Plader

J.Tillman: Vacilando Territory Blues

Amerikanske Josh Tillmans nye album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og smukke lydlandskaber med akustisk guitar, piano og cello som dominerende instrumenter. Man bydes velkommen til et mørkt univers, men kærligheden eksisterer, og Tillman sørger hele tiden for, at man kan ane en lyssprække.

Selvom Josh Tillman for nogle måske virker ganske ukendt, så har han faktisk udgivet en håndfuld plader gennem længere tid. Men der skulle åbenbart en trommetjans i Fleet Foxes og et større pladeselskab i ryggen til for at åbne op for en større skare. Det virker nu ikke, som om musikken, Tillman skriver, er grundlagt ud fra devisen om profit og bred anerkendelse. Tværtimod er sangene temmelig indadvendte og blå i de følelsesmæssige nuancer – i hvert fald et langt stykke hen ad vejen, men de fænger i deres sparsomme indpakning.

Den primært akustiske sangskrivning planter sig selv med masser af melankoli gennem pladens dominerende guitarspil, men der gives også plads til strygerflader, piano og lidt banjo. Således afviger Tillman ikke markant fra genrens virkemidler, men han hiver alligevel tingene op på et niveau, hvor det bliver interessant og ikke kun ’endnu en mild sangskriverbrise’.

Det sker primært gennem måden, han bruger sin vokal på, og så den musikalske dybde numrene besidder. Tillman har måske en anelse Mark Kozelek gemt i mundhulen, men han plagierer ikke på den irriterende og kopierende måde. Han formidler følelser. Dybden i musikken bliver skabt gennem afsøgninger af simple arrangementer og ikke via lag på lag eller opbygning til den store finale. Det sker langsomt og intenst, uden man egentligt opdager det ved første gennemlytning.

Med andre ord vinder pladen, for hver gang man sætter den i afspilleren, og selvom det er et fortærsket udsagn, så er det ikke desto mindre rigtigt i dette tilfælde. Tillman holder sig fornemt mellem det stramt nedbarberede og fyldigt opbyggende. Det giver en homogen og iørefaldende lytteoplevelse, der godt nok ikke river det indre emotionelle jeg til blods, men behager på den lidt triste måde. Det er ikke helt skidt.

Den smule larm, albummet besidder, kommer primært på pladens sidste tredjedel, og her beviser Tillman, at han også magter de større harmonier og fyldigere lydeffekter. De blues- og ikke mindst Neil Young-inspirerede temaer trykker lidt luft ud af den alvorlige ballon, men der skal ikke herske tvivl om, at pladen bevæger sig i et tungsindigt territorium, hvor den ene fine stemning overhaler den anden på et rigtig fint og tilpas afstemt vemodigt singer/songwriter-album. Det er trist, men ikke depressivt.

Det er godt nok ikke alle på den musikalske scene, der både kan blæse og samtidig have mel i munden. Men Tillman kan åbenbart både fægte løs for Fleet Foxes og indspille egne kompositioner, uden at det går ud over kvaliteten. Well done! Mangler man én at dele mørket med, vil jeg uden tvivl anbefale Vacilando Territory Blues.

★★★★½☆

Deltag i debat