Plader

Loney Dear: Dear John

Skrevet af Camilla Grausen

På sit femte album prøver enmandsbandet Loney Dear kræfter med electronica. Det udvider den stille svenskers lydunivers betydeligt. De tyste singer/songwriter-numre er imidlertid ikke pakket væk, og det nye og det gamle kombineres til en harmonisk helhed.

Loney Dear har mistet sit komma. Jeg er ikke helt klar over, hvor det er blevet af. Eller hvorfor det er forsvundet. Men det er vist noget med nogle turnébandmedlemmer, der har efterladt det et sted i Minneapolis. Væk er det i hvert fald. Således kommaløs udgiver svenske Emil Svanängen, der udgør enmandsbandet Loney Dear, nu sit femte album. Albummet markerer ifølge Svanängen slutningen på en rejse, så måske kommaet bare er blevet væk på vejen.

Selvom Loney Dear ikke går på pension, afslutter Dear John en personlig æra for ham. Som titlen beskriver, slår Svanängen op på albummet, for udtrykket ‘Dear John-breve’ bruges om breve fra kvinder, der skriver og slår op mere deres kæreste. Med sangen “I Am John” fra sit seneste album, i bagagen, og pressemeddelelsen om den nu afsluttede rejse, må det være sig selv, Svanängen slår op med på sit farvelalbum. »Kære mig selv, du er sød, men det må slutte mellem os.«

Siden begyndelsen i 2003 har Loney Dear udgivet albums med singer/songwriter- og indiepopnumre med akustisk guitar og vokal. På Dear John går Svanängen nye veje og prøver kræfter med electronica. Med den nye elektronik om bord åbnes albummet således med to numre, der er overraskende for Loney Dear. Efter den tempofyldte ”Airport Surroundings”, skaber ”Everything Turns to You” en speciel og lidt foruroligende stemning med dyster electronica under Svanängens lyse stemme.

På tredje skæring kender man Svanängen igen. På ”I Was Only Going Out” er den velkendte behagelige stemning tilbage, og med nynnen og fløjten er der indiepop over hele linjen. Pyha, så var den gode gamle Loney, Dear (ham med kommaet) ikke helt død og borte.

Efter de tre første numre er alle farverne på paletten tydelige, og på det efterfølgende nummer viser Svanängen med sikker hånd, at han også kan blande dem. Ud af det kommer ”Harsh Words”, der formår at kombinere de to elementer – den nyfundne electronica og det positive, milde, vi ved, han mestrer, og ved at blande virkemidlerne sammen maler han her et smukt lydbillede.

På resten af albummet findes en fin vekselvirkning mellem elementerne. Små elektroniske bidder finder vej til melankolske, afdæmpede numre, og på “Under a Silent Sea” får den fuld gas med to minutters synthesizer – det er lige før, det går over i ren techno. Et højdepunkt er “Distant” med sine galopperende trommer, skrøbelige vokal og højstemt kor. Der er som sagt noget mere faretruende, der ulmer på denne sidste sidste etape af Loney Dears rejse.

Dear John er et udfordrende album, og de nye electronica-numre er spændende. Hvis Loney Dear tidligere kunne blive lidt pussenusset hist og her, er det slut nu. Samtidig har svenskeren ikke ændret sig helt – og det er netop kombinationen af den gamle stil med electronicaen, der er imponerende. Den milde stemme er der endnu, og albummet er harmonisk. Loney Dear har en stor sikkerhed i hvad han gør, og på sit femte album har han åbnet sit lydbillede op, gjort det større og mere organisk.

Hvilken retning Loney Dear vil tage nu, hvor han både har mistet sit komma, slået op med sig selv og danset techno, ved jeg ikke. Men hvordan den fem album lange rejse, der nu afsluttes, markerer et skift i Loney Dears karriere, kan vi nok først se med næste album. Hvis ændringen ikke bliver stor, og han fortsætter nogenlunde i det spor, han er kommet ind på med Dear John, skal der imidlertid ikke lyde nogen klager.

★★★★½☆

Deltag i debat