Plader

Mellemblond: Ude af mine hænder

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Mellemblonds poetiske brug af det danske sprog tilraner sig naturligt nok allerførst opmærksomheden. Men trioens bluesinfluerede rocksange er så facetterede og fængende, at Ude af mine hænder også er en grundlæggende god rockplade.

Forfriskende selvsikkert og udansk ambitiøst folder Mellemblond et manifestagtigt statement ud på åbningsnummeret “Lyd over land”: »Hvis din lyd er livløs / og dit liv er lydløst / og dit tonefald er klangløst / (“¦) / bid dig fast du / lyd over land det er det, vi vil.«

Det formår Mellemblond næsten at leve op til på debutalbummet Ude af mine hænder. Kun næsten, fordi trioen stadig har sit gennembrud til gode. Alt andet er derimod på plads. Kristoffer Munck Mortensen formidler sine poetiske, danske tekster med en mundret klangfuldhed, og musikalsk set sætter Mellemblond liv i lyden og lyd på livet med sine bluesinfluerede rocksange. Selvom det trods alt ikke er lige så smerteligt hårdt, som dyret med det allerhårdeste bid, den faretruende krokodille på pladecoveret, kan Mellemblond bide fra sig – musikalsk såvel som lyrisk.

Mellemblonds spændvidde rækker fra tyst, minimalistisk folk (“Jag din jammer hjem”) til energisk, udknaldet bluesrock (“Ikke åbne”), men går overordnet i to retninger; enten ad en afdæmpet sti, hvor poesien blomstrer til tonerne af en fængende melodi, eller også løber Mellemblond ud ad en rockvej, der er hullet og fyldt med slagger.

Hos det rockede Mellemblond afgiver bas og trommer ofte kontante, tunge og mudrede lyde, mens guitaren gerne tager på mere frie, syretrippede udflugter. På overfladen er Mellemblonds bluesrock formet efter en ordinær skabelon, men den er spækket med veldoserede, virile guitarsoli, som giver sangene et skud dynamik og trækker dem op over det jævne. Den rastløse energi, der råder i “Lille fugl”, bliver eksempelvis endnu mere hvileløs og utæmmet af en uforudsigelig guitarsolos indblanding.

Blandt de mere stilfærdige sange er der flere smukke øjeblikke. Guitarspillet, der smyger sig rundt om Munck Mortensens stemme i afskedssangen “Jeg rør’ dig ikke mer'”, er udført med en elegant sirlighed. Og en cello farver “Minder om lys” i de sørgmodige toner, som afspejler tekstens tvivlrådige jeg: »Jeg sår tvivl og høster angst / vejene synger den hvide sang / det minder om sjæl.«

Med udgivelsen af Ude af mine hænder fortjener Mellemblond at blive nævnt i samme åndedrag som bl.a. Peter Sommer og Plutos Thomas Thomsen. På tekstfronten viser Munck Mortensen ligeledes en stor sproglig bevidsthed og kreativitet: »Vintrene løber som hunde og stikker af med / solnedgangene mellem benene / jeg står paralyseret og lytter til lyset / blive længere for hver et øjeblik« (“Paralyseret”).

Men Mellemblond fortjener også at få sin “lyd over land”, fordi der hos trioen er en overbevisende samklang mellem musik og tekst. Det ene overskygger ikke det andet. Tekst og musik er i evigt samspil og ville ikke være helt det samme uden hinandens tilstedeværelse. Ude af mine hænder er ikke bare glimrende som dansksproget plade. Også som rockplade har den med sit fængende og bidende væsen en berettigelse.

★★★★½☆

Deltag i debat