Plader

Julie Doiron: I Can Wonder What You Did with Your Day

Skrevet af Christian Klauber

I krydsningen mellem singer/songwriter og indierock/pop byder Doiron på 12 øjeblikke fra livet med kærligheden. Det er såre simpelt, men Doirons charmerende stemme og skarpe blik for hverdagens detaljer gør, at I Can Wonder… alligevel rammer plet.

Som mennesker oplever vi at have mange forskellige relationer livet igennem. Nogle er tættere end andre, men der er dog to former, som er helt særlige. Dels er der selvfølgelig dem til familien, men især tænker jeg på de bånd, man knytter til kærester. Nogle gange kan de være så stærke, at man (for)bliver venner efter et eventuelt brud. Andre gange er båndet mellem to tidligere kærester måske forklaringen på, at man ikke kan være venner.

Og de brud, de brud”¦ De kan være så afsindigt hårde. Alligevel opsøger stort set alle mennesker – i større eller mindre grad – i løbet af livet den tosomhed, der kan være både givende og ret så fantastisk, men også drænende og ufattelig ubarmhjertig.

Med disse indledende otte linjer har jeg ridset tematikken på I Can Wonder”¦ op, hvor 12 øjebliksbilleder skildrer både den søde og sure side af livet med en Anden. 12 numre, der varer lige omkring en halv time, og så skal der næppe meget hovedregning til, før man kan regne ud, at der gemmer sig en del korte numre iblandt. Faktisk er kun tre af numrene over tre minutter.

Det betyder, at de fleste af numrene er så korte, at man kunne kalde dem vignetter, pludselige indfald eller stream of consciousness. Det gør dem bestemt ikke dårligere, at de er korte, men det giver et billede af, at flere af sangene synes at være stemninger, der nærmest er und- og indfanget i øjeblikket.

F.eks. fortæller “Nice to Come Home” – assisteret af en spinkel guitarmelodi – ikke så meget om det at komme hjem, men mere om det at kende en anden persons mønstre så godt, at man ved, hvad vedkommende laver lige nu, mens “Tailor” sødt fortæller om alle de måder, Doiron ønsker at være i nærheden af sin kæreste: Hun vil være avisen, han læser, kuglepennen i hans hånd, og hvis hun var et snefnug, så ville hun falde ned lige ved siden af ham.

Men så er der jo også den lidt mere mørke side af tosomheden. F.eks. når man skilles, lige akkurat overlever (synes man selv) og er pissetræt af andre menneskers velmente forsøg på at hjælpe en forbi krisen: »You’ve got the heart consolation prize / for having just survived / having just survived / every night following the end / having just survived / and now you are just friends / and people insisting on telling you / what a great couple you have been / they insisted on telling you over again« (“Consolation Prize”). Den lidt galgenhumoristiske tekst assisteres af – sammenlignet med resten af pladen – langt mere støjende guitarer, og til sidst råber Doiron: »look out, look out,« og lydbilledet flænses af glas, der knuser, og noget, der bryder i brand. Sådan lyder kærligheden også på I Can Wonder”¦.

På den måde kommer I Can Wonder”¦ hele vejen rundt om kærlighedens positive og negative sider, og det er helt passende, at albummets næstsidste nummer, “Blue”, hvor Doirons rumklangsbelagte vokal tindrende smukt og hudløst ærligt afskriver kærligheden, følges op af det langt mere happy-go-lucky “Glad to Be Alive”, der som modvægt til det triste i “Blue” husker os på, at der – selvom det nogle gange kan være svært at (ind)se – faktisk ikke er nogen grund til at afskrive hverken kærligheden eller livet. Forude venter glæden, og måske er det visheden om netop dette, der gør, at det faktisk lyder, som om Doiron flere gange bryder ud i et smil, mens hun spiller nummerets melodistump de sidste par gange: »In the nighttime when we crawl into bed / we lay our heads side by side / now reach over to turn out the lights / and I sure am glad to be alive.«

★★★★☆☆

Lyt til “Consolation Prize”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/consolationprize.mp3]

Deltag i debat