Plader

MikkelModulererMarius: Ka’ du lege!?

Digtere plejer nu engang at skrive deres poesi på papir, så når de i stedet vælger at skrive den i cd’ens plastic, ja, så gør de det jo nok af en årsag. Årsagen for Marius Nørup-Nielsen har givetvis været at tilføje en ny dimension til sin lyrik, men det lykkes desværre sjældent på Ka’ du lege!?.

Det er en fandens til besynderlig opgave at skulle anmelde en plade med såkaldt spoken word. For hvad er nu egentlig det? Jovist, det er musik og digte, men hvordan adskiller det sig fra en hvilken som helst anden ikke-instrumental plade, der jo også indeholder både musik og ord? Hvis der er tale om en hiphop-plade endog særdeles mange ord. Der er heller intet, der taler for, at musikere ikke også kan være poeter, ja, jeg kan personligt nævne ikke så få, hvis lyrik er fuldt på højde med de fleste middel til gode forfatteres. Måske er det så først og fremmest arbejdsfordelingen, der afgrænser spoken word-genren fra resten af det lyrisk-musikalske landskab? Opskriften på en spoken word-plade er jo i hvert fald altid mere eller mindre den samme: Til stede er musikeren/musikerne, hvis primære arbejdsopgave generelt er at underbygge, uddybe, kontrastere og akkompagnere den, som det alt andet lige drejer sig om: poeten og hans/hendes ord. Der lægges således op til, at poeten kan noget, som musikeren ikke kan (og omvendt, selvforståeligt). Her må være nogle ord ud over det sædvanlige, tænker man, når nu de ikke bare har lavet en plade med musik og dertil hørende tekster. Her må lyttes grundigt efter, tænker man.

Så det gør man. Men det er nu ikke, fordi titlen på MikkelModulererMarius’ debutplade, Ka’ du lege!?, ligefrem emmer af akademisk, finlitterær seriøsitet, snarere tværtimod. MikkelModulererMarius, der består af musikeren Mikkel Meyer og digteren Marius Nørup-Nielsen, starter da også pladen med en decideret afmontering af og ironiseren over den kæmpende og lettere selvhøjtidelige kunstner i “Af en singer/songwriters kinabog”. Nørup-Nielsens tøvende stemme, der beretter om sangskriveren, som sidder i stearinlysets skær og krænger sjælen ud, akkompagneres blot af en blyants skriblen på papir og lyden af en guitar, der stemmes. Derefter afspilles, tilsyneladende fra en diktafon, et morsomt omkvæd, som singer/songwriteren forståeligt nok er fortrydelig over at have skrevet. Sådan. Så skulle de fleste fordomme vist have taget flugten. “Sammen om” følger umiddelbart efter, og her hører vi det just skrevne omkvæd med nyspundne vers og fuld orkestrering. I versene anslås flere af pladens gennemgående temaer. Sex, angst og i forlængelse heraf den dystopiske fremtidsvision:

»Den islamiske revolution er endelig gået ud / som den engangsgrill den var / og den sexuelle hersker allerede / med våd prutten om de stjålne blikke i enhver iransk basar / jeg er alene med angsten, du er alene med angsten, det er vi sammen om / det er så smukt at det, ja det er så smukt at det gør ondt / [“¦] Jeg har endelig stukket min pik op i solen / og kan give dig den som slikkepind / så du kan lappe varmen i dig / og dreje horisontkontrollen tilbage på punktet “ingenting”.«

Det er rigtig godt. Nørup-Nielsen skriver blodigt, underfundigt og livskraftigt, og Meyers let neutrale arrangement, der understreger nummerets viseagtige karakter, fungerer fint. Det gør det næste nummer, “Sjette til højre, sjette til venstre”, også, hvor musikken – som andre steder på pladen – underbygger og illustrerer Nørup-Nielsens ord på en temmelig bogstavelig måde. Nummeret handler om beboerne i fortællerens opgang, som f.eks kvinden, der nyder sin kondicykel mistænkeligt meget, eller manden, som fortælleren finder en sær sympati for, fordi »også han nyder at blive slikket som en kvinde.«

Der lægges ikke fingre imellem, når det er sex, der snakkes om, og også dette nummer er rigtig fint, selvom Meyers electronica-produktioner virker en smule outdatede, hvis ikke ligefrem corny fra tid til anden. Der lægges heller ikke fingre eller andet imellem, når der snakkes politik, hvad der gøres på en (lidt for) stor del af pladen. Her finder MikkelModulererMarius flere gange hiphop-attituderne frem, og Nørup-Nielsen viser sig faktisk at være en nogenunde habil rapper med et pågående flow, der passer fint til den tydelige indignation, der gennemsyrer den delvist fortvivlede og delvist satiriske “Jeg gik en tur ud i virkeligheden (med barnevogn)”. Men igen halter Meyers produktioner irriterende efter. De er simpelthen alt for neutrale, og selvom ræsonnementet givetvis har været at give Nørup-Nielsens ord god plads, ja, så kræver det altså, at musikken er andet end ren baggrundsmuzak, hvis man skal retfærdiggøre, at digtene ikke bare er udgivet på godt, gammeldags papir. Jeg ville i hvert fald i den grad ønske, at den musikalske del af MikkelModulererMarius var bare tilnærmelsesvist på niveau med det lyriske. Det samme gør sig egentlig gældende, når Nørup-Nielsen griber mikrofonen og giver sig til at synge. For selvom teksterne vitterlig er et godt stykke over sædvanligt niveau, så går det sgu ikke med numre som “Aftensmad”, der mest af alt lyder som noget, der kunne have været med på soundtracket til “Kærlighed ved første hik”. Så går det bedre på den skiftevist sløvt jazzede og sært marcherende “Første lektie for den globaliseringsforskrækkede vesterlænding”.

Men generelt synes jeg langtfra, at MikkelModulererMarius får nok ud af deres konstellation. Ifølge pressemeddelelsen er »lydsiden ikke blot underlægning og ekstra pift til digtoplæsningen, men en medskabende og ligeværdig aktør.« Tja, sådan opfatter jeg det altså ikke. I stedet bliver den musikalske del i højere grad et decideret irritationsmoment, og det er en skam, for jeg ikke er i tvivl om, at Nørup-Nielsens ord gør sig godt, både sunget, rappet og oplæst. Men som det er nu, ville jeg foretrække at læse dem i en bog frem for at skulle høre på Ka’ du lege!?, som desværre må siges – alt i alt – at være en temmelig lunken udgivelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat