Interview

Jay Reatard – Poppet, og hva’ så?

Skrevet af Søren Jakobsen

Undertoners Søren Jakobsen mødte en storsvedende Jay Reatard på Roskilde Festivalen i 2008 i en container. Stemningen var spændt. På bordet stod en flaske Jack D, som det endte med, Søren drak mere af end Jay.

Undertoners Søren Jakobsen mødte en storsvedende Jay Reatard på Roskilde Festivalen i 2008 i en container. Stemningen var spændt. På bordet stod en flaske Jack D, som det endte med, Søren drak mere af end Jay.

Jay ReatardFå timer før den amerikanske terror-rockguitarist og -sanger Jay Reatard skal vælte Pavillonscenen på Roskilde i en paddehattesky af lige dele boogie og punk, sidder han alene i en container og sveder. Og godt nok er det 28-årige wunderkid en travl mand, hvis musikalske produktivitet ligger på linje med hans højenergiske, ofte decideret voldelige sceneshows. I hvert fald når det gælder vold mod henholdsvis udstyr og sig selv.
Men Jay har det simpelthen bare møgvarmt. Det er næsten for oplagt en kliché til, at det skal nævnes, men på bordet imellem denne skribent og Jay står der selvfølgelig en flaske Jack D, cola og rigelige mængder is. Imens, ude foran containeren, er det et gedemarked af en anden verden af roadier og backstage-kokke, og ikke overraskende er dette webmagasins nye redaktør passeret forbi mig på vej ud, så jeg skal – ud over frygten for at få tæsk af den unge kaotiker – slås med tanken om, at jeg skal lave et interview, hvor slutproduktet skal være bedre end hans, for at slå min status som Undertoners alfahan fast. Jeg ved, med andre ord, på forhånd, at det bliver svært.

Og hvad gør man så. Man drikker da med Jay. Selvsagt øger det sandsynligheden for at få både patvridere og mavepumpere af Jay, men til gengæld løsner det vel hans tunge. Ud over at være kendt som en lidt uforudsigelig hidsigprop, så har Reatard også selv en festival. Jay udgiver et hav af plader og turnerer konstant. Snart er Jay sikkert soulsanger eller milliardær. Manden fra Memphis har med andre ord travlt.

Og alligevel er Jay det, man nok mindst havde forventet. Nemlig venlig, rolig og velformuleret, selvom han er svær at presse ret mange ord ud af. Efter den på alle måder fremragende koncert, der finder sted under festivalens eneste skybrud, går der rygter om, at Jay var rasende høj af alt fra ketamin til ecstasy i løbet af dagen. Det er egentlig komplet irrelevant og alligevel ikke. Men hvis han skulle være det, ramte jeg ham vist på relativt happy drugs.
»Jeg synes faktisk ikke selv, at jeg laver meget musik lige nu. Jeg har knap optaget noget i et år, og jeg laver mindre musik end før,« fortæller Jay og gør det klart, at det har med hans andre forpligtelser at gøre. Og samtidig tabet af hans sidste band, Lost Sounds, der blev opløst på grund af interne stridigheder i 2005.
»Jeg har fået mit eget pladeselskab for et par år siden, Shattered Records, efter at vi “voksede” fra hinanden (Jay laver gåseøjne), og jeg har heldigvis travlt. Og har mulighed for at arbejde med nogle virkeligt seje bands, som ingen måske kender lige nu, men som nok skal komme frem. Det er samtidig vigtigt for mig, at der ingen restriktioner er, og jeg forventer det samme af Matador Records,« siger Jay.

Jay står, på tidspunktet for interviewet, netop for at skulle på tour med det århusianske punkband Cola Freaks og har tidligere også produceret nogle af deres singler for dem. Sammen med Kirsten Ketsjer er de vel det bedste danske band lige nu og derfor et spændende samarbejde at vente på resultatet af. Jay Reatard selv er også meget begejstret for århusianerne, der da også deler visse træk med Reatard, hvad angår sceneshow.
»De er nogle cool fyre, er de, Cola Freaks. Det er virkelig god musik, det ligner ikke rigtig så meget andet, og det virker live, og så er det altid en fornøjelse at producere ting. Ting skal være optaget live,« siger Jay.

Fra undergrund til indie
phpykeuyzSmilende fortæller han sideløbende røverhistorier fra sin tidlige ungdom – som altså ikke er så langt bagude endda – mens hans tourmanager sidder omme i baggrunden og skriver på en computer. Hvad han laver der, vides ikke. Senere når jeg frem til, at han nok enten er der for at passe på Jays kæft – eller denne skribents.

Det er der nu ikke grund til. Jay taler kun pænt om sin nye arbejdsgiver, hvilket som nævnt vil sige pladeselskabet Matador Records. Det har dog også betydet en endelig afsked med Goner Records, der opdagede Jay som bare 15-årig og har været hans arbejdsgiver et langt stykke ind i karrieren.

Samtidig markerer det et på papiret ret radikalt skifte. Matador er i langt højere grad et “indie”-label i den henseende, at selskabets kunstnere tidligere har været bands som Pavement, Interpol og danske 18th Dye. Reatards nuværende kammerater på selskabet er bands som Sonic Youth, Belle & Sebastian samt Cat Power. Med andre ord passer Jay Reatards rygte som larmende amokmand måske ikke sammen med det glatpolerede Matadors rygte, og der er trods alt tale om et skifte fra Memphis til New York. Kort efter Roskilde bliver hans første udgivelse på Matador dog Matador Singles 08, der viser Reatard fra endnu en side, nemlig en let poppet og mere alment fordøjelig tilgang til de numre, der trods alt altid har haft stærke melodier et sted bag larmen.

»Jeg stoler på Matador, og de viste, at de ville have mig. Så det var ikke en svær beslutning. Jeg var i øvrigt alligevel i New York, da de ringede, så det var let lige at smutte forbi og tale med dem. Jeg har allerede udgivet singlerne fra de to forrige år, og nu får Matador så fornøjelsen af dem her,« siger Jay. Efter Roskilde viser den ene single fra boksen, “See\Saw”, sig at blive et decideret hit, der udbreder Reatards musik til et publikum, der blandt andet læser hjemmesiden Pitchforkmedia. Siden kårer senere på året “See\Saw” til en af årets allerbedste singler. Hvad angår den skiftende udtryksform i hans musik, der svinger lystigt fra punk og metal til countryrock og støjrock, er han ikke så specifik.

»Det afhænger helt af humøret, hvordan min musik udvikler sig. Tidligere kom der afsindig meget vrede ud i musikken, og det nyder jeg virkelig at gøre. Lige nu er jeg måske et sted, hvor jeg har lyst til at spille mere poppet – og hvad så,« spørger Reatard og virker virkelig inderligt ligeglad med, hvad andre måtte synes. Til slut i interviewet fortæller Jay, at han har lagt stofferne og bajerne på hylden lige nu, fordi det fjerner hans fokus. Måske er det en fed løgn, men når man samtidig bemærker, at manden ikke har rørt sin drink under interviewet, er det underligt at se et menneske gå så meget amok på scenen et par timer senere, som Jay Reatard gør, i øvrigt sammen med resten af bandmedlemmerne. Men faktum er, at Jay Reatard gør, hvad der passer ham, og at man ikke kan vide sig sikker på, hvad der bliver det næste fra hans hånd. Faktum er i hvert fald, at han ikke virker færdig med, hvad han skal foretage sig, endnu.

Deltag i debat