Plader

Negash Ali: Asmarino

Århusianske Negash Ali, der først gjorde sig bemærket i den danske gruppe The Majors, har udgivet et solidt hiphop-album med rødderne godt begravet i klassiske dyder og soul. Han leverer personlige beretninger og politiske refleksioner på et album, der – til trods for enkelte svage numre – imponerer.

Et hyldestnummer til sin mor? Nej, det er ikke en ny single med Kanye West, men derimod noget så hjemligt som århusianske Negash Ali, som allerede har gjort sig bemærket i den danske hiphop-supergruppe The Majors, der foruden Ali består af rapperne Nat Ill og J-Spliff og de to producere/dj’s Noize og Static. En flok garvede gutter på den danske og til en vis grad også internationale hiphop-scene, hvor Ali skiller sig ud ved at være den absolut yngste og mest uerfarne i flokken.

Men allerede som 15-årig begyndte der at være opmærksomhed omkring den unge rapper, og det er derfor med en vis erfaring på rygraden, at han som 18-årig udgiver sin solodebut, Asmarino. Og det kan tydeligt høres. Albummet udstråler en sjælden selvsikkerhed, og udtrykket er langt hen ad vejen på plads.

Det her er socialt bevidst og politisk hiphop varieret med personlige familiefortællinger og leveret med lofthøje hornblæs og tagløftende soulkor. Dermed lægger han sig i traditionen fra folk som Black Star, Common og Pharoahe Monch, hvilket er lidt en sjældenhed herhjemme, selvom der da er begyndt at dukke dyrkere af stilen op de seneste par år, bl.a. AndyOp, der udgav et album sidste år. Men samtidig er han andengenerationsindvandrer, måske endda første generation, da hans mor flygtede fra Eritrea til Danmark med Ali i maven, og han fortæller fra denne position i samfundet, som, let’s face it, ikke altid er lige sjov.

Derfor får man i “We Get By” serveret refleksioner over minoriteters position i samfundet og fattigdom i verden, som den vestlige verdens manglende menneskekærlighed har en stor del af ansvaret for. Svulstigt leveret med kvindeligt soulkor, klaver og et eftertrykkeligt klappebeat. “Riot” bider endnu dybere i den vestlige verdens tildækkede sår og kræver, at de vestlige regeringer tager ansvar for de handlinger, der fucker tredjeverdenslande op, bl.a. med Belgiens ansvar for massakren i Rwanda som eksempel. Ali lægger ikke fingre imellem.

Men han tager også fat på sin egen historie, hiphoppens påvirkning af hans liv, kemiske påvirkninger og de depressioner, de kan forårsage. “Fuck Up” lyder måske nok på overfladen som en festsang med sine svulstige synthtoner med voldsomme effekter, men mørket lurer i teksten, da det er ensomheden i julen, der får ham til at lokke vennerne på druk, selvom han ingen penge har, og han ender i detentionen uden at kunne huske at have skubbet til en politimand.

Og ja, så er der som sagt hyldesten til Alis mor. Der er faktisk flere, for i “Somewhere” fortæller Ali om sin mors flugt og sin barndom, mens “Let U Know” er lidt mere generel, hvor han dog også erkender, at de har haft deres personlige problemer. At hylde sin mor er på sin vis lidt cheesy, selvom det da bestemt også er en smuk gestus at ære det menneske, der har taget sig tiden til at sørge for de bedste rammer for ens opvækst. Men der er vel ingen grund til, at det absolut skal svøbes ind i fesen, blød soul. Det bliver lige lovlig sentimentalt, og her kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere stilfulde produktioner på et ellers særdeles velproduceret album.

Bare de fire første numre på albummet er suveræne popnumre, og selvom Alis lidt grødede stemme er på nippet til at blive anstrengende, og enkelte sange går i tomgang, så kan der ikke være tvivl om, at det er et stort talent, der – alderen taget i betragtning – øser ud af sin imponerende erfaring på Asmarino. Der er med sikkerhed et stort potentiale i Ali, og hans udvikling bliver spændende at følge.

★★★★☆☆

Deltag i debat