Plader

Hellraiserten: s.t.

Skrevet af undertoner

Danske Hellraisertens selvbetitlede debutalbum har været længe undervejs. Duoen har efterhånden rumsteret i den danske undergrund i fire år, men nu har hellraiserne altså bevæget sig fra helvedet til jorden. På den lange rejse har de desværre mistet en hel del af deres saft, kraft og ondskab.

Når man møder nye mennesker, potentielle venner og fjender, skal man gerne bruge lidt tid på at vurdere, om de er noget for en. Er de søde, sjove, interessante, vilde eller musikinteresserede nok til, at man gider bruge mere tid på dem? Er de så fantastiske, at man dropper aftaler med ældre bekendtskaber, eller holder man sig i stedet til sine trygge, gamle fællesskaber?

På samme måde har jeg det, når jeg møder ny musik. Er det vildt, innovativt og spændende nok til, at man dropper sine ældre bekendtskaber for at høre det, eller foretrækker man at lytte til ens oprindelige vennekreds? Mødet med Hellraisertens debutalbum varer ikke længere end 36 minutter. Men det er så sandelig ikke noget problem, for man skal ikke lytte til meget mere end tre-fire numre, før man ved, hvad man har med at gøre.

Hellraiserten består af Jonas Djernes og Jacob Høegh, og hvis man mener at have stødt på bandnavnet tidligere, kan det enten være, fordi man forveksler det med 80’er-kult-horrorfilmene “Hellraiser “, eller fordi man har hørt bandet som opvarmning for Murder, 18th Dye og Kitty Wu. Rent genremæssigt ligger vi meget tæt op ad netop Kitty Wus langsomt svævende efterårspop.

Meget passende og meget moderigtigt er pladen primært indspillet i forsanger Jacob Høeghs soveværelse på Vesterbro i København. Lige såvel som håbefulde countrymusikere valfarter til Nashville, Tennessee, for at følge i fodsporene fra legenderne Hank Williams, Jimmie Rodgers og Fred Rose, ja, lige så ofte isolerer unge, håbefulde musikere sig i deres soveværelser for at skabe lidt af den samme intime og nedbarberede stemning, som vi kender fra Electric President, Khonnor og Casiotone for the Painfully Alone.

Hellraiserten benytter sig, som sine forbilleder, primært af analoge synthesizere, samplede beats og akustisk guitar. Et så kompakt lydbillede giver ganske vist et nærvær hos lytteren. Jacob Høeghs blide, men samtidig lidt ligegyldige vokal smyger sig rundt om de alt for sirlige arrangementer. Det er, som om man har forsøgt at peppe en brun sovs op med en hel bunke krydderier. Det giver et alt for mudret og lidt for gennemtænkt udtryk. Så hellere lade mormor lave sovsen i stedet for partout at gøre den moderne.

Det skurrer hårdest i ørene på numre som ”Thieves”, ”Beware of Bears”, ”Shoulder” og ”Old Men”. Det væsentlige problem er, at numrene er komplet ens. Lige kedelige og lige forudsigelige. Den lidt rustne guitar er overdænget med overprætentiøs støj, og så fungerer melodierne bare ikke lige så fint, som de sikkert har gjort i Jacobs soveværelse. Indimellem er der optræk til fine passager, men drengene gør det alt for ofte alt for svært for sig selv. Det er selvfølgelig også svært at lade sig nøje med mormors opskrift, når man har større ambitioner end det.

Anderledes flot og lækkert lyder det, når den indre hellraiser uddrives. ”Take Me Out Tonight” er dejligt rockende og vred. ”Hg Mg”, ”What Are You Gonna Do” og ”Ankle” lyder tilpas ærlige. Så ærlige at man for en tid glemmer, hvor alle ideerne kommer fra. For når Hellraiserten er gode, er de også rigtig gode. Men når man kun er rigtig god på en tredjedel af ens plade, så er det svært at blive virkelig begejstret.

Når sovekammerpop er bedst, så får det en til at slukke lyset og bare drømme sig væk til musikken, men når det er værst, så får det en til at falde i søvn. Hellraiserten gør hverken eller, men jeg er godt nok ved at være træt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat