Plader

Odawas: The Blue Depths

Odawas ankommer med deres tredje fuldlængde, The Blue Depths, til pastelfarveland. Guitaren er faldet i unåde, mens nye synthesizereffekter lires af uden forbehold. På de lyseblå og tågede dybder finder bandet det forsvindingspunkt, der konsoliderer dem som et af tidens mest originale bud på en ny æstetik.

Odawas’ univers er ikke et tomrum, det er fyldt til randen med rumklang. Sådan har det været siden den ujævne, men dragende debut, The Aether Eater, over den bredt oversete Raven and the White Night, hvor nummeret ”Love Is (The Only Weapon With Which I Got to Fight)” syntes at udstikke retningen for en ny og helt igennem virtuos æstetik. At bemestre dette fund lader forståeligt nok til at være hensigten bag The Blue Depths.

Brugen af rumklang er endnu lige fremherskende, hvilket vil sige radikal. De herrer Michael Tapscott og Isaac Edwards er udmærket klar over, at det vil vække anstød hos visse lyttere, hvorfor de søger ly under påskud om bevidst kitsch. Men ligesom tonerne på uforklarlig vis forstærkes i det overordnede lydbilledes klæge og sukkerholdige tågebanker, så vækkes også en beundringsværdig mystik i denne kitsch; det delvist lyserøde pladecover; bagsidebilledet af et kyssende halvnøgent par, ekkoende en art halvfjerdserporno.

Er det muligt at opdrømme, såvel som man kan opfinde? Der er noget, der tyder på det, for sangene på The Blue Depths driver med en form for sentimental distance, der synes at hidrøre en tilstand mellem det vågne og det sovende. I videnskabelige termer kaldes dette skel for hypnagogia og er gennem historien blevet efterstræbt af utallige kunstnere som en kilde til inspiration. Man kan døse hen og så pludselig vågne med en sætning eller et melodistykke af andetstedslig oprindelse, sløret og så alligevel klart. Det er fra dette sted, Odawas spiller sine sange.

Bedst er ”The Sound of Lies”, hvor panfløjten fra ”Love Is (The Only Weapon With Which I Got to Fight)” til denne anmelders store begejstring har vundet genvalg, samt den uafrystelige afslutter ”Boy in the Yard”. Sidstnævnte baserer sig på en slags ”Løvernes Konge”-steppetrommer og nogle aldeles spacy eller computerspilsagtige effekter. Men med den organiske synthbund og en udpræget sans for passager bliver nummeret, fuldendt af kirkeklokker og mundharmonika – et andet distinkt Odawasiansk trademark – til en absolut indtagende hymne. Koldt ned af nakken-momentet indtræder 3:16 inde, da trommerne standser et øjeblik, for derefter – med lydefri elegance – at slippe refrænet løs ud over pladens døende minutter.

The Blue Depths bærer på et uafklaret eskatologisk tema. Albummets to sidste sange rummer eksempelvis tekstbidder som »This could be our last day on earth« og »We all must die / for anyone to survive.« Alligevel er der snarere tale om hyldestopus end sørgemarch. Melodierne fylder nærmere en med forundring end melankoli, og det forekommer mig, at havde Stars of the Lid spillet tyggegummipop og spillet Zelda på Nintendo i stedet for at gemme sig under dynen, ville de have lydt, som Odawas gør i dag.

Instrumenteringen har rykket sig til en mere kunstig fabrikation af det autentiske. Guitaren er som sagt blevet mere et krydderi end en bestanddel. Alligevel er ændringerne lidet mærkbare. Odawas er måske bare blevet sig selv mere end nogensinde før?

Fire U’er er fremdeles den karakter, man giver, når bandet formår at være sig selv, givet selvfølgelig at det i forvejen er originalt og almindeligt afholdt. Og det er Odawas, et uendeligt fint band i periferien af vores opmærksomhed. På The Blue Depths er alt ude af fokus. Det går rent ind.

★★★★☆☆

Deltag i debat