Plader

Telefon Tel Aviv: Immolate Yourself

Skrevet af Mikkel Arre

80’erne har ringet – de vil gerne have deres synthlyd tilbage. Telefon Tel Aviv tager på sit tredje album et markant skridt fra at lave laber elektronisk R’n’B til at bygge store kolde synthpopuniverser. Det gør Chicago-duoen godt, alligevel sært uengagerende.

Titlen på Joshua Eustis og Charles Coopers tredje fuldlængdealbum under navnet Telefon Tel Aviv kan oversættes til opfordringen “ofr dig selv””. På sin vis er titlen ganske sigende for duoens karriereforløb – i hvert fald i den forstand, at Eustis og Cooper for hvert fuldlængdealbum har smidt deres hidtidige udtryk over bord. Den tilbagelænede lounge-electronica med knivskarpe, stærkt opklippede beats, der dominerede debutpladen Fahrenheit Fair Enough, blev på Map of What Is Effortless fra 2004 til ret så slikket elektronisk R’n’B med kælne vokaler og til tider nærmest følelsespornografiske strygerarrangementer. Immolate Yourself udgør lige så stort et spring.

Duoens tredje album er nemlig proppet med kold, distanceret patos. Susende synthflader tårner sig op, og med de stærkt effektprægede vokaler og simple, fladmaste trommeprogrammeringer har musikken sine steder noget nærmest mekanisk over sig. Hvis Map of What… var en digital opdatering af 90’ernes amerikanske R’n’B, er Immolate Yourself et gensyn med den mere alvorsfulde del af 80’ernes engelske synthpop.

“Mostly Translucent” lyder f.eks. som en sfærisk Depeche Mode-sang fra slut-80’erne, ligesom “Helen of Troy” sagtens kunne have talt til kartoffelkurstidens Marc O’Polo-klædte teenagere. Forskellen er bare, at Telefon Tel Avivs sans for at skabe detaljerige lydbilleder udkonkurrerer snart sagt hele det neonfarvede årti.

I højdepunktet “Stay Away From Being Maybe” glider de mange lag af kølig synthesizer strålende sammen med syntetiske håndklap og en buklende baslinje, der går direkte i kroppen. Men ud over at demonstrere duoens eminente evner som producere bliver sangen også en af de få undtagelser, der bekræfter reglen: At nummeret er så direkte appellerende og medrivende, gør det til lidt af et særtilfælde.

Nuvel, både den mildt sagt storladne åbner “The Birds”, der kombinerer stroboskopglimtende bassynth med et tungt læsset lydbillede a la Ulrich Schnauss, og den lettere cheesy, men stærkt fængende “You Are the Worst Thing in the World” er glimrende, og frem for alt kalder de efter endt lytning på at blive hørt igen. Men derudover er den største hage ved Immolate Yourself, at albummet hele tiden undviger lytteren. Vokalerne er forvredne og tågede, ligesom synthlandskaberne ganske ofte er så meget mere sfæriske, end de er melodiøse, at det hele glider væk mellem fingrene på én. Alt er pakket ind i filtre og produktionstricks. Alt er distance. Et eller andet sted i processen er det, som om musikkens appel er gået tabt. Blevet ofret, om man vil.

Når man hører Immolate Yourself, er det altså, som om duoen har taget albumtitlen ret så seriøst. Sørgeligt nok tog Charles Cooper i januar titlen endnu mere bogstaveligt, da han forlod et skænderi med sin kæreste i dyb affekt og få dage efter blev fundet død. Således er det sandsynligt, at Telefon Tel Aviv med Immolate Yourself har udgivet sit sidste album – og det ærgerlige er, at pladen hverken får én til at tænke, at det er en god eller dårlig ting, men derimod trods sine ubestridelige kvaliteter efterlader én temmelig indifferent.

★★★½☆☆

Deltag i debat