Plader

Pocket Life: Umlaut Songs

Skrevet af Anders Mortensen

Kildrer det i systemet efter enslydende kedsommelighed, der er vagt inspireret af americana og Nikolaj Nørlund, så er der ikke noget, der bør forhindre dig i at gå i flæsket på århusianske Pocket Life. Bare gå til den. Jeg skal ikke stoppe dig. Men måske, måske, kan jeg få dig til at tænke over det bare en ekstra gang.

Følgende anmeldelse omhandler og behandler det århusianske orkester Pocket Life, der nu endelig udgiver deres sange, hvoraf flere stammer helt tilbage fra bandets dannelse i 1996. I 2006 omkom bandets guitarist, Ole Luk Hansen (rettelse: Ole Luk Sørensen (red.)), og med oplysningen om den tragedie i hjernen er jeg gået til Umlaut Songs med et stærkt ønske om at kunne lide eller i det mindste holde en smule af den musik, der bliver præsenteret for mig. Og se, ja, her har vi så mit triste problem, for det kan jeg ikke. Overhovedet. Jeg har lyttet meget til dette dobbeltalbum, og der er ingen af sangene, jeg gider høre mere end én gang. Det er muligvis hårdt sagt, men et forsøg på at give en nogenlunde forklaring på, hvad det er, der desværre bremser mig i uddelingen af eventuelle roser, følger her:

Musikken og lydbilledet er (ifølge det kursiveringshelvede, der er bandets pressemeddelelse) noget, der bevæger sig fra »det rockende og skærende til det silkeblødt besnærende.« Det er meget muligt, at musikken giver indtryk af forskellige lydflader, og en gang imellem er der da også lidt mere goddaw i den, men så stopper bevægelserne også, for alt andet står fuldstændig stille i al sin enorme ligegyldighed. Selvom jeg i førnævnte pressemeddelelse kan læse, at det er »uhørt« og »intenst,« så får jeg på intet tidspunkt i de efterhånden mange gennemlytninger noget indtryk af noget som helst, og derfor har jeg nu fået den mistanke, at disse kursiveringer er skabt som en manøvre til underbevidstheden, der prøver at overbevise anmelderen om, at disse ting rent faktisk er til stede på pladen. Og når de nu er alt andet end til stede, så står vi tilbage med næsten intet, der er værd at gribe fat i. Hele lydbilledet er meget americana- og singer/songwriter-præget, og selvom der ikke er noget galt med disse genrer, så fremstår det stadig så kendt og kedeligt. Sangene er der bare uden at være andre steder, og hvis de forsøger at frembringe mentale billeder, så mislykkes det. Jeg savner en væren, og jeg savner også en løsrivelse fra sig selv eller bare en eller anden form for vandring til et eller andet sted, men der sker ikke noget for hverken mig, sangene, lyden eller bandet, og så kan det hele være lige meget. Og det er det så.

På tekstsiden har Pocket Life også et klart problem. Jeg har svært ved at finde en tekstbid, der ikke er en bragende kliché af den slags, man virkelig, virkelig bør undgå. Vi snakker den kategori af grimheder, hvor man lige stopper sin sangskrivning en gang, glor på teksten og tænker bare et enkelt, næsten usynligt nanosekund videre end den bovlamhed, man har fået nedfældet, og så retter man den. Men det er virkelig ikke sket. Der sker faktisk ikke ret meget. Vi er ude i kvinder, der bliver »carried in my heart,« og vi er ude i en omgang »sailing this ocean / of love and devotion,« og der er ikke nogen form for tegn på ironi eller afstandtagen fra klichéerne, men i stedet står de der bare, én efter én, og irriterer. Uuuuh, hvor de irriterer, og hold kæft, hvor det keder. Man må gerne bruge efterskolelyrik, og klichéer kan være effektive i al deres naivitet, men så skal man helst også forholde sig til det i stedet for bare at sovse det ind i uoriginal guitartrasken, Bjørn Fjæstad-lite vokal og komplet idétomhed.

Jeg vil foretrække, hvis man ikke læser denne anmeldelse med en vred mands stemme, for det er ikke ment som formålsløs nedrakning. Der er ingen tvivl om, at det hele er meget velment, og jeg mistænker ingen for at gå let til værks med vilje. Håndværket er godt, og det rene, sikre talent er der. Enkelte, små steder er der endda velfungerende ting, som f.eks. fine vokalharmonier. Bandet skal heller ikke bekymre sig om, hvorvidt der er publikum til deres musik, for det er der helt bestemt, og de kan endda gå hen og blive store. Måske er det mig, der er problemet, og måske er jeg bare træt af lyden af Pocket Life, fordi jeg føler, jeg har hørt den så mange gange før, så meget mere interessant og givende. Det er nemt for mig at holde af projektet, men umuligt at elske udførelsen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat