Plader

N.A.S.A.: The Spirit of Apollo

Et stjernebesat album forsøger at forene verden i én stor fredsfest med nogle højtflyvende tanker, der drukner i et ugennemført projekt. Der er en del gode hiphop-sange, men budskabet synker til bunds i overfloden af samarbejder.

Introen på The Spirit of Apollo præsenterer konceptet således: N.A.S.A. er en forkortelse for “North America South America”. Et unikt samarbejde med ligesindede fra hele verden, der skal bryde grænser og bringe mennesker sammen på tværs af afstande. Målet: Gennem disse mennesker at vise at vi alle er én race.

Eksekveringen er løst ved at samle gud og hvermand fra den internationale musikbranche. Squeak E. Clean og DJ Zegon har imponerende gode forbindelser i den henseende. Det har nok noget at gøre med, at hr. Clean, foruden at være filminstruktøren Spike Jonzes bror, er big time producer. Han har bl.a. produceret numre for Iggy Pop og Eels og stod for hele produktionen på Yeah Yeah Yeahs andet album, Show Your Bones. Så får man jo nemt et stort netværk. Clean udgør den nordamerikanske fraktion, mens DJ Zegon kommer fra Latinamerika og har gjort sig bemærket ved at blande hiphop med brasilianske rytmer.

Denne nord/sydamerikanske kerne har så suget nogle af de største navne inden for hiphop, pop og alternativ rock til sig. Når man kan få Kanye West, Santogold og Lykke Li til at lave et pophit designet til at flå dansegulvene i stykker med dets eurotechno-stil, så har man den gyldne nøgle til de store haller. Når man får den sindssyge idé at sætte to af musikbranchens skæveste personligheder, Tom Waits og Kool Keith, sammen og tilmed realiserer det, så virker det nærmest, som om Clean og Zegon har fået carte blanche til hele musikbranchen, og en hvilken som helst musiker burde næsten være skuffet over at være blevet vraget til projektet.

Og dog. For selvom de mange samarbejdspartnere har skabt nogle fantastiske numre, så er der altså også nogle af numrene, især mod slutningen af albummet, som ikke helt kan holde niveauet. “Whachadoin?” med grimebas, telefontastelyde og jungletrommer lyder som en mislykket Diplo-produktion med Yeah Yeah Yeahs guitarist Nick Zinners rummelige guitarspil ind over. Her spiller Spank Rock rollen som utro stodder, mens M.I.A. spiller den forsmåede kæreste, der bliver bakket op af veninden Santogold i deres anklager mod ham.

Og hvordan skal det så lige bringe mennesker sammen at bemærke, at vi er nogle røvhuller over for hinanden? Ja, det er selvfølgelig en moralsk opsang, men det er nogle gange svært at se, hvordan sangene passer ind i konceptet. I starten går det fint. I den kosmiske spørgerunde “The People Tree” frustreres Gift of Gab fra Blackalicious over de lidelser, livet giver os mennesker. I rollen som Gud leverer Chali 2na fra Jurassic 5 de positive svar på de negative spørgsmål og folder livet ud som en lærerig rejse, der i sidste ende fører mennesket tilbage til sit oprindelige udgangspunkt før fødslen.

Derefter bliver der leveret lussinger til penges negative indflydelse (»the root of all evil«), og i “There’s a Party” synger George Clinton, den gamle funkfader fra Parliament og Funkadelic, og Chali 2na albummets temasang, hvor hele verden opfordres til at samles i en stor fest. Ja, det er klassisk, blåøjet hippielyrik uden den helt store substans.

Hvad værre er, er de mange sange på albummet, som ikke synes at relatere til temaet overhovedet. Method Man og E-40 leverer lidt rablende lyrik, der har en snert af social reportage i gadeniveau på “N.A.S.A. Music”. Kool Keith leverer et nostalgisk tilbageblik på sin barndom i “Spacious Thoughts”, mens jeg ikke aner, hvad Tom Waits synger om i samme sang, der i øvrigt ikke er så vellykket. I “Strange Enough” vrøvler Ol’ Dirty Bastard og Fatlip fra The Pharcyde lidt om deres evner og pengene i hiphop, mens Karen O. fra Yeah Yeah Yeahs synger om selvdestruktion. Noget klart budskab er der i hvert fald ikke. Og hvorfor skal The Cool Kids, Ghostface Killah og Scarface i “The Mayor” rappe om, at de styrer deres hjemby så hårdt, som var de borgmestre, og i øvrigt også forventer, at der bliver rullet en rød løber ud, når de kommer til andre byer? Bringer det virkelig verden sammen, at Scarface praler af, at Houston har »… drink, dro, dope, hos«?

Jo, en masse mennesker bliver bragt sammen på albummet, men konceptet, der bliver slået an i starten, er ikke i fokus albummet igennem. I det sidste nummer gentager et kor de samme linjer igen og igen om, at den begivenhed, månelandingen i 1969 var, bragte verden tættere sammen, og det er ånden fra Apollo, som kan overskride geografiske grænser og politiske barrierer og bringe folk sammen i fred.

Nu oplevede jeg ikke selv månelandingen, men jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er rigtigt, at den bragte folk sammen. I den vestlige verden var der måske nok en vis følelse af samhørighed ved denne usædvanlige begivenhed, men i Sovjetunionen bandede de vel først og fremmest over, at USA kom først, og resten af de kommunistiske lande dansede vel heller ikke af jubel. Faktisk vil jeg mene, at der selv i USA ikke var ubetinget jubel over månelandingen. Gil Scott-Heron, der var forfader til hiphoppen, rapper på sit debutalbum, A New Black Poet, fra 1970, altså et år efter månelandingen, i sangen “Whitey on the Moon” om sin søsters medicinregninger, han ikke kan betale, om de stigende madpriser, de kummerlige forhold, han lever under, og junkier i hans nabolag, mens det lakonisk meddeles, at den hvide mand er landet på månen. Nej, månelandingen var et politisk prestigeprojekt, som netop tilsidesatte verdens egentlige problemer, og det bør ikke være udgangspunkt for et album, der på overfladen prædiker verdensfred. Ånden fra Apollo var netop ikke i stand til at forene verden på tværs af politiske og sociale grænser.

The Spirit of Apollo fremstår derfor også som et uigennemtænkt, overfladisk projekt, der primært imponerer med en stjernebesat rolleliste og nogle gode sange, men falder helt igennem med sit budskab.

★★★☆☆☆

Deltag i debat