrende veludført, dels har lyden den kant, der bekræfter, at Green Concorde har deres selv med hele vejen. De mørke synthtoner, Morten Dams vokal og det sprudlende, virkelig skarpe og præcise arbejde i rytmesektionen, der nærmest fremstår som en evighedsmaskine, illuderer deres inspirationskilder, og der er hitpotentiale i flere af numrene, heriblandt “Miami”, “Flowers of Romance” og især “Silvercoated Buildings”, der med sit florlette guitarspil og catchy beat er virkelig fremragende, samtidig med at der i teksten også er en snert af mismodighed: »I’d like to shake your hand / if I knew you were trouble / let you in on all my secrets / ’till you believe them.«

Normalt ville en lakmustest på ovenstående problematik være, at jeg hellere ville høre den eller de originaler, som kommer til udtryk i bandets lyd, men sådan har jeg det på intet tidspunkt med Down the Corridor”¦. Tværtimod inspirerer den mig til et genhør med den postpunk, som Green Concorde med et samuraisværds akkuratesse skærer sig ind i. Og dét må vel siges at være en vellykket variant af at lyde som andre: Inspireret af en tidsånds lyd inspirerer de deres lytter.

Down the Corridor”¦ er øjeblikke revet ud af tiden. En tidsmaskine, der er et perfekt remake af en tidsalder, der sagtens kunne være slut-1970’ernes Manchester, hvor musikken var en vej ud af mistrøstigheden og det grå betonmorads. Og selvom jeg normalt ville være ekstremt kritisk over for et sådan remake, lykkes det Green Concorde at tilføre outputtet så meget af dem selv – og at udføre det med så stor perfektion – at jeg overgiver mig til den energiske evighedsmaskine, til melankolien, til postpunken, som den kommer til udtryk i hænderne på et inspireret og inspirerende Green Concorde.

★★★★½☆

Deltag i debat